Dialekter i Ikast-Brande Kommune

Det kneb med at få 17 øre til et pund sukker, men hun var jo nødt til at skulle have det, for vi skulle i skole, og vi skulle jo have noget på mellemmadden, men sådan var det at leve dengang.
.

Artikelstart

Ikast-Brande Kommune ligger i udkanten af det vestjyske område, der er præget af en markant dialekt. Man sagde a om sig selv, der var foransat artikel, æ mand, og det hed både en mand og en pund.

Ord som »hjælp«, »folk«, »kamp« og »kant« blev udtalt uden stød, og det gjaldt også sammensatte verber som »udtale« og »overkommet«, mens det hed hå’p (hoppe), hå’pet (hoppet) og e’t (ikke) med vestjysk stød.

En del vokaler var diftongeret: bi’en, kyer, kuen (ben, køre, kone) eller afveg på anden måde, fx no’ (nå), snå’r (snart) og lånjt (langt).

Man sagde hjæm’, hwæm’ (hjem, hvem), med hørligt h-, og v- blev normalt udtalt som w: wal (vel) og wolle (navnet Ole), blot ikke i forlyd foran fortungevokaler: vilj’, vel, væj (vild, vil, vej).

Det almindelige talesprog i kommunen i dag er stærkt udtyndet jysk dialekt og standardsprog med jysk intonation. I de landlige dele af kommunen uden for Ikast og Brande brugte de fleste den lokale dialekt til ind i 1960’erne, men i dag er forskellen mellem land og by skrumpet betydeligt, især blandt de yngre.

De fleste af de dialekttræk, der er nævnt, bruges ikke længere. Man kan dog godt høre former som bankern (bankerne) uden udlyds -e, og å’p (oppe) med vestjysk stød er almindeligt. Desuden udelader man tit stødet i ord som »overstået« og »undervise« og bruger ikke altid t-former af adjektiver og adverbier, men siger fx he’l hæn’ i ju’ni (helt hen i juni).

Videre læsning

Læs mere om kultur i Ikast-Brande Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt