Lyngby-Taarbæk Kommune hører til den krans af omegnskommuner, der havde en stor befolkningsvækst fra 1930’erne. Til forskel fra flere af de andre kommuner var den ikke et rent landbrugsområde før den tid, men rummede også industri, hvoraf den ældste del går tilbage til 1600-tallet. Talesproget har derfor i lang tid været præget af en betydelig variation. Dels omfattede det gamle industriområde ved Mølleå mange tilflyttere, både arbejdere og funktionærer, fra mange forskellige steder, dels blev bønderne tidligt arvefæstere, og gårdene udskiftet, hvilket førte til øgede sociale og sproglige forskelle inden for bondestanden. Endelig udgjorde fiskerne i Taarbæk et eget lokalsamfund med en dialekt, der ligesom i de nordligste nordsjællandske sogne havde en særlig intonation med stigende tone i sætningsslutningen.
Der er ingen direkte linje til nutidens talesprog fra det bondesamfund, hvor Jens Mønbo i Virum i 1625 uden held prøver at standse et slagsmål med ordene »Sid på din røv og drik din øl i fred og ro«, mens slagsbrorens bror tværtimod opmuntrer ham med ordene »Hej slå panden i sønder« (hvilket han gjorde).
Det giver heller ikke mening at beskrive dagens talesprog i Lyngby-Taarbæk Kommune som en videreudvikling af den udtyndede dialekt, 1800-tallets moderne bønder brugte, dertil har tilflytningen og ændringerne i erhvervsstrukturen været for store. I dag taler de fleste et moderne standarddansk, dvs. et umarkeret middelklassesprog med københavnsk tonefald.
