Morsingbomålet ligner thybomålet, men med en stærk bevidsthed om, at dialekten er noget særligt, betoner man, at det hedder a (jeg) og e’t (ikke), ikke æ og et/it, og man siger øretvist (ørentvist), ikke tvestjært. Set udefra er lighederne dog tydeligere: Det hedder mæje’rik (mejeri), huks (hus), hå’p (hoppe) og kjer’k (kirke), og manden, konen, barnet hedder æ manj’, æ kuen, æ bå’r. Der er w- i vi, vand, våd, hw- i hwæm’ (hvem), hj- i hjæm’ (hjem) og kji kjæ:nj (kende). Det hedder falj’ (faldt) og fanj’ (fandt) og fojen (funden) og ajer (andre). »Korn« udtales ku’r, og »fra« udtales fræ’. Man har indtil for nylig kunnet høre, hvilken del af øen folk stammede fra: Sydpå udtalte man ikke endelseslyden -ð, men sagde kalkә ikke kalkәð (kalket).
Nykøbing M er præget af tilvandring, og man taler rigsmål med jysk islæt, fx hedder »jeg« je, ikke a. De, der er opvokset på landet, veksler ofte mellem dialekt og rigsmål, alt efter hvem de taler med, og nogle opretholder en tosprogethed, længe efter de er flyttet fra Mors. De fleste unge og yngre har lagt dialekten fra sig som i Nykøbing M, men interessen for det lokale mål er stor. Det viser modtagelsen af Hanne Glintborgs morsingbo-ordbog De ær sø’en, vi sæjje (2015).
