Dialekten i Thy er en kombination af nordjysk og vestjysk. Thyboerne udtaler i, y og u med glidning og ofte med -k i stedet for stød: bijkl (bil), tyjk (Thy) og uwkð (ud), og forholdsord kan have tryk: hælde fløden ’ijk æ ’kja:r, dvs. »i kærnen«. Både »vi«, »vand« og »våd« begynder med w, k- udtales som kj foran fortungevokal: kjæ:nj (kendte), og -nd udtales som j i ord som haj’el (handel), fojen (funden) og ajer (andre). Der er vestjysk stød hå’p (hoppe), læ’t (lette), ne’k (nikke) i hele Thy; i Sydthy også i ord som hjæl’p (hjælpe), dam’p (dampe), hin’t (hente), ten’k (tænke).
Særtræk i Thy er æ for »jeg«, ð i ord som »ud« og »ved«, og svind af -n i ord på rn: bå’r (barn) og ku’r (korn).
Dialektord som stinte (småregne), trånjt (trangt, dvs. travlt) er sjældne, men gammelfar (bedstefar) kan stadig høres.
Grænsen mod øst til Hanherred i Jammerbugt Kommune følger en gammel naturlig grænse – fra dengang Limfjorden gik ind i Lund Fjord – og udgjorde skellet mellem æ manj’, æ kuen, æ ba’r og manj’en, kuenen, ba’nen (manden, konen, børnene). I grænsesognene, fx Lild og Tømmerby Sogne, kunne artiklen udelades: epo haw’ (på havet), mø’t i huw’s (midt i huset).
Meget af dette er fortid. Yngre mennesker har få dialekttræk, men næsten alle har bevaret en nordjysk sætningsmelodi og er tilbøjelige til at bruge jysk enklisestød (så må vi te’ å kom hjem’). Det hedder også tit (med »jysk infinitiv«): du ska ka klare dig selv.
