Vejle Kommune ligger i et sprogligt overgangsområde. Man sagde hjæm’ (hjem) og hwæm’ (hvem), og mod nordvest skelnede man mellem v og w. Her sagde man vi og wos (os); i sydøst brugte man kun v-. Den traditionelle dialekt var sydøstjysk og på en del punkter mere vestjysk end østjysk. Der var fx vestjysk stød i ord som hå’p (hoppe) og hinj’t (hente), og man brugte foransat artikel: æ manj’, æ bå’n (manden, barnet). Det østjyske gav sig til kende, ved at man, ligesom på rigsdansk, i ubestemt form sagde en mand, men et barn; det hed dog et grøn glas (ikke grønt).
Noget tyder på, at området oprindelig har haft efterhængt artikel som det nordligere østjysk, men artikelgrænsen blev forskudt som følge af Karl Gustav-krigene 1657‑60 og den deraf følgende pest i 1659, der lagde hele sogne omkring Hærvejen øde. Horsens-Kolding-egnen blev hårdt ramt, men blev hurtigt genbefolket, sandsynligvis især ved tilflytning fra de nærmestliggende egne i Vestjylland, hvor dødeligheden var langt lavere. En sådan massiv indvandring af vestjyder kan have udkonkurreret en ældre østjysk sprogbrug, som stadig afspejles i nogle faste udtryk: om awtenen, om monneren, om mejeren (om aftenen/morgenen/middagen) og ikke som forventet å (eller om) æ awten osv.
I dag tales der her som i det øvrige Østjylland overvejende regionalt præget standarddansk. Intonationen er oftest jyskpræget, og man foretrækker stødløse former af verber med forstavelse, fx beta:l (betale) og fåtæl: (fortælle), og i ord som vej og skov. Både endelsen -ede og -et udtales som -et: passet (passede, passet), og man bruger ikke endelsen -en som i er kommen, er bleven.
Man siger sårt (sort) og trå’r (tror), og i nyere tid har former med j for ð bredt sig, fx glaj (glad), raj (ræd), mens de ældre kun brugte j efter u, fx u’j (ud).
