Ærø Kommune har omkring 180 foreninger. De største idrætsforeninger er forankret i øens større byer: Ærøskøbing Idrætsforening (ÆIK stiftet 1931), Marstal Idrætsforening (MIF, stiftet 1915), Rise Skytte- og Idrætsforening (RSI, stiftet 1917) samt KVIK Søby (stiftet 1904).

De store idrætsforeninger sætter hvert år deres præg på sommerlivet med de traditionsrige byfester: Risefesten i Store Rise, Grollefesten i Marstal, Eventyrfesten i Ærøskøbing og Måefesten i Søby. Byfesterne er med til at skaffe indtægter til foreningerne.

Øen har fire sportshaller, en svømmehal samt flere udendørs anlæg og multibaner. Kysten og havet fungerer som steder for fritids- og idrætsaktiviteter. Hertil bidrager de mange bro- og bådelav, der skaber gode muligheder for kystnære aktiviteter.

Ærø har tre aktivitetshuse i hhv. Ærøskøbing, Marstal og Søby. Desuden anvendes den nedlagte Rise Skole, Kulturladen og herregårdsanlægget Søbygård til aktiviteter. Også kirkerne, bibliotekerne, de to museer, biografen Andelen, ungdomshuset Frivagten, Det Røde Pakhus, Det Gamle Værft, beboer-, forsamlings- og menighedshusene samt øens spisesteder fungerer som ramme for foredrags- og musikarrangementer samt udstillingsaktiviteter.

Den frivillige folkeoplysende undervisning for voksne varetages af øens eneste aftenskole. Desuden arrangerer Ærø Folkeuniversitet en række foredrag samt sommeruniversitet. En lang række frivillige deltager i løsningen af opgaver inden for ældreområdet, fx som besøgsvenner, vågekoner, indkøbshjælp og i sociale aktiviteter. Foreningerne og de frivillige fejres hvert år, når kommunen afholder Ærødag. Desuden uddeler kommunen hvert år en idræts-, kultur-, handicap- og frivilligpris.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Ærø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige