Vodder SpringCenter blev indviet i 2015. Springcenteret er en del af Vodder Idrætscenter, der blev indviet i år 2000 på initiativ af frivillige sjæle.
.

I Tønder Kommune er 114 folkeoplysende foreninger, som fordeler sig på 71 idrætsforeninger, 20 uniformerede korps, fem religiøse og politiske foreninger og 18 øvrige. Kommunen har 11 aftenskoler på det folkeoplysende område.

Det er især de traditionelle idrætsgrene som gymnastik, svømning, fodbold og håndbold, der trækker medlemmer til kommunens idrætsforeninger, men nyere sportsgrene er så småt på vej ind i idrætsforeningerne. Rhönrad er et eksempel på en idrætsgren, man finder i Tønder Kommune, og som ikke ses mange andre steder. Det er en tysk hjulgymnastik, hvor gymnasten laver øvelser inden i hjulet, kaldet Rhönraden. Desuden er der tilgang til motionsbaseret idræt som fitness, yoga og floorball.

Foreningen BARRAX er et eksempel på en forening, som udbyder idræt til børn og unge. BARRAX fik i 2018 bygget en skaterbane ved Tønder Sport & FritidsCenter med støtte fra fonde og Tønder Kommune.

Der er 31 forsamlingshuse i kommunen. 24 af husene er i drift med en forening bag, hvoraf tre er anpartsselskaber. Rangstrup Forsamlingshus i den nordøstlige del af kommunen blev under 2. Verdenskrig brugt af den tyske besættelsesmagt til bl.a. krigsfanger.

Der er ca. 80 sociale foreninger i Tønder Kommune. Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark har en afdeling i Tønder Medborgerhus. I Tønder er også værestedet SIND‑huset, ligesom der er en varmestue i byen, hvor man bl.a. kan indtage et måltid mad. I Frivillighedsrådet i Tønder Kommune sidder 12 frivillige. Rådet beskæftiger sig med forhold for både børn og gamle og arbejder primært med at udvikle samarbejdet mellem de sociale foreninger og kommunen samt udarbejder forslag til brug af midler. Desuden er rådet med til at arrangere Frivillig Fredag, som er en festdag for alle kommunens frivillige, der hvert år afholdes den sidste fredag i september.

Af sociale foreninger kan Røde Kors fremhæves med deres besøgsordninger til ældre både på plejehjem og privat. Der er også etableret en række vennekredse for kommunens plejehjem, der hjælper med at lave aktiviteter. Endelig kan nævnes Broen Tønder, der støtter børn og unge under 18 år med penge til bl.a. kontingenter og sportsudstyr, så de kan deltage i fritidslivet.

FC Sydvest og TM Tønder

De fire moderklubber Løgum IF-Fodbold, Bredebro IF, Ballum IF og Tønder SF-Fodbold indgik fra 2005 et overbygningssamarbejde med fodboldklubben FC Sydvest 05 Tønder, der har hjemmebane på BankParken i Tønder. Klubben spiller i 2. division.

I 1998 lavede håndboldklubberne TSF Håndbold og Møgeltønder Ungdoms- & Idrætsforening (MUIF) overbygningssamarbejdet HF Vest Sønderjylland, men ændrede efter to sæsoner navnet til Team Møgeltønder Tønder (TM Tønder Håndbold). I perioden 2004-06 var TM Tønder en del af SønderjyskE. Holdet, der har hjemmebane i Tønder, er efter en årrække i den bedste liga rykket ned i 1. division.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Tønder Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Foreninger og frivillige