En pige fra Rømø i en egnsdragt til hverdagsbrug, som kan kendes på bl.a. de blomstrede ærmer og de karakteristiske store sølvknapper. Farvelagt fotografi af Hansen, Schou & Weller fra serien Danske Nationaldragter, 1871.
.

Ligesom i andre sønderjyske kommuner er sønderjysk kaffebord og fællessang fra Højskolesangbogen udbredt. Tilsvarende er kortspillet »skat« meget kendt. Det spilles af tre personer med 32 kort, fra syv til es. I kommunen finder man også den sønderjyske egnsret »snysk«, der består af nye grøntsager som ærter, gulerødder, bønner m.m. i en mælkestuvning med persille. »Solæg« er en anden sønderjysk specialitet. Æggene koges længe med løgskaller, til blommen får en mørk grønlig farve. Herefter ligger æggene i en saltlage, og efter et par dage kan de spises. Æggene skæres over, og den halve blomme løftes ud, og hulningen fyldes med stærk sennep, hvorefter blommen lægges omvendt på.

Den gamle vestslesvigske tradition med at tænde bål Pers Awten d. 21. februar er bevaret eller genoptaget, bl.a. på Rømø og ved Emmerlev Klev. I 1600‑tallet var det denne aften, at søfolk fra Vadehavsøerne og Vadehavskysten tog afsked med familie og venner, inden de dagen efter på Sankt Peters dag tog afsted på hvalfangst i Nordatlanten. Man fejrede aftenen med bål, grønlangkål og kaffepuns. En anden skik, der søges opretholdt, er spring med kluestang, der tidligere blev brugt til at springe over grøfter og mindre kanaler i marsken. Især i de tyske daginstitutioner er skikken med lanternegang udbredt, hvor man i efterårsaftner, når mørket er faldet på, går med papirlygter og synger sange. Ringridning foregår flere steder i kommunen, bl.a. i Abild og Tønder.

Siden 1974 er der afholdt folkemusikfestival i Tønder. I Løgumkloster afholdes Kloster Mærken (Sankt Bartholomæusmarkedet), der er et årligt tilbagevendende gøgler‑, smådyrs‑ og hestemarked. Der er afstemningsfester for Genforeningen i 1920 hvert år d. 10. februar. Desuden er der bl.a. kransenedlæggelse i Løgumkloster i forbindelse med afslutningen af 1. Verdenskrig d. 11. november 1918.

Rømødragten

Rømø bar mændene ikke egnspræget dragt. Kvinderne derimod bar deres frisiskprægede dragter, hvor én var bestemt til hverdagsbrug og én til søgnehelligdage.

Hverdagsdragten bestod af et rødt vadmelsskørt og af samme stof en bul, der var syet til skørtet og blev kaldt for »ePi« og var pyntet med grønt bånd i den dybe halsåbning. I den ene side sad 12 sølvknapper, hvor kun de nederste fire blev lukket med grønne knaphuller. I modsatte side var kun pynteknaphuller. Under »ePi« bar kvinderne en trøje i bomuld (kaldet en formak) med lange etsømsærmer. Der var sølvknapper ved håndleddet og på brystsmækken. Til dragten hørte et stort, bredt forklæde, der var stribet eller i tern. Om halsen havde Rømøkvinden et tørklæde, der var lagt i trekant og viklet løst om halsen. Hovedbeklædningen bestod af et pandestykke, dvs. et tørklæde, som var foldet og viklet om hovedet fra panden til kryds i nakken. Enderne blev sirligt knyttet øverst på hovedet. Dronning Margrethe 2. fik syet en dragt som gave fra Danske Folkedansere i 1996.

Tønderkniplinger og Dullemøse

Hvid dullemøse (af fransk dormeuse) med rosa bånd og kniplingsbesætning. Akvarel forestillende fru kaptajn Frederiksen, Gammelgaard, ca. 1790.
.

For 300 år siden havde Sønderjylland en blomstrende industri af kniplinger. Der blev kniplet overalt i hele området med Tønder som et centralt handelssted. Her holdt fabrikanter og kræmmere til, som kom med nyheder om den seneste mode eller medbragte hørtråd fra Flandern. Nogle gange havde de også mønstre med, som de dygtige kniple piger skulle gøre kniplinger efter. Herfra solgtes kniplingerne videre til det øvrige Danmark og Norden. Omkring 1860’erne var tønderkniplingernes storhedstid forbi. Der opstod en ny kundekreds, nemlig de danske bønderkvinder, der ville forsyne deres hovedtøjer med smukke tønderske kniplinger. Et af de flotteste kniplingshovedtøjer blev »dullemøsen«, der især i Tønderområdet blev brugt indendørs og ved festlige lejligheder såsom barnedåb og bryllup.

Dullemøse, på fransk dormeuse, dvs. natkappe, er et indendørs hovedtøj især for gifte kvinder. Det består af lin, vinger og kappe. Lin og vinger er i fint tyndt lærred og med 4-5 cm bred kant, der kunne være i enten tøndersk binche, tøndersk-malines, tøndersk-lille eller arras-knipling. Tøndersk binche efterligner den flamske mønsterteknik fra 1700-tallet og viser isblomster. Tøndersk-malines har også flamsk påvirkning og er karakteriseret ved en tyk tråd, som markerer konturerne om blomster og blade samt bund i brysseler-mønster.

Tøndersk-lille er altid i tylsbund (sekskantet) og ses ofte med små kvadrater, kaldet galslag, eller ovale blade i en mandelfacon. Der findes også mønstre med rosenbund, frugter og blomster, fx lilje, rose og overflødighedshorn samt krone og hjerte. Kniplingsmønsteret Danmarks store og lille hjerte er meget brugt i konge familiens dragter og i bønderkvindernes hovedtøj. Disse mønstre blev tillige symbol på sønderjysk sammenhold, især efter Genforeningen i 1920.

Arras-kniplinger minder meget om »lille«, men er løsere i kvaliteten med lige kanter.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Tønder Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger