Rømø

Anlæggelsen af Rømødæmningen begyndte i 1939 som et beskæftigelsesprojekt. Under Besættelsen blev arbejdet forsinket, da det pga. mørklægning ikke var muligt at arbejde i nathold, og ydermere fandt mange arbejdere i stedet beskæftigelse ved den tyske hærs anlægsarbejder. Efterhånden blev der i højere grad brugt maskiner, og endelig, i 1948, åbnede den 9,17 km lange dæmning. Foto fra 1940-45.
.
Hollandsk hullæbe er en underart af skovhullæbe, som den bl.a. adskiller sig fra ved blomsternes korte støtteblade og butte midtstillede sepaler. I Danmark var hollandsk hullæbe tidligere kun kendt fra Nordjylland, men i 2002 blev den også opdaget på Rømø. Blomsterne bestøves normalt af gedehamse, men pga. plantens soleksponerede voksested sker der ofte selvbestøvning, fordi polliniet tørrer ud, smuldrer og drysser ned på støvfanget.
.
Kun nogle få træbeplantninger bryder det flade landskab på Nørreland nordvest for Juvre. Her hersker strandeng og marsk, som vandet i det tidlige forår er løbet over, så det græssende kvæg har måttet søge tilflugt på de ret beskedne forhøjninger i landskabet. Ud mod kysten i nordvest og nord ligger et mere end 2.000 ha stort skydeområde, som Forsvaret siden 1954 har anvendt til uddannelse af piloter i Flyvevåbnet og Hæren.
.
På rad og række trisser tre får adstadigt ned langs kysten på Helm Odde syd for Havneby, hvor færgen for ganske nylig har forladt færgelejet for at sejle mod List på øen Sild i den tyske del af Vadehavet. Helm Odde på Rømøs sydkyst indgår i Vadehavet Natur- og Vildtreservat, hvilket bl.a. betyder, at der af hensyn til fuglene er adgangsforbud fra d. 1. april til d. 31. august.
.
I dagene efter en massestranding af kaskelotter i 1996 blev de fleste bugseret op på stranden på det nordlige Rømø til opmåling og prøvetagning. Samtidig blev underkæberne fjernet for at undgå tyveri af tænderne. Alle de strandede kaskelotter var hanner, og i takt med forrådnelsen førte en stigende gasudvikling i bughulen til, at penis blev presset ud af genitalspalten. De følgende dage blev hvalerne parteret for at sikre bløddele og skeletter til forsknings- og udstillingsformål.
.
Udviklingen af de danske Vadehavsøer: 1. For 3.500 år siden var Vadehavet beskyttet af barriereøer. Trods et stigende havniveau betød en stor tilførsel af sediment, at øerne voksede mod vest. 2. For 3.500-2.000 år siden medførte udbygningen af Blåvands Huk-området, at sedimenttilførslen fra nord blev kraftig reduceret, og fra både vest og øst eroderede havet i øerne, så de næsten forsvandt. 3. De seneste 2.000 år har tilførslen af sediment været større end erosionen. Vadehavsøerne er derfor vokset, og det gør de stadig.
.

Artikelstart

Kulørte sejl på små kitebuggies blafrer i vinden, inden de lette køretøjer i lynfart suser hen over den brede Sønderstrand, hvor badegæster flokkes i bølgerne eller blot nyder frokosten i skyggen fra bilen, som både her og på dele af Lakolk Strand længere mod nord må tages med ned på sandet. Med et areal på knap 90 km2 er Rømø ikke bare den sydligste, men også den største af barriereøerne i den danske del af Vadehavet. I 2020 havde øen 559 fastboende indbyggere, som var koncentreret i byerne Havneby og Lakolk. Med tilstrømningen af turister i sommerhalvåret stiger indbyggertallet dog betydeligt, og alene i 2018 havde øen 1,2 mio. overnatninger.

Set oppefra er det da også turismen, som i dag præger billedet af Rømø, men skraber man lidt i overfladen, tegner sig snart et ganske andet og mere nuanceret billede af den populære Vadehavsø; et billede af et mangfoldigt dyre‑ og planteliv, et særegent landskab og en befolkning, som på godt og ondt har måttet skabe sig en tilværelse i naturens vold.

Dannelsen af Rømø

Op gennem de seneste godt 8.000 år har en kombination af tsunamier, stormfloder, sedimenttransport og et stigende havniveau skabt Rømø, som den kendes i dag. I Fastlandstiden for 10.000 år siden var havniveauet i det sydvestlige Danmark ca. 40 m lavere, end det er i dag, og Danmark var landfast med England. For ca. 8.200 år siden udløste et undersøisk jordskred ud for den norske vestkyst en række tsunamibølger, som skyllede ind over det store landområde. Det var dog først få hundrede år senere, at den fortsatte havstigning førte til en egentlig oversvømmelse af landskabet. Kun de højestliggende bakker stak op af Vesterhavet, heriblandt den spæde Rømø, som ved tilførsel af sedimenter gradvis voksede sig større og større. Øens vækst blev dog afbrudt i en periode for 3.500‑2.000 år siden. Det skyldtes udbygningen af Blåvands Huk‑området, som bremsede sandtransporten ned til Vadehavskysten og medførte, at Rømø i stedet blev udsat for erosion. I dag styres øens udvikling hovedsageligt af tilførslen af sand fra nord, syd og vest. En del af sandet aflejres langs vestkysten, hvilket vedligeholder de brede strande.

Udviklingen af østkysten styres derimod primært af tidevandet, der fører ler og silt ind i Vadehavet. Syd for Rømødæmningen aflejres en del af sedimentet på marsken og tidevandsfladerne, hvilket får kysten til langsomt at vokse. Nord for dæmningen giver strømforholdene til gengæld ikke mulighed for aflejring, og kysten er derfor stedvis under erosion. Tidligere lå der en lille ø, Jordsand, sydøst for Rømø. Øen var beboet i 1600‑ og 1700‑tallet, men da den ikke var inddiget, åd stormfloderne af den, indtil den i sommeren 2001 forsvandt i havet.

Landskabet, kysten og digerne

Rømø er ca. 14 km lang og ca. 4 km bred og forbundet til fastlandet af den ca. 9 km lange Rømødæmning, som blev anlagt 1939‑48. Kontrasten mellem øens øst‑ og vestkyst er stor. Mod øst finder man en typisk Vadehavskyst, som ud for fx Kongsmark består af deciderede muddervader. Modsat udgøres vestkysten af brede, flade sandstrande og store klitter. Opførelsen af Rømødæmningen bremsede den fri vandtransport mellem Listerdybs og Juvre Dybs tidevandsområder, hvilket efterfølgende har ført til en stor aflejring af finkornet sediment langs sydsiden af dæmningen, mens den nordlige side har oplevet erosion. Øens flade profil og en betydelig tilførsel af sand har sammen med tidevandet skabt de enorme sandflader og højsander, der ved lavvande kan strække sig op til 2‑3 km ud fra kysten. Især på Havsand i Rømøs sydvestlige hjørne er der gennem de seneste årtier dannet høje partier af sand med en artsrig klit‑ og strandengsvegetation. Undersøgelser har vist, at klitlandskabet er opbygget i mindst tre perioder inden for de sidste 300 år, hvor den seneste periode med kraftig klitvækst begyndte for ca. 40‑50 år siden. Længst mod vest ligger klitterne i kystparallelle rygge, og inden de blev tilplantet, vandrede de på tværs af øen fra vest mod øst. Med en højde på 19,7 m.o.h. udgør den tidligere vandreklit Høstbjerg i dag Rømøs højeste punkt. Som på fastlandet er store dele af Rømøs kyst beskyttet. I 1920’erne blev det ca. 10 km lange og 5‑6 m høje Juvre Dige anlagt for at beskytte marskområderne på den nordøstlige del af øen. Under stormfloden d. 3. december 1999 blev diget flere steder gennembrudt af havet og måtte efterfølgende repareres. Tilsvarende er der på den sydlige del af øen etableret flere diger: Kirkeby Dige, der er anlagt sammen med det nord‑sydgående Sandflugtsdige mod vest samt to fløjdiger i enderne, og Havneby Dige sydvest for Havneby.

Rømødæmningen og østkysten kan‑ tes af strandeng, som også findes bag klitterne i vest. Det største strandengsareal ligger dog sydvest og vest for Juvre Sand på den nordvestlige del af Nørreland. På Juvre Enge i nordøst findes også en smule ferske enge. I klitlavninger midt på øen er der flere større moser, men ellers præges øens midte af vidtstrakte klitheder samt tre klitplantager, som blev anlagt 1922‑36 for bl.a. at beskytte de bagvedliggende marker mod vind og flyvesand.

Et liv i sus og sand

Netop vinden og sandet har udgjort en betydelig udfordring for øens indbyggere. Bosætningen er formentlig sket sent, for selv om der ved Mølby er fundet potteskår fra jernalderen, har man endnu ikke fundet spor efter forhistoriske bopladser på øen. I middelalderen hørte den sydlige del af øen til kongeriget, mens den nordlige del lå under hertugdømmet og det daværende Haderslev Amt. Sandflugten var så kraftig, at dyrkningen af jorden, især i syd, var særdeles vanskelig, og op gennem middelalderen ernærede øens indbyggere sig derfor hovedsagelig ved fiskeri og sejlads. Så var mulighederne for landbrug bedre i nord, og udgravninger i både den nordlige og sydlige del af Juvre har afsløret spor efter gårde, som i 1200‑ eller 1300‑tallet var blevet opført på en lille naturlig sandbanke. Sporene bestod af stolpehuller og rester af tørvevægge. Derudover fandt man tegn på, at de naturlige sandbanker var blevet forhøjet med lag af tørv, hvorpå der efterfølgende var opført bygninger, som ud fra keramikfund kan dateres til 1500‑1600‑tallet.

Ved en udgravning i 2006 i Havneby i øens sydøstlige hjørne fandt man huse fra 1700‑1800‑tallet, der som gårdene i Juvre også var opført på kunstige forhøjninger. I tilknytning til husene lå der haver med tilført muldjord. For at beskytte haverne mod sandflugt og oversvømmelse var de omgivet af jordvolde, hvoraf flere stadig kan erkendes i landskabet. Skibsfarten på øen var i begyndelsen blot lokal småskibsfart i Vadehavet. Det ændrede sig fra 1600‑tallet, da mange af mændene fra både Rømø og naboøerne mod syd fandt beskæftigelse ved hvalfangst i Nordatlanten; ofte på skibe, der hørte hjemme i Amsterdam, andre nederlandske byer eller i Hamborg. Påfaldende mange blev kaptajner, kaldet kommandører, og de havde ofte gårde hjemme på Rømø, om end de mest havde karakter af bierhverv.

Strandede hvaler

Selv om hvalfangsten, der bragte rigdom og velstand til Rømøs kommandører, foregik i Nordatlantens kolde vande, har øen selv haft en uheldig tiltrækning på de store havpattedyr, som med jævne mellemrum er strandet på kysten. Eksempelvis blev 16 døde kaskelotter fundet strandede på Rømø, Koresand og omkringliggende sandflak d. 27. marts 1996, hvilket var den største stranding af store hvaler i Danmark nogensinde. Allerede d. 4. december året efter strandede yderligere 13 kaskelotter på Rømø og d. 1. juni 2000 endnu en. Både før og siden er kaskelotter strandet i danske farvande, langt overvejende på den jyske vestkyst og i Vadehavet. Den ældst kendte beretning er fra 1572, hvor tre kaskelotter strandede på Skallingen, mens den seneste kaskelotstranding fandt sted på Henne Strand i Varde Kommune d. 15. februar 2014.

På trods af de mange strandinger er årsagen hidtil forblevet et mysterium. Der er fremsat en række teorier, som bl.a. omfatter uheld, sygdom og fejlnavigation, endda selvmord har været foreslået, men indtil videre har ingen af dem kunnet bekræftes.

Et bemærkelsesværdigt dyre- og planteliv

Der er registreret hele 823 forskellige plantearter på Rømø, heriblandt flere sjældne arter, som i visse tilfælde kan optræde i store bestande. På Spidsbjerg Hede i den vestlige del af Kirkeby Plantage vokser bl.a. pilledrager, flydende kogleaks, svømmende sumpskærm, spidsblomstret siv og bakkegøgelilje, mens klitlavningerne omkring Klibjergs Lå og de dynamiske klitområder sydvest for Lakolk er voksested for klitstar, klit‑ siv, hollandsk hullæbe, purpurgøge‑ urt, strandsnerle, klitnatlys, klitvintergrøn og engensian. Til Rømøs sjældenheder hører desuden slange‑ tunge, hjertelæbe og snylteplanten lyngsilke. Også fuglelivet er rigt, og siden 1970 er der iagttaget ca. 300 forskellige arter på og omkring øen. Blandt øens mest bemærkelsesværdige ynglefugle er hvidbrystet præstekrave og dværgterne. Den sjældne hvidbrystet præstekrave yngler i de yderste for‑ klitter og i overgangszonen mellem strandeng og åben sandstrand, mens dværgternen fortrinsvis yngler på den yderste forstrand.

I 2019 ynglede 51 par hvidbrystede præstekraver og 90 par dværgterner på øen, hvilket svarede til hhv. ca. 70 % og ca. 60 % af ynglebestanden af de to arter i den danske del af Vadehavet. Begge arter er sårbare over for forstyrrelser, og deres yngleområder er derfor afspærret fra d. 1. maj til d. 15. august. For at beskytte Rømøs store naturværdier mod et voksende sommerhusbyggeri blev store arealer på især den centrale del af øen fredet i perioden 1947‑2002. Derudover er det meste af øen en del af habitatområdet Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde, fuglebeskyttelsesområdet Rømø og Ramsarområdet Vadehavet. Rømødæmningen og hele den vestlige del af øen indgår desuden i Vadehavet Natur‑ og Vildtreservat.

Videre læsning

Læs mere om Kyster i Tønder Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster