Bådene ligger på række langs Ribe Å, kort før åen forlader Ribe for at fortsætte gennem marsken mod Kammerslusen og udløbet i Vadehavet. Netop Ribe danner et tydeligt skel mellem de to typer landskaber, som åen gennemløber. Opstrøms Ribe kaldes åen også Ribe Østerå og kantes af ferske enge og moser, mens strækningen, som løber gennem marsklandskabet nedstrøms byen, meget passende kaldes for Ribe Vesterå.
.

Ribe Å er et ca. 17 km langt vandløb, som opstår, hvor Fladså-Gram Å og Gels Å mødes på grænsen til Haderslev Kommune. Herfra løber åen vestpå gennem Ribe, men deler sig kortvarigt for at tage et stort sving ned omkring Ribe Holme, inden den rammer udløbet ved Kammerslusen. Åen er en del af et større åsystem, der afvander et samlet areal på 977 km2.

På sin vej kantes den delvis regulerede å af moser og ferske enge, som når deres største udbredelse lige øst for Ribe. Nedstrøms Ribe lå den flade marsk tidligere hen som fugtige græsarealer, der blev udnyttet til sommergræsning og høslæt. I dag drænes arealerne dog så hårdt, at de kan indgå i den landbrugsmæssige omdrift, og på denne strækning løber åen derfor gennem et vidtstrakt landbrugslandskab. Ved udløbet på vestsiden af diget findes en smal bræmme af strandeng.

Åens fiskebestand tæller både laks og ørred samt sjældenheder som havlampret, flodlampret, snæbel og stalling. I 1999 kunne Danmarks Fiskeriundersøgelser ud fra DNA-undersøgelser påvise, at en oprindelig laksebestand havde overlevet i Ribe Å. Et stort opdræts- og udsætningsprogram har medført, at åens laksebestand er vokset betydeligt. Laksene gyder dog kun i meget begrænset omfang i åsystemet, og bestanden er derfor stadig helt afhængig af udsætninger.

Fuglelivet er særlig rigt i det ca. 91 ha store vildtreservat syd og sydøst for Ribe, hvor åen løber gennem et vidtstrakt engareal. Ynglefuglene omfatter arter som gråand, knopsvane, vandrikse, vibe, dobbeltbekkasin, rødben, rørdrum og rørhøg, og i både 2016 og 2017 ynglede også den meget sjældne plettet rørvagtel i området. Desuden er åen og engene et vigtigt raste- og fourageringsområde for bl.a. grågås, gråand, krikand, pibeand, troldand, knopsvane, grønbenet rørhøne og blishøne.

Ribe Å løber gennem de tre fredede områder Ribe Søndermark fra 1969, Hovedengen i Ribe fra 2011 og Ribe Holme fra 1978. Derudover indgår åen i habitatområdet Vadehavet med Ribe Å, Tved Å og Varde Å vest for Varde, i fuglebeskyttelsesområdet Ribe Holme og enge med Kongeåens udløb samt i Ramsarområdet Vadehavet.

Åen er hovedårsagen til, at Ribe blev grundlagt hvor den ligger; den var sejlbar, dens vandkraft kunne udnyttes, og den var rig på fisk.

Lampretterne i Ribe Å

En havlampret løftes forsigtigt op af vandet for at vise den åleagtige krop og de karakteristiske syv gælleåbninger. Selv om lampretten var en værdsat spisefisk i middelalderen, har den kun sjældent fundet vej til det danske spisebord. I Vestjylland blev den dog anset for at være velsmagende, så længe man holdt sig fra at spise stykket fra den bagerste plet til halefinnen, som man mente var giftigt.

.

Følger man Ribe Å ned gennem Ribe på en sommerdag, kan man på det lave vand se store, runde stensamlinger. Det er havlampretten, som har bygget rede, og har man lidt tålmodighed, kan man være heldig at få et glimt af den besynderlige, ålelignende fisk. Havlampretten deler Ribe Å med flodlampretten, som også yngler på stryget midt i Ribe.

Med deres langstrakte krop kan lampretterne forveksles med ål, men kendes let på deres store sugemund og på de syv gælleåbninger på hver side af hovedet. Havlampretten når en længde på op til 120 cm og er dermed betydelig større end den lille flodlampret, som sjældent bliver længere end ca. 50 cm.

Selv om både hav- og flodlampretten æder ved at suge sig fast på større fisk, afslører deres sugemunde visse forskelle. Havlamprettens mund er besat med mere end 100 kegleformede tænder, som den bruger til at raspe hul på fiskenes hud, så den kan drikke deres blod og andre kropsvæsker. Flodlampretten har til gengæld langt færre, men større tænder, hvilket viser, at den i stedet rasper lunser af kød ud af sine byttefisk.

I Danmark er hav- og flodlampretterne forholdsvis sjældne og kendes hovedsagelig fra Nord- og Vestjylland. Begge er vandrefisk, som tilbringer en del af livet i havet og trækker op i ferskvand for at gyde. I Ribe Å gyder flodlampretterne formentlig allerede i april-maj, mens havlampretternes gydeaktiviteter ikke begynder før juni-juli. Hannerne ankommer først på gydepladserne. Mens flodlampretterne udgraverovale gydegruber i bunden, samler hannerne af havlampretten sten sammen til reder, der kan nå en diameter på op til 1 m og en højde på 60 cm. Her foregår lampretternes parringsleg, hvor hunnen frigiver sine æg, der falder ned mellem redens sten. Havlampretten er den mest produktive og kan lægge ca. 60.000‑300.000 æg, mens ægantallet hos den mindre flodlampret typisk ligger på ca. 50.000.

Lampretternes larver mangler øjne og lever nedgravet i vandløbsbunden, hvor de ernærer sig af detritus og kiselalger. Hos flodlampretten varer larvestadiet 2,5‑3,5 år, mens der hos havlampretten kan gå op til 7,5 år, før larverne forvandler sig. Lampretterne forlader nu vandløbet og søger ud i havet. Her tilbringer de 1‑3 år, indtil de bliver kønsmodne og atter trækker op i vandløbet for at gyde.

De voksne lampretter dør efter gydningen, og i Ribe Å er det ikke usædvanligt, at lystfiskere hen på sommeren får døde lampretter på krogen.

Videre læsning

Læs mere om De ferske vande i Esbjerg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Ferske vande