Tange Bakker. Af . Begrænset anvendelse

Esbjerg Kommunes landskaber

Kort over de overfladenære jordarter i Esbjerg Kommune. Store dele af kommunen er dækket af smeltevandsaflejringer fra næstsidste istid, Saale. I de store ådale som Kongeådalen og Ribe Ådal findes desuden såkaldte extramarginale aflejringer, som er smeltevandsaflejringer fra sidste istid, der ikke har været overskredet af isen. Ud til Vadehavet i den sydlige del af kommunen præges kystlandskabet af store områder med marsk.
.
Fårene græsser, og Solen skinner over marsken ved Kammerslusen. Marsken vokser stadig længere ud i Vadehavet pga. slikken, som aflejres i Vadehavet og på den ydre del af marsken. Slik er fine sedimenter, som er blandet med bunddyrsekskrementer. Når den skylles længere ind over marsken, tørrer den ud og bliver til det mere lerede klæg. Ud over at få marsken til at vokse har det lerede klæg også været udnyttet til at bygge de mange og lange diger, der løber langs Vadehavet.
.

Artikelstart

Esbjerg Kommunes landskab er en del af det vestjyske bakkeølandskab. De karakteristiske bakkeøer udgør resterne af gamle landskabspartier fra næstsidste istid og rager op som øer omgivet af sidste istids flodsletteaflejringer. Den nordlige del af kommunen ligger på den vestlige del af Esbjerg Bakkeøs udjævnede morænelandskab, der afsluttes med en klint ud mod Ho Bugt. Mod nordvest afgrænses bakkeøen af Varde Ådal. Den centrale del af kommunen med Bramming og Gørding ligger på den vestlige del af Holsted Bakkeø, mens Toftlund Bakkeø hæver sig op over landskabet længst mod syd. Toftlund Bakkeø kulminerer i et bakkestrøg, der strækker sig fra Spandet mod sydøst med kommunens højeste punkt, Fårmandsbjerg i 59 m.o.h., nær grænsen til Haderslev Kommune. En fladbundet smeltevandsdal, som gennemstrømmes af Sneum Å, snor sig ind mellem Esbjerg Bakkeø og Holsted Bakkeø til Vadehavet i vest. Egnen omkring Kongeå og Ribe Å består af en hedeslette, der adskiller Holsted Bakkeø fra Toftlund Bakkeø.

Fra Esbjerg i nord til kommunegrænsen i syd domineres kysten ud mod Vadehavet af vidtstrakte, lavtliggende marskområder, der beskyttes af ca. 25 km lange havdiger. Vadehavsøen Mandø indgår sammen med Fanø, Rømø og halvøen Skallingen i Danmarks længste barrierekæde, der beskytter Vadehavet mod Vesterhavets bølger. Mellem de langstrakte barriereøer er der lagunegab, som gennemskæres af tidevandsdybene Listerdyb, Juvre Dyb, Knudedyb og Grådyb. Udbygningen af barrieren mod vest har efterladt Mandø inde i Vadehavet, hvor øen omgives af en smal bræmme marsk og beskyttes af et dige.

Landskabets dannelse

Under næstsidste istid, Saale, blev Danmark flere gange helt eller delvis dækket af isen. Sidste gang var for ca. 140.000 år siden, hvor isen bevægede sig ind over landet fra en østlig retning og nåede frem til omkring det sted, hvor Jyllands vestkyst ligger i dag. Det er aflejringer fra disse nedisninger, som danner kernen i bakkeølandskaberne.

I sidste mellemistid, Eem, lignede landskabet på bakkeøerne sidste istids unge morænelandskaber med bakker og dale og talrige lavninger, som de i dag kan opleves øst for Hovedstilstandslinjen. Det ændrede sig dog i sidste istid, Weichsel, hvor bakkeølandskabet blev forvandlet til et forblæst tundralandskab. Ude foran isen kunne kulden trænge dybt ned i jorden, som var frossen året rundt. Kun om sommeren tøede de øverste jordlag op og blev mættet med vand. Den vandmættede jord flød langsomt ned ad bakkeøernes skråninger og fyldte terrænets lavninger, så mellemistidens tørvelag blev begravet. Jordflydningen betød, at bakkeølandskabet blev udjævnet og derved mistede de istidstræk, der ellers kendetegner unge morænelandskaber fra sidste istid.

For ca. 22.000 år siden stod Nordøstisen ved Hovedstilstandslinjen, og fra gletsjerporte i isranden løb smeltevand mod vest ud i det isfri landskab. På sin vej mod den delvis isfri Nordsølavning fulgte smeltevandet de eksisterende lavninger i det landskab, som var blevet skabt af den foregående istid, Saale, og udformede brede, fladbundede dale med sand- og grusaflejringer. Blandt disse dale er Varde Ådal og Kongeådalen samt Ribe Ådal, hvor smeltevandet sydøst for Ribe eroderede en næsten 10 km lang stejlskrænt ind i Toftlund Bakkeø. I et fletværk af strømløb fordelte og aflejrede smeltevandet det medslæbte sand og grus ud over de lavereliggende dele af Saale-istidens landskab og skabte hedesletten mellem Holsted og Toftlund Bakkeøer.

Ude på de nøgne flodsletter satte istidens storme sandet i bevægelse, så det flere steder blev blæst op på bakkeøerne. I bl.a. Vester Vedsted Bjergplantage sydvest for Ribe kan man derfor se såkaldte indsander, som afslører, i hvor høj grad sandflugten har præget det åbne landskab. Stederne, som sandet forsvandt fra, blev til stensletter. De kan bl.a. kendes på de sandblæste sten, som har en karakteristisk udformning med skarpe facetter mellem vindpolerede flader.

Oprindelig var den jyske vestkyst ret uregelmæssig med store, åbne bugter mellem kystfremspring som Horns Rev ud for Blåvands Huk i Varde Kommune og Toftlund Bakkeø og Hjerpsted Bakkeø i Tønder Kommune. Da havet steg i Atlantisk tid, skyllede Littorinahavet (Stenalderhavet) ind over store strækninger af kysten og druknede istidens svagt hældende hedesletter, så der opstod revler og barriereøer. Havet dækkede det nuværende sletteland syd for Filsø, så Vestkysten dengang løb fra Grærup forbi Oksbøl og videre over Hjerting og Esbjerg.

Gennem tiden har bølger, tidevandsstrømme og stormfloder transporteret sand ind i Vadehavet, så der efterhånden opstod højsander, dvs. sandflader, der kun overskylles ved særlige højvander. Efterhånden som sandfladerne voksede op over havet og blev tørre, blæste vinden sandet sammen til klitter, hvilket bl.a. skabte den lange række af Vadehavsøer. Havets stadige aflejringer betyder også, at selv om området oplever en relativ stigning i havniveauet, fortsætter barriereøerne med at vokse mod vest.

I Vadehavet har tidevandets rytmiske vekslen skabt en bræmme af lavtliggende marskenge, der følger kommunens kyst og overlejrer de gamle hedesletter. Det ses bl.a. ved Varde Ås mundingstragt og langt ind i dalene med Sneum Å, Kongeå og Ribe Å. Marskdannelsen begynder, når en vadeflade er blevet så høj, at de mest salt- og vandtålende planter kan få rodfæste. Selv om store dele af marsken i dag er beskyttet af havdiger, fortsætter marskdannelsen uden for digerne.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Esbjerg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber