Rapsmark foran Nørregård ved Grimstrup. Af . Begrænset anvendelse

Kulturlandskabet i Esbjerg Kommune

Tætte bestande af alm. salturt dækker vaderne ud for Mandø. Den lille sukkulente plante kaldes også kveller og har lagt navn til et særligt plantesamfund: kvellervaden. Det er længden af lavvandsperioden, som bestemmer, hvor langt kvellervaden strækker sig ud i Vadehavet. Alm. salturt er nemlig enårig, og efter spiring kræver kimplanterne 2‑3 dage uden oversvømmelse, så de kan rodfæste sig.
.
På en majdag i 2019 vandes en rapsmark langs Trehøjevej ved Grimstrup i den nordligste del af Esbjerg Kommune. Trods udbredte bebyggede områder, især omkring kommunens største byer, Esbjerg, Ribe og Bramming, er Esbjerg en udpræget landbrugskommune. Således ligger arealandelen med landbrug og gartneri betydeligt over landsgennemsnittet.
.
Arealanvendelsen i procent i Esbjerg Kommune og landet som helhed i 2015 baseret på topografiske kort.
.
Arealanvendelsen i Esbjerg Kommune i hhv. 1789-1800 og 2019 viser de betydelige forandringer, som landskabet har gennemgået. De store hede-, marsk- og engarealer, der prægede landskabet omkring år 1800, er næsten forsvundet. Det skyldes især, at vidtstrakte hede- og vådbundsarealer blev omdannet til landbrugsland op gennem 1800-tallet. Udviklingen toppede i årene efter 2. Verdenskrig, hvor agerjorden dækkede ca. 80 % af arealet. Siden er andelen af landbrug faldet, så den i dag udgør godt to tredjedele af kommunens areal. Andelen af skov er til gengæld vokset til ca. 10 %. Det samme gælder bebyggelse og infrastruktur, som i dag dækker 14,5 % af kommunens areal. Bemærk, at kortet fra 1789-1800 kun viser købstaden Ribe og ikke landsbyerne.
.

Artikelstart

Omkring Esbjerg og Ribe og langs Vadehavskysten syd for Esbjerg præges kulturlandskabet af åbne vidder med vidtstrakte marskarealer og enge i ådalene. Fra middelalderen blev disse områder bl.a. udnyttet til studeopdræt, mens de ofte magre hedeegne inde i land blev drevet mere ekstensivt. Efter landboreformerne blev landbrugsudnyttelsen intensiveret, og ved hjælp af bl.a. markvanding blev det meste af området opdyrket.

I dag udgør landbrug og gartneri stadig næsten 68 % af kommunens areal, og især inde i landet er store områder udlagt til landbrug, ligesom en væsentlig del af de højtliggende bakkeøpartier er i omdrift. Ud over planteavl og foderafgrøder præges landbruget i kommunen af en meget stor kvægproduktion og en lidt mindre svineproduktion samt mindre produktioner af både fjerkræ og pelsdyr.

Kulturlandskabets udvikling

Allerede i sten- og bronzealderen har der været mennesker i det meste af det område, som i dag udgør Esbjerg Kommune, om end fundene fra disse perioder især er koncentreret langs kanten af marsken og i ådalene. Fra jernalderen udvikledes også de kystnære bebyggelser, og ved middelalderens begyndelse var der ca. 30 landsogne fordelt over hele området samt købstaden Ribe med flere sogne og klostre.

Kulturlandskabet er tydeligt opdelt i den meget frugtbare marsk langs kysten syd for Esbjerg og hedebygden på de mere magre jorder i områdets indre dele. Mellem Ribe og Esbjerg samt øst for Ribe ligger sogne, som hørte til skov- og overdrevsbygden, en kategori mellem ager- og hedebygd. Ud mod marsken og i ådalene var landsbyerne typisk store, mens hedebygden var præget af små landsbyer og enestegårde. Marskens fede jorder og ådalenes store engarealer dannede grundlag for et omfattende studeopdræt, og Ribes placering ved Ribe Å tæt på havet gav mulighed for at eksportere studene ad søvejen.

Fra 1400- og 1500-tallet kendes en række herregårde som Krogsgaard i Tjæreborg Sogn, der hovedsagelig ernærede sig ved husdyrproduktion. De fleste af dem blev dog nedlagt i 1600-tallet. Ved Hjerting opstod i løbet af 1600-tallet en ladeplads til eksport af bl.a. fisk, landbrugsprodukter og jydepotter. I 1692 kom der også et toldsted til. I marsken var der alsædedrift med meget intensiv udnyttelse af jorden, mens der i hedebygden var ekstensivt græsmarksbrug, hvor hovedvægten lå på græsningsarealer. Omkring år 1800 udgjorde hede en tredjedel og eng en femtedel af arealet, og den høje andel af hede betød, at den ekstensive udnyttelse fortsatte frem til landboreformerne.

I Ribeområdet fandt udskiftningen allerede sted 1762‑90. Lidt senere fulgte Esbjergområdet trop, mens udskiftningen i Kalvslund først skete i 1811. Godsstrukturen blev opløst tidligt, og flere herregårde blev udstykket. Det gjaldt bl.a. Krogsgaard, hvis jorder efter frasalget i 1792 blev bebygget med mindre gårde langs vejen nord for herregården. I kølvandet på landboreformerne blev landbruget intensiveret, og i 1881 var over halvdelen af kommunen under dyrkning. Heden var reduceret til en femtedel, mens engene fortsat udgjorde knap en femtedel af arealet.

Anlæggelsen af Esbjerg Havn begyndte i 1868, hvilket sammen med åbningen af jernbanen til hhv. Varde og Lunderskov i 1874 fik stor betydning for områdets urbane og landbrugsmæssige udvikling. Året efter åbnede jernbanen fra Bramming til Ribe, og i 1887 blev banen ført videre til grænsestationen i Vedsted med forbindelse sydpå. I 1916 blev der desuden etableret forbindelse fra Bramming til Grindsted.

Fra sidste halvdel af 1800-tallet blev der anlagt plantager på heden, hvilket i 1950 forøgede skovarealet til ca. 4 %. På samme tid var landbrugsarealet vokset til knap 80 %. På hedesletterne begyndte man at vande markerne, hvilket bidrog til den meget intensive dyrkning af jorden.

Omkring Esbjerg foregik der en stor byudvikling, og landsbyer som bl.a. Guldager, Sædding, Gjesing og Jerne blev indlemmet som forstæder, der strakte sig rundt om den voksende by og videre langs kysten mod Hjerting. Samtidig opstod der flere stationsbyer som Bramming, Gørding Stationsby og landevejs- og stationsbyen Tjæreborg.

Udnyttelsen af landskabet i dag

I dag er der en stor spændvidde i, hvordan de forskellige arealanvendelser fordeler sig i kommunen. Den centrale del af Esbjerg er dækket af bebyggelse, industri, havne, veje og jernbaner. I oplandsbyerne er bebyggelsen knap så tæt, ligesom der her findes en række bynære skovarealer. Endelig er der de deciderede landbrugsområder som Roager, Kalvslund og Jernved Sogne, hvor mere end 80 % af arealet er opdyrket.

Landbrug og gartneri dækker i gennemsnit knap 68 % af kommunens areal. Dertil kommer bebyggelse, havnearealer, veje og jernbaner, som udgør 14,5 % af arealet. De store marskområder og de mange ådale giver en forholdsvis stor andel af våd natur på 7,3 %, hvorimod andelen af tør natur kun er på 0,7 %. Også skovarealet er ret beskedent.

I marsken langs kysten syd for Esbjerg og på dele af Mandø findes store frugtbare jordarealer med lerede aflejringer. Også på Esbjerg og Holsted Bakkeøers frugtbare lerblandede sandjorder og sandblandede lerjorder i kommunens nordlige egne findes store, intensivt opdyrkede landbrugsarealer. I ådalene og de tilhørende lavbundsområder længere inde i landet findes humusjorder, som ofte er vandlidende. Som de fleste andre jorder i kommunen er de oftest drænede, hvilket medfører risiko for okkerforurening fra de mest pyritholdige jorder.

I de sydlige dele af kommunen og mellem bakkeøerne er mange af jorderne grovsandede, og en stor andel af markerne må derfor vandes. Blot 11 % af kommunens totalareal er dækket af egentlige lerjorder (mod et landsgennemsnit på 33 %), mens 6 % af arealet er humusjorder (mod et landsgennemsnit på 7 %). Derimod er hele 83 % af kommunen dækket af sandjorder, hvilket er betydeligt over landsgennemsnittet på 60 %. Sandjorderne fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem grovsandede jorder og mere lerede sandjorder.

Området omkring Esbjerg og Ribe har været drevet med intensivt landbrug i generationer. Ådalene og marsken giver gode muligheder for græsning, og disse områders produktion af stude og andre landbrugsprodukter er historisk set blevet afsat til Holland, Norge og Tyskland. Efter tilsandingen af Sønderho Havn og krigen i 1864, som bl.a. gjorde udskibning fra Altona ved Hamborg umulig, blev Esbjerg Havn anlagt, og med tiden har den udviklet sig til et af Danmarks vigtigste udskibningssteder for både kvæg, smør, flæsk, æg og fisk til især det engelske marked. Samtidig er havnen blevet centrum for import af råstoffer til industrien og hjælpestoffer til landbruget, ikke mindst gødning, foderstoffer og energi.

Det nuværende landbrug i kommunen omfatter en betydelig planteavl kombineret med en stor husdyrproduktion, der fordeler sig på kvægbedrifter med tilhørende grovfoderproduktion i form af græs, majs og helsæd samt en stadigt voksende svineproduktion. I alt udgør kvæg- og svineproduktionen hhv. ca. halvdelen og ca. en fjerdedel af dyreenhederne, mens resten overvejende er fjerkræ (især høns og slagtekyllinger) og pelsdyr (især mink). Desuden findes en smule hobbyhesteavl og fårehold (bl.a. på digerne), som hver især udgør ca. 1 % af de samlede dyreenheder.

Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i Esbjerg Kommune har været støt stigende; fra godt 20 ha pr. bedrift i begyndelsen af 1970’erne til ca. 60 ha pr. bedrift omkring 2010. Inden for de seneste årtier er det dyrkede areal derimod faldet.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Esbjerg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber