I dag er der en stor spændvidde i, hvordan de forskellige arealanvendelser fordeler sig i kommunen. Den centrale del af Esbjerg er dækket af bebyggelse, industri, havne, veje og jernbaner. I oplandsbyerne er bebyggelsen knap så tæt, ligesom der her findes en række bynære skovarealer. Endelig er der de deciderede landbrugsområder som Roager, Kalvslund og Jernved Sogne, hvor mere end 80 % af arealet er opdyrket.
Landbrug og gartneri dækker i gennemsnit knap 68 % af kommunens areal. Dertil kommer bebyggelse, havnearealer, veje og jernbaner, som udgør 14,5 % af arealet. De store marskområder og de mange ådale giver en forholdsvis stor andel af våd natur på 7,3 %, hvorimod andelen af tør natur kun er på 0,7 %. Også skovarealet er ret beskedent.
I marsken langs kysten syd for Esbjerg og på dele af Mandø findes store frugtbare jordarealer med lerede aflejringer. Også på Esbjerg og Holsted Bakkeøers frugtbare lerblandede sandjorder og sandblandede lerjorder i kommunens nordlige egne findes store, intensivt opdyrkede landbrugsarealer. I ådalene og de tilhørende lavbundsområder længere inde i landet findes humusjorder, som ofte er vandlidende. Som de fleste andre jorder i kommunen er de oftest drænede, hvilket medfører risiko for okkerforurening fra de mest pyritholdige jorder.
I de sydlige dele af kommunen og mellem bakkeøerne er mange af jorderne grovsandede, og en stor andel af markerne må derfor vandes. Blot 11 % af kommunens totalareal er dækket af egentlige lerjorder (mod et landsgennemsnit på 33 %), mens 6 % af arealet er humusjorder (mod et landsgennemsnit på 7 %). Derimod er hele 83 % af kommunen dækket af sandjorder, hvilket er betydeligt over landsgennemsnittet på 60 %. Sandjorderne fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem grovsandede jorder og mere lerede sandjorder.
Området omkring Esbjerg og Ribe har været drevet med intensivt landbrug i generationer. Ådalene og marsken giver gode muligheder for græsning, og disse områders produktion af stude og andre landbrugsprodukter er historisk set blevet afsat til Holland, Norge og Tyskland. Efter tilsandingen af Sønderho Havn og krigen i 1864, som bl.a. gjorde udskibning fra Altona ved Hamborg umulig, blev Esbjerg Havn anlagt, og med tiden har den udviklet sig til et af Danmarks vigtigste udskibningssteder for både kvæg, smør, flæsk, æg og fisk til især det engelske marked. Samtidig er havnen blevet centrum for import af råstoffer til industrien og hjælpestoffer til landbruget, ikke mindst gødning, foderstoffer og energi.
Det nuværende landbrug i kommunen omfatter en betydelig planteavl kombineret med en stor husdyrproduktion, der fordeler sig på kvægbedrifter med tilhørende grovfoderproduktion i form af græs, majs og helsæd samt en stadigt voksende svineproduktion. I alt udgør kvæg- og svineproduktionen hhv. ca. halvdelen og ca. en fjerdedel af dyreenhederne, mens resten overvejende er fjerkræ (især høns og slagtekyllinger) og pelsdyr (især mink). Desuden findes en smule hobbyhesteavl og fårehold (bl.a. på digerne), som hver især udgør ca. 1 % af de samlede dyreenheder.
Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i Esbjerg Kommune har været støt stigende; fra godt 20 ha pr. bedrift i begyndelsen af 1970’erne til ca. 60 ha pr. bedrift omkring 2010. Inden for de seneste årtier er det dyrkede areal derimod faldet.
