På det lave vand på sydsiden af Gjeller Odde har både den hjemmehørende europæiske østers og den invasive stillehavsøsters gode bestande, og de er lette at samle.
.

Der er stier og vandreruter flere steder i kommunen. I og omkring Lemvig ligger fx en 6,1 km lang Hjertesti samt Skulpturstien med 54 værker af billedhuggeren Torvald Westergaard. Fra Lem Vig kan man følge Planetstien til Nissum Bredning og undervejs møde modeller af solsystemets planeter. I Klosterheden er der desuden 17 afmærkede vandreruter samt et sundhedsspor med tavler, som viser BMI og kondital.

Cyklister kan bl.a. benytte den 44 km lange panoramarute, som undervejs passerer Nissum Bredning og Vesterhavet. Også den 560 km lange Vestkystruten går gennem Lemvig Kommune fra nord til syd. Mountainbikere kan prøve kræfter med sporet i Klosterheden, som med sine ca. 50 km er et af landets længste mountainbikespor.

Ud til både Vesterhavet og Nissum Bredning ligger en række populære badestrande. I 2018 vajede det Blå Flag over Vinkelhage Strand, Gjellerodde Strand, Thyborøn Badestrand, Vejlby Badestrand, Ferring Strand og ved Høfde Q ved Fjaltring.

Naturvejledningen i kommunen foregår bl.a. fra Kystcentret Thyborøn, JyllandsAkvariet og Bovbjerg Fyr. Desuden kan grundskoler, dagtilbud m.fl. benytte Naturskolen Kjærgaard Mølle i Struer Kommune.

Videre læsning

Læs mere om Natur- og landskabsforvaltning i Lemvig Kommune

Se alle artikler om Friluftsliv