I Hjørring Kommune finder man i dag 23 herregårde, der er en del af kulturarven. Hovedgårdene og sædegårdenes antal har varieret gennem tiden, men siden middelalderen har de fleste sogne omkring Hjørring rummet mindst ét herresæde, hvilket betyder, at der har været et sted mellem 40 og 50 større og mindre herregårde i kommunen – dog ikke på samme tid.
Herregårde og voldsteder i Hjørring Kommune
Kort over herregårde og voldsteder i Hjørring Kommune
Herregårdenes areal i Hjørring Kommune i 1980 og 2015.
Asdal voldsted. Borgbyggeri krævede store ressourcer, hvilket kommer til udtryk i de vældige jordværker, der rejser sig højt over det omkringliggende terræn ved Asdal.
Herregården Odden, set fra sydvest, er beliggende på et tidligere middelalderligt voldsted. Syd- og østfløjen i to etager er opført i første halvdel af 1500-tallet, mens den lave vestfløj i bindingsværk er fra omkring 1765.
Middelalder
Herregårdene er opstået i middelalderen. I Hjørring Kommune er de to ældste anlæg, klostrene i Børglum og Vrejlev, omtalt i de skriftlige kilder i hhv. 1130’erne og 1215. Men begge blev oprindelig skabt som klostre, der først med Reformationen i 1536 overgik til kronen og siden til herremandseje. Af de øvrige 21 herregårde nævnes syv i det skriftlige kildemateriale i 1300-tallet, mens 11 af de nuværende herregårde skriver sig til 1400-tallet. Kun tre herregårde, nemlig Egebjerg, Rønnovsholm og Stensbæk, bliver først synlige i det skriftlige kildemateriale i 1500-tallet.
Hvornår den enkelte herregård træder ind i historien, er et spørgsmål om arkæologiske fund og de skriftlige kilders pålidelighed og bevaring, men det rokker ikke ved billedet af, at opkomsten af herregårdene i Hjørring Kommune hører hjemme i 1300-1400-tallet, skønt flere af stederne formentlig udspringer af ældre stormands- eller »hærmandsanlæg«. Ved 12 af herregårdene finder man voldgravsanlæg og voldsteder, der i større eller mindre grad hidrører fra middelalderens befæstede anlæg. Linderumgård og Tidemandsholm er omgivet af vandfyldte voldgrave, mens man ved de sidste otte herresæder finder mere eller mindre tørlagte grave fra middelalderen og renæssancen.
Det verdslige middelalderbyggeri i kommunen er i dag først og fremmest repræsenteret ved højmiddelalderens voldsteder, hvor især anlæggene i tilknytning til Asdals og Åstrups nuværende hovedbygninger udmærker sig. Begge borgsteder tilskrives uradelsslægten Panter, der senere forgrenede sig i de to vendsysselske adelsfamilier Banner på Asdal og Gyldenstierne på Åstrup. Borganlægget på Åstrup blev nedrevet i midten af 1700-tallet, mens resterne af den stærke borg på Asdal forsvandt så sent som i 1803. Både Åstrups og Asdals voldsteder, der har betydelige ligheder, hører typemæssigt hjemme i 1300-tallet. De er begge forsynet med betydelige borgbanker, men hvor Åstrups græsklædte, tilnærmelsesvis cirkulære banke ved bunden måler ca. 48 m i diameter, måler Asdals rektangulære topflade 45 x 65 m. På Åstrups banke har stået et tårn og evt. andre bygninger, mens der indtil begyndelsen af 1800-tallet på Asdals banke har været et trefløjet gårdanlæg, hvis alder er ukendt. Begge banker var omkransede af betydelige volde og vandfyldte grave, og bevarede rester af dæmninger omkring Asdal vidner om, at vandstanden har kunnet hæves for at vanskeliggøre adgangen til borgen. I Asdal foregår adgangen over voldene i dag ad en dæmning i syd, der ikke er oprindelig, idet der har været en vindebro her i middelalderen. Træpæle fundet i den østlige voldgrav er årringsdateret til vinteren 1445/46 og kan stamme fra opførelsen eller en senere ombygning. Der er endvidere spor i de omkringliggende områder af en del funktioner knyttet til voldstederne. Syd for Åstrups banke ses et lavt, tresidet plateau, der muligvis har været en del af borgen, og i Asdal menes en tilhørende ladegård at have ligget der, hvor herregården ligger i dag.
Renæssance
Renæssancens røde munkestensbygninger leder man forgæves efter i Hjørring Kommune. Kun på to godser, Bøgsted og Høgholt, finder man med lidt god vilje rester af renæssancehuse. Landsbyhovedgården Bøgsted øst for Hjørring tilhørte oprindelig Panter-slægten til Asdal. Efter nedlæggelsen af landsbyen omkring år 1500 blev der opført et herresæde i bindingsværk. Det blev i midten af 1500-tallet udbygget til et renæssanceanlæg med en hovedbygning i munkesten, og senere fik det tilføjet sidefløje i bindingsværk. På hovedhuset blev der omkring 1650 opsat en fornem portal i bruskbarok, som er delvis bevaret, men ellers er Bøgsted præget af en fuldstændig ombygning ca. 1790.
Høgholt tilhørte Banner-slægten, der i senmiddelalderen og op igennem 1500-tallet optrådte som Vendsyssels ledende adelsfamilie. Renæssancebygningen blev opført i midten af 1500-tallet på et middelalderligt voldsted. Den bestod af en hovedbygning i grundmur med trappetårn samt sidefløje i bindingsværk, som blev tilføjet senere i midten af 1600-tallet. Det enestående renæssanceanlæg, hvor bindingsværket dominerede, blev fuldstændig ombygget i årene 1886-89, således at alene grundplanen følger det ældre bygningsværk.
Barok
På trods af sin middelalderlige herkomst må Børglumkloster uden sammenligning betegnes som egnens stateligste barokanlæg. Til baroktiden hører endvidere tre herregårde, der alle er opført i bindingsværk: Baggesvogn, Stensbæk og Fuglsig.
Baggesvogns trefløjede hovedbygning er dateret 1744, men rejser sig på fundamenterne af et ældre hus og med kældre og betydelige rester af et voldgravsanlæg, der stammer fra senmiddelalderen eller muligvis først fra anden halvdel af 1500-tallet. Bindingsværket på Baggesvogn blev skjult med skalmuring i anden halvdel af 1800-tallet. Stensbæks stuehus er ligeledes opført i 1744, og til ejendommen, der blev opsplittet i 1922, hører endvidere en enestående ladebygning fra 1679. Endelig stammer Fuglsigs trefløjede bindingsværksanlæg fra 1750’erne, hvor det blev opført efter en brand, der jævnede et tilsvarende anlæg fra 1662 med jorden. Omkring Fuglsig kan man endnu spore resterne af et ældre kanalsystem med en vandfyldt grav og stenbro mod øst.
Klassicisme
Skønt Bøgsteds hovedbygning og den bevarede sidefløj i vest grundlæggende er opført i renæssancetiden, former de to fløje både i det ydre og indre et interessant og sammensat bygningsværk i en slags overgangsstil mellem barok og klassicisme. Bygningen er hvidkalket med »brækket« tegltag mod gårdsiden og en portal fra 1600-tallet, hvorpå årstallet for ombygningen, 1791, er indhugget. Mod haven er der til gengæld tydelige spor af renæssancehusets munkesten, tagkonstruktion, hemmelighed og uregelmæssigt placerede vinduer. I det indre er hovedbygningen og sidefløjen i videst muligt omfang tilbageført til klassicismen ved en dygtig restaurering omkring år 2000.
Sejlstrupgård hører til egnens ældste herresæder. Godset kom i midten af 1300-tallet på Børglumbispens hænder, hvor det forblev indtil Reformationen. Endnu spores svage rester af det middelalderlige voldsted omkring hovedbygningen, der er opført i 1774, men stort set genopbygget og delvis ændret efter en omfattende brand i 1951.
Villerup er et stilrent beskedent trefløjet anlæg med en tre fag bred frontispice på hovedbygningen. Huset er opført i 1802, men har som de fleste herregårde i området sin oprindelse i højmiddelalderen. Nordøst for hovedbygningen er bevaret vandfyldte grave.
Rønnovsholm stammer fra begyndelsen af 1800-tallet, men hovedbygningen er stærkt præget af senere tilføjelser, kamtakkede gavle og ikke mindst en ombygning med en tværfløj fra 1922.
Klassicismen løber umærkeligt over i empiretiden, og Åstrups hovedbygning, adelsslægten Panters ældgamle hovedsæde, er en fin repræsentant for den beskedne, enkle empire, der beherskede de få bygningsværker, der blev opført i landbrugskriseårene i 1820’erne.
Historicisme
Historicismen dominerer herregårdsbyggeriet i Hjørring Kommune. 12 af de 23 herregårdsbygninger er opført helt fra grunden efter 1850: Asdal, Boller, Egebjerg, Eskjær, Hæstrupgård, Kærsgård, Lengsholm, Linderumgård, Nørre Elkær, Skårupgård og Tidemandsholm, hvortil skal lægges Høgholt, der blev helt ombygget i 1880’erne. Til de mest vellykkede anlæg hører Linderumgårds hovedbygning i nybarok fra 1861 omgivet af vandfyldte grave, Høgholt med sit markante runde tårn fra 1889 og Hæstrupgård med sine nygotiske trappegavle fra 1894. Endelig må tårnet i chateaustil anno 1917 på Tidemandsholm fremhæves.
Nutid
Herregårdene i Hjørring Kommune hører til landets mindre godser. I 1980 rådede kun to af gårdene over et landbrugsareal på mere end 300 ha, nemlig Børglumkloster (380 ha) og Baggesvogn (429 ha), mens Odden, Fuglsig og Stensbæk i praksis var nedlagt som landbrug. Det er bemærkelsesværdigt, at det markante flertal på 18 herregårde i 1980 kun rådede over arealer på mellem 100 og 300 ha, hvilket skal ses i forhold til en gennemsnitlig bedriftsstørrelse i kommunen på 21,3 ha i 1980.
I 2015 er billedet mere nuanceret og viser, at flere af de historiske steder har taget konsekvensen af stordriftsfordelene i dansk landbrug og udvidet bedrifterne, bl.a. i kraft af forpagtede jorder. Det største gods er nu Rønnovsholm med 920 ha og dertil en betydelig animalsk produktion baseret på slagtesvin. De tre andre større godser med over 500 ha er Skårupgård (634 ha), Baggesvogn (616 ha) og Vrejlevkloster (548 ha).
Langt de fleste herregårde tjener fortsat deres oprindelige formål som landbrugsbedrifter. Men også på Hjørringkanten finder man enkelte foretagender, der helt eller delvis supplerer indtægterne fra landbruget med alternativ virksomhed.
Det gælder på Børglum, hvor landbruget på 380 ha fortsat er hovedindtægtskilden, men hvor museums- og udstillingsvirksomhed samt feriehusudlejning og restaurationsdrift hører med til totalbilledet.
På Odden, hvor alle jorder er frasolgt, og avlsbygningerne nedrevet i første halvdel af 1900-tallet, åbnede erhvervsmanden Victor Petersen i 1989 sin omfattende samling af J.F. Willumsens værker – især skitser – for publikum. Odden blev i 1993 overtaget af en fond, der har sat hovedbygning og udstillingslokaler forbilledligt i stand med bidrag fra eksterne partnere. Til andre alternative virksomheder på herregårdene hører »bondegårdsferie« og bed & breakfast på den næsten udstykkede herregård Stensbæk.
