Industribyen Frederiksværk

Under den økonomiske krise i 1930’erne steg stålpriserne på verdensmarkedet, og den danske skibsværftsindustri fik sværere ved at skaffe stål. Løsningen blev oprettelsen af Det Danske Staalvalseværk, der begyndte produktionen af stål i 1942.
.
I 1700-tallet begyndte industrianlæggene at præge Frederiksværk. På dette kobberstik efter tegning af C.A. Lorentzen fra 1773 præger de store industribygninger med den tykke røg i høj grad byens profil, og af illustrationen øverst fremgår det, at det navnlig var våbenproduktion, som byen blev forbundet med.
.
Den serbiske kultur har dybe rødder i Frederiksværk. Dansk Serbisk Organisation danner bro mellem kulturerne, når de afholder arrangementer med serbisk folkedans og nationaldragter. Billedet stammer fra Tesla Kulturfestival i Skjoldborgparken.
.

Frederiksværk blev i 2007 udpeget som nationalt industriminde af den daværende Kulturarvsstyrelsen pga. byens lange industrihistorie, der kan spores tilbage til 1700-tallet. Industrien i byen har gennem tiden udviklet sig og påvirket både infrastrukturen og indbyggerne, og selv om industrien spiller en mindre fremtrædende rolle i dag, vidner Frederiksværks bymiljø og kanaler stadig om byens industrielle historie.

Krudt og kanoner

1717‑19 blev Arresø Kanal udgravet, hvilket skulle sikre afvandingen fra Arresø. I tilgift fik man en gratis energikilde, der kunne drive møller, stamper og maskiner. På Frederik 4.s foranledning blev der i 1728 anlagt en agatslibemølle nær den nuværende Arresødal. Møllen lukkede i 1746, men kongemagten var stadig opmærksom på kanalens muligheder. I 1751 blev den franske kanonsmed Étienne Jandin de Peyrembert kaldt til Frederiksværk. Han indrettede, sammen med boremester Johan Lorentz Juncker, et avanceret vanddrevet hammer-, dreje- og boreværk. Projektet mislykkedes dog, idet franskmanden ikke formåede at smede brugbare kanoner.

Frederik 5. overdrog i 1756 værket til etatsråd Just Fabritius og kancelliråd J.F. Classen. Det nye militære industrikompleks blev opkaldt efter kongen – Frederiksværk Krudtmølle og Kanonstøberi – og kom til at give navn til byen. J.F. Classen skabte et fabrikssamfund med værksteder, boliger, skoler og et levende handelsliv. Hans erklærede mål var at skabe et modstykke til det engelske Birmingham. Med det formål at skaffe energi til et krudtværk blev der gravet en sidekanal til Arresø Kanal. Her anlagde Classen en række stamper og møller, og i 1758 blev det første krudt fremstillet. I henhold til kontrakten skulle der årligt produceres 5.000 centner svarende til 250 tons sort krudt. Gjethuset, det store kanonstøberi, stod færdigt i 1767. I den imposante fabriksbygning blev der støbt tusindvis af bronzekanoner og store mængder støbejernskugler. Det tekniske ansvar for bronzestøberiet blev overdraget til den svenskfødte Henrik Hornhaver og hans sønner.

Den ligeledes indkaldte mester Andreas Sorge og hans brødre grundlagde et jernstøberi med en stor produktion af kugler, bomber, granater og andet støbegods. I 1857 solgte staten støberiet. Køberen var den københavnske fabriksejer og politiker Anker Heegaard. Heegaard var patriarkalsk indstillet og oprettede i 1858 Frederiksværk Fabriks-, Syge- og Begravelseskasse og forsøgte med en række andre tiltag at knytte sine arbejdere til sig og fabrikken. I 1870’erne blev produktionen udvidet fra gryder og potter til landbrugsmaskiner og forskellige dampdrevne anlæg. Under indtryk af de socialistiske bevægelser i København oprettede Heegaard 1872‑73 en pensionskasse for sine arbejdere, men arbejderne afslog. I 1897 organiserede formerne sig, og året efter fulgte arbejdsmændene. I 1899 kom det til en konfrontation mellem arbejdere og ledelse, og heraf udkrystalliseredes både fag- og arbejdsgiverforeningerne lokalt og nationalt.

Anderledes forholdt det sig på byens anden store arbejdsplads, Krudtværket, der var ejet af staten og administreret af hæren. Her var man organiseret militært, uniformeret og underlagt et statsligt system med pensionsordninger og tjenestemandslignende ansættelser. Risikoen for eksplosioner på krudtværket kan aflæses i landskabet i form af beskyttelsesvolde og høje alléer, som skulle opfange fragmenter fra bygningerne, hvis det gik galt.

Det Danske Staalvalseværk

1940‑42 blev Det Danske Staalvalseværk A/S opført. Stålvalseværket blev byens største arbejdsplads. I de bedste år i 1970’erne havde virksomheden over 2.000 ansatte. Stålvalseværket kom til at sætte sit umiskendelige præg på byen og dens borgere. Med det fulgte en helt særlig arbejderkultur. Virksomheden gav støtte til boliger, der blev etableret et kolonihaveområde i Brederød, idrætten fik støtte, og byens infrastruktur bærer stadig præg af virksomhedens mangeartede aktiviteter.

Ruslands største stålkoncern, Novolipetsk Steel NLMK, viderefører en del af værket under navnet NLMK DanSteel A/S.

Gæstearbejderne

Et andet markant præg på byen blev sat af de nye borgere, der fra slutningen af 1960’erne kom til Frederiksværk. Højkonjunkturen og manglen på arbejdskraft skabte politisk vilje til at tiltrække arbejdere fra udlandet, som i begyndelsen blev kaldt »fremmedarbejdere« eller »gæstearbejdere«. I Frederiksværk var stålvalseværket den store aftager af de udenlandske arbejdere, der hovedsagelig kom fra Pakistan og det daværende Jugoslavien. Det var navnlig det mindst attraktive arbejde, som de nye folk blev sat til, men alle arbejdede efter danske overenskomster. Fagforeningerne var stærke, og selv om de nødtvungent måtte acceptere importen af arbejdskraft, bevarede de kontrollen med overholdelse af aftalte løn- og arbejdsvilkår. De jugoslaviske arbejdere husker således, hvordan de ikke blot blev budt velkommen til byen, da de første gang ankom til Frederiksværk Station, men også ledt direkte op på fagforeningskontoret og registreret som nye medlemmer.

I de fleste tilfælde fulgte familien i kølvandet på gæstearbejderne, og deres børn blev elever i de lokale skoler. Samtidig blev forbindelserne til de gamle hjemlande bevaret, og endnu i dag går der fx hver uge busser fra Frederiksværk til det tidligere Jugoslavien. Særligt den serbiske gruppe har et aktivt foreningsliv, organiseret omkring Dansk Serbisk Organisation Halsnæs. Her mødes man omkring serbiske højtider, danser folkedans og har andre former for kulturelle arrangementer.

Industribyen i dag

Anker Heegaards jernstøberi i Frederiksværk blev i 1927 en del af De Forenede Jernstøberier (DFJ), og fra 1970’erne havde fabrikken svære tider pga. overgang fra centralvarme til fjernvarme samt konkurrence fra Holland. DFJ lukkede i 1990’erne, og i 2002 måtte også Det Danske Stålvalseværk A/S dreje nøglen om, men genåbnede delvis under forskellige udenlandske ejerforhold. I Halsnæs Kommune ligger i dag også en række andre jernindustrielle virksomheder som arvtagere af Frederiksværks mangeårige tradition for jernindustriel fremstilling.

Krudtværket eksisterede frem til 1960’erne, hvor det blev afviklet og privatiseret. Få år efter købte Frederiksværk Kommune hovedparten af området med de tilhørende bygninger. Det er i dag stillet til rådighed for kulturlivet, herunder Krudtværksmuseet, som er en del af Industrimuseet Frederiks Værk.

Videre læsning

Læs mere om Frederiksværk

Læs videre om

Se alle artikler om Byhistorie

Eksterne links