Der har boet jøder i Danmark siden 1600-tallet, og i 1682 fik de af kongen lov til at bygge en synagoge i Fredericia. To år senere fik de kongelig tilladelse til at holde gudstjeneste i København. Der var yderligere jødiske menigheder i flere provinsbyer; sammen med Fredericia befandt de største sig i Aalborg og Randers. København fik sin første synagoge i 1766. I 1814 blev den jødiske menighed anerkendt som ligeberettiget med kirken, og i 1833 opførtes synagogen i Krystalgade i København, hvor den indflydelsesrige jødiske menighed samledes til gudstjeneste. Mange jøder anså ikke sig selv som religiøse jøder, og det kom derfor til spændinger, da mange fattige, ortodokse jøder østfra efter revolutionerne i hhv. 1905 og 1917 strømmede som flygtninge til København. Under den tyske besættelse lykkedes det i oktober 1943 for modstandsgrupper og fiskere at transportere langt de fleste danske jøder, i alt ca. 7.000 personer, i sikkerhed til Sverige; de danske jøder befandt sig der indtil krigens afslutning i 1945.
I årene 1969‑73 modtog Danmark omkring 3.000 jøder fra Polen, der ifølge de kommunistiske polske myndigheder foretog en frivillig immigration. I 2004 indrettedes Dansk Jødisk Museum i Det Kgl. Bibliotek på Slotsholmen i København, hvilket markerer den jødiske integration. Det Jødiske Samfund i Danmark driver skole, plejehjem og har egne sportsklubber.
