Kirkerne i Danmark

Artikelstart

Hovedparten af folkekirkens kirkebygninger stammer fra middelalderen, men mange blev nedbrudt efter Reformationen i 1536, da de var overflødige. Bortset fra i byerne blev der ikke opført mange kirker mellem Reformationen og midten af 1800-tallet. Demografiske ændringer gjorde det da nødvendigt at anlægge nye kirker, i visse tilfælde på de steder, hvor man i reformationstiden havde revet dem ned. Også de nye stationsbyer havde behov for kirker. Mange kirker var misligholdte, og staten ydede tilskud til nedrivning og opførelse af nye bygninger. De tidligste af de nye kirker opførtes i maskinfremstillede mursten, i såkaldt maskingotik eller mejerigotik, altså i tillempede historiske former. Kirkehistorikeren P.G. Lindhardt sagde polemisk, at de alle helst skulle ligne domkirken i Köln, og at begrundelsen for de nye bygninger var, at menigheden ikke skulle sidde bedre i missionshuset end i kirken. Det var ikke æstetikken, der var i højsædet.

Efter år 1900 opførtes bygningerne gerne med kvalificeret arkitektbistand og i former, der var udsprunget af en national historicisme. Efter 1. Verdenskrig opførtes kirker i nyklassicistisk stil, og fra 1950’erne prægedes de nye kirker af den internationale modernisme. Mellem 1861 og 1908 opførtes 228 kirker enten som helt nye bygninger eller som erstatning for ældre kirker. Det synlige resultat af udviklingen siden midten af 1800-tallet er nye byer med stationsbykirker, annekskirker, filialkirker, kapeller, missionshuse og valgmenighedskirker ved siden af andelsmejerier, stationer, højskoler, telefoncentraler, telegrafstationer og centralskoler.

Blandt de nye kirkebygninger var nogle tilknyttet institutioner og anstalter, herunder fængsler og sygehuse. Fra anden halvdel af 1800-tallet foregik en omfattende vandring fra land til by. Over for denne enorme demografiske forrykning kunne folkekirken ikke følge med. Sognestørrelserne i storbyerne og de dermed følgende krav til kirkelig betjening voksede ud over præsternes kapacitet og kirkestyrelsens vilje til at bygge nye kirker.

Kirkefonde og nye kirker

Ved et møde i missionshuset Bethesda i København i 1886 blev den tyskfødte baronesse Dorothea von Ripperda overbevist om nødvendigheden af støtte til oprettelse af en Forening til Opførelse af Smaa Kirker i København. Initiativet førte til dannelsen af frivillige lokalforeninger, og snart opførtes den første Bethlehemskirke i Blågårdsgade. En kreds af præster og intellektuelle lagde i 1890 grunden til Udvalget for Kirkesagens Fremme i København, der fik stor succes ved at organisere målrettede indsamlinger til opførelse af nye kirker i København, så sogne kunne deles, og den kirkelige betjening blive bedre. Egentlig var målet at skabe selvstændigt menighedsliv for de enkelte menighedskredse, ikke at levere bygninger til folkekirken; det måtte være den religiøst indifferente stats opgave. Derved udvikledes en særlig kirkefondsideologi, der lagde afstand til den mere inaktive og »vanekristne « del af storbyens befolkning. Fra simple, midlertidige kirker sigtede man efterhånden efter at bygge store kirker på byens vigtigste pladser. Kirkefondet hævdede sin ret til at vælge præster i de kirker, det opførte. Det førte tit til lokale uoverensstemmelser i menighederne. Kirkefondet blev i nogen grad stækket i 1922, da nye kirkelove entydigt lagde det kirkelige demokrati fast i menighedsrådene.

Det københavnske Kirkefond fik en afsmittende effekt i andre byer. I Aarhus grundlagdes et kirkefond i 1907 og i Københavnsområdet Frederiksberg Kirkesag eller Kirkefond, der opførte flere kirker frem til 1926. Kampen kom til at stå om byen, om kirkens markering i bybilledet på de centrale pladser, om bygninger med tårne og spir som del af den moderne bys skyline. Også på det diakonale område markerede kirken sig med store bygninger. På Frederiksberg etableredes i 1863 Diakonissestiftelsen, som fik sygehus og plejehjem. Hospitalet lukkede i 1984, og i dag rummer stiftelsen et hospice og er uddannelsessted inden for sygepleje og diakoni på et folkekirkeligt grundlag. Den anden store diakonissestiftelse i Københavnsområdet er Sankt Lukas Stiftelsen fra år 1900 i Hellerup. I 1897 stiftedes Kolonien Filadelfia i Dianalund, et epilepsisygehus med inspiration fra Tyskland.

Kirker kunne ifølge kirkelovene af 1922 alene opføres på privat – komitéers, organisationers eller enkeltpersoners – initiativ, men fra 1956 blev det muligt at benytte kirkelige ligningsmidler (også kaldet kirkeskat) til kirkebyggeri, således at menighedsråd enkeltvis eller i samarbejde kunne opføre en kirke. Nye kirker opførtes af fremtrædende arkitekter som Holger Jensen, Johan Richter, Inger og Johannes Exner, Johan Otto von Spreckelsen og Jørn Utzon i nye tilflytningsområder nær storbyerne. De tidlige moderne kirker havde karakter af fæstninger, der skulle lukke verden ude, senere åbnedes de mod verdens lys og blev udstyret med kirkekunst af kunstnere som Arne Haugen Sørensen, Per Kirkeby, Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes.

Nedlæggelser og nye funktioner

De demografiske ændringer, sekulariseringen og udviklingen i transportmuligheder overflødiggjorde en del kirkebygninger, ikke mindst i København. Omkring 2010 stod det klart, at en del af dem måtte lukkes. Flere blev omdannet til kirkerum med særlige formål som fx koncerter eller solgt til andre kirkesamfund. På landet toges en række kirker ud af brug og benyttedes i stedet som lejlighedskirker, fortrinsvis til vielser og begravelser. I storbyerne har denne udvikling også ramt missionshusene og de kristelige ungdomsorganisationers store og bekostelige borge, der netop ellers markerede den kristelige magt og organisering i den sekulariserede by. På den anden side måtte planlægningen i de hastigt voksende planetbyer med en eksplosiv befolkningstilvækst imødekomme nye krav, og her blev kirkecenteret en del af løsningen. Her kombineres mødelokaler til sognets kirkelige og kulturelle aktiviteter, kirkeligt og frivilligt organisationsarbejde, med kirkesalen. I 1970 indviedes således Abildgård Kirke i Frederikshavn som et helt bygningskompleks. I Løsning opførtes et kirkecenter i 2012 ved siden af middelalderkirken. Kirken har her en stærk søgning som følge af sit arbejde inden for Evangelisk Luthersk Netværk, og dermed har kirkecenteret ud over sin funktion som folkekirke i nogen grad karakter af hjemsted for en lokalt fremtrædende kirkelig interesseorganisation.

Kirkens fremtid på landet blev med projektet »Kirken på landet« i 2016 genstand for et grundigt udredningsarbejde. Hovedsynspunktet er, at kirken mange steder er den sidste fælles bygning, der er tilbage, og et forslag med inspiration fra Storbritannien går ud på at lade menighederne overtage en større del af ansvaret for det kirkelige og sociale liv i de reducerede sogne. I 2016 udgav Kirkefondet debatbogen Landsbykirken som et aktiv med en række idéer til bygnings- og funktionsmæssige ændringer af kirkerne. I byerne er der tendens til, at folkekirken anskaffer centralt beliggende bygninger som ramme om en bred vifte af aktiviteter. Således er Nationalbankens bygning i Aalborg omdannet til Folkekirkens Hus, i Aarhus har man købt en stor bygning på Bispetorv, og i København erhvervede stiftet den gamle Metropolitanskole for enden af Frue Plads i 2020; bygningen vil genåbne som Domkirkens Hus.

Disse initiativer og bygningsformer afspejler kirkens mangfoldige aktiviteter: foredrag, basarer, markedsdage, teater, koncerter, kunstudstillinger, forberedelse af studieture og som hjemsted for fredagsfamilier, der en dag om ugen mødes for at spise sammen i kirkecenterets eller sognegårdens rammer.

For at komme menighedernes ønsker i møde, herunder udendørs vielser, har man i Vissing Kirke ved Hadsten i 2016 indrettet landets første udealter. Ved udbygningen af en ny bydel, Aarhus Ø, med tæt, høj bebyggelse har domsognet i 2019 investeret i to badehuse, der ifølge biskoppen er velegnede til nærhed og samtale, hvilket den store domkirkebygning i centrum ikke så let kan honorere. Det er individet, der er i centrum, efter at vækkelsesretningerne har mistet deres betydning som identitetsmarkører. Den åndelige søgen i kombination med fysisk aktivitet og trangen til oplevelse har kirken siden omkring år 2000 imødekommet gennem støtte til pilgrimsbevægelsen med særlige pilgrimskirker og pilgrimspræster, der også arrangerer retræter, midlertidige tilbagetrækninger fra det hektiske dagligliv.

Kristendommens moderne landskab

Det moderne religiøse landskab udgøres af en række konkrete initiativer for økumenisk arbejde, dialog, af domiciler for kristelige hjælpeorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær, Blå Kors, Det Danske Missionsselskab og andre missionsselskaber, der driver en lang række genbrugsforretninger i by og på land. Den kristelige presse og udgivervirksomhed repræsenteres af Kristeligt Dagblad med redaktion i København, Forlaget Vartov, Lohses Forlag i Fredericia og Eksistensen i Religionspædagogisk Center på Frederiksberg. Danmarks Radio har som statsradiofoni siden 1920’erne dagligt radiotransmitteret morgenandagten fra Vor Frue Kirke i København og desuden sendt radiotransmissioner af søndags- og helligdagsgudstjenester fra forskellige dele af landet i radio og tv. Landet over virker en række kristelige radio- og tv-kanaler. I mange skoler holdes juleafslutning i sognekirken, ligesom de mere civilreligiøst prægede luciaoptog finder sted i mange skoler i december. Kirken markerer sig også med karneval og events som Teologiens Døgn, Himmelske Dage og folkemøder på kirkeligt initiativ.

I Danmark er der ikke nogen væsentlig monumentalisering af religiøsebegivenheder i det offentlige rum. Først i 1942 indviedes et reformationsmonument i København, mens der havde eksisteret et i Viborg siden 1836. Uden for Ribe Domkirke ses Hein Heinsens statue af Ansgar ved siden af Johannes Bjergs af Hans Tausen og August Saabyes af Hans Adolph Brorson. Niels Skovgaards granitskulptur af Grundtvig (se s. 173) befinder sig i Vartovs gård, og i 1940 stod Grundtvigskirken på Bispebjerg færdig som et nationalt og folkeligt symbol på den grundtvigske oplysning i kirke og samfund. Brygger Carl Jacobsen donerede fra 1879 gennem legatet Albertina en mængde skulpturer til forskønnelse af hovedstaden. Mange havde antikke mytologiske og kristelige motiver, der skulle virke dannende på byens borgere, men de fleste er siden flyttet til fjernere liggende parker og anlæg.

1972 vedtog FN-organisationen UNESCO sin Verdensarvskonvention, hvor visse bygningsværker, monumenter og natur kan klassificeres som umistelig verdensarv, der skal genskabes i tilfælde af ødelæggelse. I Danmark er tre kirkelige komplekser optaget på listen, nemlig Roskilde Domkirke, Kongernes Jelling med kirken og de to gravhøje samt den herrnhutiske koloni Christiansfeld i Sønderjylland. Det har medført, at de kirkelige og religiøse aktiviteter, der finder sted i bygningerne, må tage hensyn til en offentlighed, der ikke først og fremmest er interesseret i stedernes lokale religiøse funktioner og kultur. Der sker en såkaldt kulturarvificering, som kan virke kontraproduktiv i forhold til det, der søges bevaret. Man har hvert sted måttet etablere autoritative narrativer om monumenterne. Det er ikke sikkert, at disse svarer til de lokale medlemmers opfattelser og rutiner. Kulturforståelsen og turistindustrien kan her udvikle sig til en trussel mod de mere komplekse og til dels religiøst begrundede brugerstrategier.

En anden udfordring for kirkerne i det religiøse og naturlige landskab er naboskab til meget stort byggeri, der forrykker kirkebygningernes position i by og landskab. De klimakrav, som kirken i nogle stifter stiller til sig selv som grøn kirke, kan også få en større betydning end hensynet til den traditionelle forestilling om kirken som det gamle hus.