Religion og trossamfund i Danmark

Artikelstart

Beskrivelsen af et religiøst landskab er et forsøg på at plotte en række personer, steder, bygninger og vækstområder ind i et overordnet billede, der også udgøres af meget andet end religion. Her er ikke tale om landskab som betegnelse for en egn, men for den religiøse kultur, der kan observeres i det, man med en bredere betegnelse kan kalde kulturlandskabet. Religion er oftest bundet til en synlig, ydre kultus, der har sine steder – helligsteder eller mødesteder – som er områder, på hvilke en given religion har sat et markant og signifikant præg. Der er altså ikke tale om naturforekomster, men derimod om den måde, hvorpå religion i videst omfang gennem sin kultur og sine tilhængere har præget vort billede af landet. I dag udgøres billedet ikke alene af de hvide landsbykirkers tårne i det grønne land med de blanke sunde, men også af farvestrålende østasiatiske helligdomme og moskéer med minareter i byerne og deres forstadskvarterer. De er alle med til at skabe det samlede billede af et religiøst landskab i Danmark.

Trossamfund i Danmark

Ud over folkekirken findes der ca. 185 anerkendte trossamfund i Danmark, og der kommer stadig flere til, således blev syv trossamfund anerkendt i 2020. Af disse udgør kristne trossamfund ca. 120. Det er Kirkeministeriet, der er ansvarligt for anerkendelsen, og siden 2018 er de anerkendte trossamfund blevet opført i Trossamfundsregistret. For at blive anerkendt skal der opfyldes en række kriterier som organisation, størrelse og sandsynlighed for fortsat beståen. Det skal bemærkes, at et trossamfund ikke skal være anerkendt, for at man kan dyrke religionen.

I 2021 var der i alt 4.311.333 medlemmer af folkekirken, men der findes ikke et officielt tal for medlemmer af andre trossamfund, bl.a. fordi religion betragtes som en privatsag i Danmark, og der derfor ikke kan ske en ufrivillig registrering af personers religiøse tilhørsforhold. Ud fra en undersøgelse i 2020 har man angivet nogle omtrentlige tal. Kristne trossamfund er langt det mest udbredte, med katolikker som det største efter folkekirken med over 47.000. Herefter følger blandt ikke-kristne islam med 250.00-300.000 muslimer. Dernæst kommer de østlige religioner med hhv. op mod 35.000 buddhister og 23.000- 25.000 hinduer. I forhold hertil er tallet for jødedom langt lavere med 5.000- 6.000 jøder.

Indvandring og religion i tidligere perioder

Christian 2. inviterede i 1500-tallet nederlandske bønder til Københavnsområdet, hvor de bl.a. slog sig ned på Amager. Med Reformationen gik de formelt over til lutherdommen, skønt deres oprindelige hjemland var blevet calvinsk. De beholdt for en tid deres nederlandske gudstjenestesprog, men det var på alle måder lettere at gå over til plattysk, da det lignede hollandsk og blev forstået i Danmark. Først i 1735 ansatte kongen ud over den tysksprogede præst en til at prædike på dansk for menigheden. Under H.A. Timm, der blev sognepræst for de hollandske menigheder i 1835, brød en vækkelse frem. Den lagde grunden for en ny vækkelse ved Oscar Ahnfelt, der var elev af den svenske Carl Olof Rosenius. Denne helliggørelsesforkyndelse samledes op i Luthersk Mission. Missionshuset på Amager blev snart for lille, og man udvidede med et forsamlingshus i København tæt ved Amagertorv, hvor hollænderne i forvejen falbød deres grøntsager. Dette videreførtes i 1894 med missionshuset i Nansensgade, som rummede Københavns største mødesal. Luthersk Mission har stadig indflydelse på Amager, mens den hollandske kultur stort set er forsvundet på øen.

Siden 1585 har Sankt Petri Kirke i København tilhørt den tyske lutherske menighed, der stadig benytter den. Den tyske skole er dens nabo. Den reformerte menighed i København skylder dronning Charlotte Amalie sin eksistens, da hun, der kom fra det calvinske Hessen, i 1689 tog initiativet til den, bl.a. af hensyn til sin medbragte hofstab. Den blev et vigtigt mødested for handelsfolkene i København i 1700-tallet. Den reformerte kirke fik også en koncession, så den kunne eksistere med egen kirke og kirkegård, og dens medlemmer fik ret til at drive næring i fæstningsbyen Fredericia.

I 1759 indkaldtes tyske bønder fra Hessen og Pfalz med henblik på opdyrkelse af Alhede i Jylland. Det var ingen succes, og da projektet var dyrt for staten, udvistes en stor del af dem i 1763. De, der blev tilbage, holdt fast ved deres tyske gudstjenestesprog, men måtte efter 1. Slesvigske Krigs afslutning i 1850 finde sig i, at den danske stat undertrykte det i deres menighed i Frederiks ved Karup. Den sidste tyske gudstjeneste fandt sted i 1870.

I 1732 favoriseredes brødremenigheden, herrnhuterne fra Oberlausitz, af kongen, men kun få år senere blev dens medlemmer erklæret uønskede. De virkede som missionærer i danske kolonier, men havde reelt ingen rettigheder i Danmark. Derfor blev det da også i hertugdømmet Slesvig, at de i 1773 kunne grundlægge deres koloni, en hel by – Christiansfeld – med en koncession, der tillod dem egen kirke, kirkegård, gudstjeneste og mulighed for handel og håndværk i byen og dens opland (se s. 210). Samfundet havde tæt forbindelse til Tyskland, altovervejende tysk kirkesprog, ligesom den centrale ledelse lå i Tyskland. Brødremenigheden drev et velanskrevet kostskolevæsen, der ikke mindst søgtes af familier fra de øvrige skandinaviske lande. De slesvigske krige 1848‑50 og 1864 gjorde den internationale menighed til en kastebold mellem forskellige nationale interesser. I løbet af 1900-tallet mistede kolonien sit selvstyre, men menigheden består med egen, dansksproget præst og kirke.

Udenlandske protestantiske kirkesamfund

Flere nationale udenlandske protestantiske kirker i Danmark skyldes ikke egentlig indvandring, men snarere blot geografisk naboskab og handelssamkvem. Svenska Gustafskyrkan på Folke Bernadottes Allé i København er opført 1908‑11 og betjener den svenske menighed i København. Den norske Sjømannskirken (Kong Haakons Kirke) fra 1958 på Amager hører under den norske sømandskirke. Den engelske Saint Alban’s Church ligger i Churchillparken i København. I løbet af 1800-tallet flyttede den britiske handel fra Helsingør til København. I 1885 blev grundstenen til den engelske kirke i København lagt, og i 1887 blev den nygotiske bygning indviet. Den er underlagt Church of Englands europæiske bispesæde og har en betydelig menighed. Gudstjenestesproget er engelsk.

Dansk eller international?

Med hensyn til den romerskkatolske kirke og den russiskortodokse kirke i København kan der anes en mulig konfliktsituation om, hvorvidt disse ikke-protestantiske kirker først og fremmest skal henvende sig til etniske mindretal og derfor fastholde disse mindretals sprog og traditioner, eller om de også skal henvende sig til eventuelle interesserede etniske danskere og af hensyn til dem søge at tilpasse sprog, form og traditioner mere til danske forhold.

I miljøet omkring Aleksander Nevskij Kirke i Bredgade har der ligget en latent konflikt. Den russiske kirke har åbenlyst været meget russisk national og har derfor ikke været særlig åben for ortodokse troende af andre nationaliteter, fx grækere eller rumænere, endsige over for danske konvertitter, der eventuelt kunne ønske at fejre ortodoks gudstjeneste på dansk. Kirken henvender sig primært til ortodokse af russisk herkomst (også selv om de måtte være dansktalende) og holder kun gudstjeneste på kirkeslavisk. Den må således betegnes som en russiskortodoks kirke i Danmark, ikke som en dansk ortodoks kirke.

Fra omplantning af religion til indvandrerreligioner

Buddhismen blev tidligst introduceret i Danmark med romantikken i 1840’erne. I slutningen af 1800-tallet optrådte den mest sammen med andre østlige religioner som en bestanddel af nye religionsformer, der udgjordes af en blanding af østlige og vestlige religiøse elementer, der bl.a. blev repræsenteret af Teosofisk Selskab. 1. Verdenskrig førte til en generel skepsis over for kristendommens idealisme, hvilket gav plads for en dybere dimension i interessen for den mere oprindelige buddhisme, der ved århundredets begyndelse var blevet introduceret i Danmark af religionshistorikere og psykiatere. Buddhismen er ofte blevet betragtet mere som en filosofi end en religion og forbindes ikke mindst med meditation. Hinduismen har haft sværere ved at finde accept i Vesten, men dens meditative praksis og yoga blev kombineret med forskellige vestlige sjælehelsebevægelser.

På det litterære område var Jacob Paludan stærkt optaget af den nye religiøse søgen, eller »parapsykologien«, som den kaldtes. I 1947 fandt den iranske bahai-religion vej til Danmark. Denne religions beskedne kreds af tilhængere led under konstante forfølgelser i de urolige år med konflikter i Mellemøsten, der også drev andre religiøse minoriteter til Vesten, herunder til Danmark hvor der i dag lever mandæere og assyriske kristne.

De største indvandrergrupper inden for de sidste 50 år er kommet fra mellemøstlige lande med muslimsk tro og fra en række østasiatiske lande.

De nye religiøse bevægelser

Et antal nye religiøse bevægelser med vestlig baggrund har gennem tiden levet et stille liv, men med ungdomsoprøret i 1960’erne og en stigende interesse for især østlige religioner grundlagdes en række nye fællesskaber, der virker på baggrund af en holistisk menneskeopfattelse og individets enhed med Gud og Altet. Et nyt indslag var den indiske såkaldte yoga- og gurubevægelse, der bl.a. blev repræsenteret af ISKCON, Hare Krishna-bevægelsen, der kom til Danmark i 1980; bevægelsen er lille, men munkene ses undertiden danse og synge deres mantra i de danske byer. Det såkaldte Vækstcentret blev grundlagt i Nørre Snede i 1982 af Jes Bertelsen, inspireret af bl.a. tibetansk buddhisme og jungiansk dybdepsykologi. Transcendental Meditation, grundlagt i 1957, har nogle hundrede tilhængere i Danmark, men har haft en vis succes med at udbrede sin meditationsmetode, bl.a. fordi man har insisteret på, at metoden er ikke-religiøs. Bevægelser som disse repræsenterer mere private religiøse praksisformer med begrænset synlighed, men kom til at udgøre en streng i den moderne subkultur.

I 1967 grundlagdes N.U. Yoga Ashrama i Gylling som et hjemsted for stofmisbrugere samt hippier, der havde mødt guruen Swami Narayanananda i Indien. Han havde tilhørt Ramakrishna-missionen og siden stiftet »Den universelle religion«. I 1972 flyttedes trykkeriet Narayana Press fra København til Gylling, hvor det udviklede sig til et af landets fremmeste trykkerier. Ved ashramen i Gylling foregår også en produktion af økologiske landbrugsvarer.

Der findes flere grupper af asatroende, som forsøger at genoplive den førkristne nordiske religion. Den største af grupperne, Forn Siðr oprettet i 1997, godkendt i 2003, tæller mere end 600 medlemmer, der mødes og forretter deres gudsdyrkelse, blot.

De nye religioner mødte ofte modstand i Danmark. Teologen Johannes Aagaard dannede i 1973 Dialogcentret med det formål at bekæmpe bevægelserne og levere dokumentation for de nye bevægelsers manglende overensstemmelse med traditionel kristendom. Dialogcentret lukkede i 2011. Fælles for mange af de nye religiøse former og initiativer er det direkte møde med religionen i Østen. Det omsættes til en vestlig hverdag, hvor det kan smelte sammen med teosofiske og antroposofiske strømninger samt en interesse for en sund livsform gennem økologiske eller biodynamiske fødevarer. Hele dette kompleks er svært at opdele i genuine østlige religioner og praksisformer kontra en vestlig ny religiøsitet, der kan benytte og promovere dele af den fremmede religion i sammenhænge, hvor den i sin oprindelige form geografisk, topografisk og kulturelt måske ville have haft svært ved at vinde fodfæste.