Jørgen V. Sonne

Jørgen V. Sonne synes oprindeligt at have villet gøre en militær karriere, men traditionen, at han en tid uddannedes på Landkadetakademiet, kan ikke bekræftes. Efter to semestre på Kunstakademiets bygningsskole blev han 1815 optaget i første frihåndstegningklasse. Her knyttede han sig til studiekammerater som Troels Lund og Albert Küchler, og sammen med H.W. Bissen og Harro Harring dyrkede han tegneøvelser i det frie. Som elev af dyre- og slagmaleren C.D. Gebauer udstillede han fra 1818 dyrebilleder og kopier efter nederlandske malere.

Efter 1820 blev han mere optaget af bataljemaleri og vakte opmærksomhed ved sine fantasifulde slagbilleder trods deres oftest lidt ubehjælpsomme karakter. Videreuddannelse i faget kunne kun opnås i udlandet, og han søgte derfor Fonden ad Usus Publicos om støtte til at studere bataljemaleri ved Akademiet i München og hos Horace Vernet i Paris. I München lærte han af P. von Hess at forbinde kampscenerne med skildringer af landskabet, mens undervisningenhos P. von Cornelius faldt ham for hård.

Efter et næsten treårigt ophold drog S. videre til Rom, hvor Vernet i mellemtiden var blevet direktør for det franske akademi. I Italien tabte S. imidlertid hurtigt interessen for bataljemaleri for i stedet at dyrke genremaleriet. Rom besøgtes i disse år af en lang række danske guldaldermalere, og S. fandt sig under sit niårige ophold godt til rette i kredsen. Som friluftsmenneske og ivrig jæger tilbragte han megen tid i Campagnen. Blandt hyrder og jægere her fandt han de anekdotiske og brogede motiver til mange af sine Italiensbilleder. Et enkelt bataljemaleri fik S. dog malet, En valplads morgenen efter et slag (1832), med en gentagelse til Thorvaldsen, og i dette har han allerede, under indtryk især fra billeder af Rafael, fundet frem til den klassiske ro i kompositionen og den stemningsmættede farveholdning, der senere er karakteristisk for hans betydeligste værker. Til arbejderne fra romerårene hører også fint iagttagne landskabsstudier, som han siden benyttede som baggrund i malerier.

Ved sin hjemkomst til Danmark blev S. mødt af den voksende national-liberalisme, hvis idealer om folkelig frihed og kærlighed til fædrelandet også var hans. Gennem sit nære tilhørsforhold til den Puggaardske familiekreds kom han i kontakt med bevægelsens ledende personligheder, bl.a. Orla Lehmann. Da N.L. Høyen derfor i 1844 indtrængende opfordrede unge danske malere til at "giøre sig fortrolige med Folkelivet i dets Sysler og Adfærd", fandt S. gennem hans ord sin emnekreds i idealiserende folkelivsskildringer. I kompositioner, der med deres rytmiske forløb har træk fra Thorvaldsens reliefstil, malede han scener af bondelivet i det danske landskab. I disse værker er detaljerne veget for en malerisk forenkling, ansigtstrækkene summarisk fremstillet, og figurerne samlet i grupper, der ses som silhuetter mod himlen. Farverne bruges ekspressionistisk og som bærere af stemningen i hovedværkerne, den dunkelblå nattehimmel og det glødende lygteskær i Skt. Hansnatbilledet (1847), det varme solnedgangslys i Landlig scene (1848) og den sortnende himmel over de mørkklædte kvinder i En ligfærd (1859). Virkemidlerne kan til tider grænse til det naivt klichémæssige, men er altid benyttet med S.' renfærdige og ægte følsomhed.

De slesvigske krige bragte ham til at tage slagmaleriet op påny. Med tilladelse fra Krigsministeriet kunne han følge hæren som civilist, og både i treårskrigen og i 1864 stod han på slagmarken med sin skitsebog midt i kampens hede. I tegninger, akvareller og senere i store oliebilleder refererede han krigenes gang i lyset af de danske soldaters mod og patriotisme, en krigsreportage uden gru, men med en stilfærdig medfølelse og forståelse for fællesskabsfølelsen under krigens tryk. S. gav med sine krigsbilleder rammende udtryk for samtidens voksende danske nationalfølelse. Kunstnerisk når han et højdepunkt i de spontane og farvefine akvareller af tropperne i det krigsmærkede landskab.

I årene 1846-48 udførte S. sit mest originale værk, frisen på Thorvaldsens Museum. Ideen til den dristige udsmykning af det københavnske museums mure med legemsstore figurer fra hans egen tid kom fra museets arkitekt M.G. Bindesbøll. Efter S.' nu kun delvis bevarede forarbejder tegnede unge kunstnere figurerne op i fuld størrelse og udførte opmuringen i farvet cementpuds. Frisens motiv er Thorvaldsens hjemkomst fra Rom i 1838. På facaden langs kanalen ses modtagelsen på Toldboden med menneskemængden, der hylder billedhuggeren. På muren mod Slotskirken er motivet fregatten Rota, der losses, og på facaden mod Christiansborg Slot bæres eller køres Thorvaldsens værker ind i museet. Det knappe farvevalg og den unaturalistiske brug af farverne bygger på antikke forbilleder som græske vaser og på tidens opfattelse af forsvundet græsk monumentalmaleri. Mens S. på kanalsiden har afbildet kendte personligheder fra datiden, har han på slotssiden skabt de første realistiske skildringer af danske arbejdere i monumentalt format. Kompositionen er klassisk i sin rytmiske fremadskriden, et sidestykke til Thorvaldsens Alexanderfrise inde i museet, og S.' sans for karakterfulde grupper er med stor skønhed kommet til udtryk i den monumentale frise.

I tiden efter 1864 fortsatte S. genremaleriet. Som altid før var han optaget af almuens liv, men malede nu også scener fra sine egne omgivelser, ofte med familien Puggaards unge døtre og svigerdøtre som modeller siddende i det frie eller stående ved vinduet, altid tavst drømmende. I europæisk forstand var S. ingen egentlig romantisk maler, hans motiver var hverken litterære eller tilhørte en voldsom fantasiverden. Han adskiller sig fra sin generations danske malere ved ikke at have været elev af Eckersberg og ved at have søgt en del af sin uddannelse ved et tysk akademi, to forhold, der betød meget for hans egenart som kunstner. Han besad ikke Eckersbergskolens maleriske egenskaber, stræbte antagelig heller ikke efter de samme kvaliteter, men vandt i sine bedste værker en egen storhed ved sine kompositioners harmoni, sin sans for naturens stemninger og farvens udtryksfuldhed.

Sonne, Jørgen Valentin, 1801-1890, maler. *24.6.1801 i Birkerød, ?24.9.1890 i Kbh., begr. smst. (Holmens). Forældre: Kobberstikker Jeppe Jørgen S. og Else Cathrine Zimmer. Ugift.

Kunstakad. Kbh., bygn.sk. okt. kvartal 1814-jan. kvartal 1815, 1. frihåndskl. okt. 1815, til modelsk. (J.L. Lund) jan. 1819, lille sølvmed. marts 1821, st. sølvmed. marts 1826, elev til 1828; privatelev af C.D. Gebauer 1815; Kunstakad., München (Peter v. Cornelius og Peter v. Hess.) jan. 1829.

• Udstillinger
• Værker
• Litteratur
• Værker i Kunstindeks Danmark

Læs videre om

• Christian Andreas Schleisner
• F.C. Kiærskou
• Julius Friedlænder
• Lauritz Lyngbye
• Lucie Ingemann
• Rasmus Henrik Kruse

Se alle artikler om billedkunst

Se alle kunstnerbiografier

• Kunstindeks Danmark og Weilbachs Kunstnerleksikon