Kridt, kalk og cementindustri i Aalborgområdet

I Sen Kridttid herskede der drivhusklima, og havets udbredelse var større end på noget andet tidspunkt i Jordens historie. Danmark var derfor dækket af et dybt hav, hvor der blev aflejret store mængder kridtslam på bunden. Dette slam blev til det, der i dag kendes som skrivekridt. På grænsen mellem Kridt og Danien for 66 mio. år siden var der en masseuddøen, hvor mere end halvdelen af Jordens dyre- og plantearter uddøde, heriblandt dinosaurerne. Efter denne masseuddøen var Danmark stadig dækket af et relativt dybt hav, hvor bl.a. bryozoer, der er små, kolonidannende dyr, søpindsvin og muslinger trivedes, og der blev aflejret en mere fossilrig og hårdere kalk, kaldet danienkalk, i havet. I dag findes mange flintbånd i både skrivekridtet og danienkalken. Kalken er efterfølgende blevet dækket af op til flere hundrede meter sedimenter.

Kalken ved Aalborg, Sejlflod og Kongerslev er blevet skubbet mod overfladen af tektoniske forstyrrelser i undergrunden, da området ligger i Sorgenfrei-Tornquist-zonen, der er en tektonisk brudzone. Sorgenfrei-Tornquist-zonen løber sydøst til nordvest fra Bornholm over Skåne, nord om Sjælland og hen over den nordlige del af Jylland. De tektoniske forstyrrelser i undergrunden har medført, at der er sket mange forkastninger i Aalborgområdet, og kalklagenes placering varierer derfor fra 50 m under til 60 m over havniveau.

I den sidste del af stenalderen, senneolitikum (ca. 2350-ca. 1700 f.Kr.), blev der i Aalborgområdet fremstillet flintdolke i stor stil, da undergrunden mange steder bestod af flintførende kalklag. Stenalderfolkene begyndte derfor allerede for ca. 4.400 år siden at grave efter flint på Skovbakken. Indledningsvis blev der gravet små gruber for at tilvejebringe flinten, men længere oppe på Skovbakken måtte man grave dybere, indtil knap 5 m, for at nå flintlagene. I bunden af skakterne blev flintlagene fulgt lidt ud til siderne, således at der opstod korte sidegange. Nye miner blev anlagt ved siden af de gamle, som blev opfyldt med affald i form af kridt og flintaffald. Minedriften, der var ganske omfattende, endte med at dække et areal på ca. 13.750 m². Langt de fleste flintknolde blev brugt til fremstilling af 15‑25 cm lange dolke. Flintdolkene var datidens prestigevåben, og de blev sågar handlet til både Norge og Sverige, hvor der ikke findes flint, og til mere flintfattige områder af Danmark. Områdets særlige karakter og dolkenes betydning understreges af, at der findes mange depotfund med flintdolke i lokalområdet. I et enkelt tilfælde er der fundet 19 ubrugte flintdolke i en sløjfet mineskakt.

I middelalderen blev kalk bl.a. brugt som byggesten til grundmurede bygninger i Danmark. Kalken kunne også »læskes«, dvs. brændes, og siden tilsættes vand. Blev den læskede kalk herefter blandet med sand, havde man en fremragende kalkmørtel. Også til overfladebehandling var kalken egnet, og mange kirker blev kalket hvide både ud- og indvendig, så de fremstod oplyste.

Cement fremstilles, ved at sand blandes med kridt og derefter brændes ved 1.400‑1.500 °C. Herved dannes en ny mineralstruktur. Når det brændte materiale knuses og blandes med fx ler eller flyveaske og brændes igen, fås cement. Cement er et bindemiddel og kan bruges til fremstilling af mørtel og beton. Fremstillingen af cement blev udviklet allerede i oldtidens Romerrige, men forsvandt igen sammen med Romerriget.

I 1700-tallet begyndte man atter at fremstille og afprøve forskellige typer cement, men det var først i 1824, at den almindelige cementtype, portlandcementen, blev fremstillet af englænderen Joseph Aspdin. Cementen blev opkaldt efter den engelske Portland Kalksten, der har samme farve og styrke. Den danske cementproduktion blev først indledt nogle år senere, i 1867, hvor der blev fundet kalkrig mergel ved Ringsted. Før år 1900 brugte man i Danmark primært cement til beton til fundamenter i byggeri, og senere blev det også brugt i bærende konstruktioner; i første omgang primært til siloer og fabrikker og sidenhen også til boligbyggeri.

Da Aalborgs undergrund var rig på kridt, blev der i perioden fra 1889 til 1913 grundlagt ikke mindre end fem cementindustrivirksomheder i området omkring Aalborg. Den første cementfabrik i området var Aalborg Portland, der blev grundlagt i Rørdal i 1889 af Hans Holm og Frederik Læssøe Smidth, stifteren af F.L. Smidth (FLS). Brændingen af sand og kalk foregik i de første år i skaktovne, men allerede i 1899 fik Aalborg Portland to roterovne, der var teknologiske nyskabelser og de første i Europa. Efter brændingen blev cementen formalet på en rørmølle, som afløste funktionerne fra stenbrækker, valseværk, kværn og sigte.

I 1898 fulgte Cementfabrikken Danmark på Sohngårdsholms grund i Aalborg og Cementfabrikken Norden i Hasseris. Begge var anlagt som en reaktion på Rørdals høje priser, men allerede i 1904 indgik de tre fabrikker et samarbejde med Poul Larsen, FLS, som bestyrelsesformand. Ved århundredeskiftet var ca. 800 beskæftiget i cementindustrien i Aalborgområdet. ØK-fabrikken Nørresundby Portland Cement Fabrik blev opført 1907‑08 i Nørre Uttrup, og Dansk Andels Cementfabrik (DAC) blev grundlagt i 1913 i Lindholm. DAC blev oprettet af bygmestre og cementvarefabrikanter i samarbejde med andelsbevægelsen i form af FDB. Først i begyndelsen af 1920’erne kom produktionen hos DAC rigtigt i gang. Cementfabrikkerne satte deres præg på kommunen, hvor en stor del af indbyggerne var beskæftiget i cementindustrien. Indtil 1920’erne foregik en stor del af arbejdet, som brydning af ler og kalk samt transport, ved håndkraft. Der var mange steder anlagt svævende trillebørsbaner på træbukke hen over arbejdsområdet for derigennem at lette transporten. I dag erstatter en enkelt gravemaskine i Rørdal Kridtgrav arbejdskraften fra flere tusinde arbejdere, hvis det samme arbejde skulle udføres ved håndkraft.

I Aalborg var andelen af ufaglærte arbejdsmænd ved indgangen til 1900-tallet større end i andre byer, da cementindustrien havde et større behov for ufaglært arbejdskraft til udgravningen af råstoffer og transport af kul og cement. Byens andre hovedbrancher, som tobaks- og tekstilindustrien, brugte også meget ufaglært arbejdskraft, men dette var ikke helt så hårdt og beskidt arbejde, som det var i ler- og kridtgravene. Cementarbejderne var derfor ofte unge mænd fra landet med stærk fysik og uden uddannelse, der betragtede arbejdet i cementindustrien som midlertidigt. Cementarbejderne blev af de øvrige arbejdere opfattet som nogle rødder, der nok var fysisk stærke, men grove, beskidte og lavere rangerede end de øvrige arbejdere, og ofte kendte de heller ikke noget til arbejderbevægelsen. Alligevel fik cementarbejderne deres egen fagforening i 1896, og en succesrig strejke i 1898, som fik hævet timelønnen fra 24 til 27 øre, styrkede sammenholdet. Allerede år 1900 var cementarbejdernes fagforening Aalborgs næststørste med 340 medlemmer, og efterhånden fik de fast arbejde med en ottetimers arbejdsdag.

Mange af cementarbejderne endte også med at slå sig ned i området, og herved opstod i begyndelsen af 1900-tallet cementarbejderforstæderne Vejgård, Mølholm, Nørre Uttrup og Lindholm. Forstæderne lå tæt ved cementfabrikkerne, da de blev opført i en tid uden offentlig transport og biler, og hvor cyklen endnu ikke var udbredt. Cementarbejderne satte deres eget præg på disse forstæder, hvor husene fik et ensartet udtryk i form af små enetagesboliger, ofte med kvist, alle fra begyndelsen af 1900-tallet.

Men også politisk og kulturelt satte cementarbejderne deres aftryk, fx i de lokale sogneråd og i bybilledet, der skiftede fra landsbysamfund til arbejderbydele.

En forstad som Vejgård begyndte som en nybyggerby, der var kendt for druk og slagsmål. I løbet af bare et enkelt årti fik Vejgård kirke, skole, alderdomshjem og kloakering. Vejgård gjorde alt for at fremme kulturelle og idrætsmæssige udfoldelser og endte derfor med mange landskendte atleter, brydere og boksere, der repræsenterede de klassiske arbejdersportsgrene.

Konkurrencen i cementindustrien var hård. I 1932 lukkede Nørresundby Portland Cement Fabrik som følge af den økonomiske verdenskrise, der var begyndt i 1929. Cementfabrikken Norden blev overtaget af Aalborg Portland i 1934. Cementfabrikken Danmark klarede sig bedre i konkurrencen. Efter fabrikkens etablering syd for Aalborg omkring århundredeskiftet var det hurtigt blevet klart, at afstanden til udskibningsmulighederne ved Aalborg Havn svækkede virksomheden i konkurrencen med Aalborgs øvrige cementfabrikker. I 1927 blev Cementfabrikken Danmark omlagt til eternitproduktion, Dansk Eternit-Fabrik, så efterspørgslen fra det voksende marked for industrielle byggematerialer kunne imødekommes. Eternit, som især blev anvendt til tagbeklædning, blev fremstillet af fibermaterialer og cement. Da produktionen var på sit højeste i 1972, havde fabrikken ca. 1.300 ansatte.

I 1970’erne blev cementindustrien endnu en gang hårdt ramt, da oliekriserne satte ind. Cementfabrikken Norden havde ekstra vanskeligheder, da kridtgraven i Hasseris var udtømt, og det blev opgivet at opføre en tunnel til kridtreserver på Sorthøj. I 1972 stoppede Norden produktionen og blev i stedet til maskinfabrik. I samme årti overtog F.L. Smidth cementproduktionen hos DAC og lukkede derefter fabrikken i 1978. I 1980’erne stoppede brugen af asbest hos Dansk Eternit-Fabrik. Produktionen på fabrikken blev gradvis afviklet og ophørte endeligt i 2004. Virksomheden fortsatte som grossistvirksomheden Cembrit.

I dag er Aalborg Portland Danmarks eneste producent af cement og verdens største eksportør af hvid cement.

Læs mere om historie i Aalborg Kommune

Læs videre om

• Aalborg Portland A/S
• Aalborg Kommunes geologi

Se alle artikler om Historie