Rabens nr. 11. Ejerlav: Grundbog Brandsbøl, bd. I, bl. 4, krtbl. 5, prcl 28, art.4. (mod vest). Rabens nr. 10 Ejerlav: Grundbog Brandsbøl, bd. I, bl. 9, krtbl. 5, prcl 41, art. 9. (mod øst). Afmærkn.: MS 1934, J. Raklev, anbragt på sydsiden af såvel højens vestre som østre del. Langdysse, 1,9 x 12 x 65 m (VSV-ØNØ). Tværs over højens vestre del går et skeldige. 6 m fra V-enden findes rester af et kammer, der har været af rek- tangulær form med retning NNØ-SSV, på oprindelig plads står nordre endesten og sluttende hertil 1 sidesten i østsiden og 1 sidesten i vestsiden, ved senere restaurering er føjet 2 sten til østsiden og 1 sten til vestsiden og som delvis afslutning mod syd er nu sat 2 sten. Disse sten virker ikke i stil med de oprindeligt anbragte sten). Dæksten mangler. Af randsten er i tilknytning til højens vestlige del bevaret 4 i nordsiden og langs sydsiden 3. Mod vest er ingen. - Den større østre del af højen er praktisk taget uskadt, (her er således mulighed for at finde kamre). Af randsten er bevaret: mod syd 21, mod øst 5, mod nord 17.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
