Ejerlav: Løjt Kirkeby, art. 777, kortbl. 3, parcel 7. Tingl.: 1/10 1923, gdr. Eschel Toft. Udslettet 1960. Diplom Nyt fredningsdokument udstedt. Afmærkn.: MS 1924, Hans Kjær. Langdysse i nordvest-sydøst. Jordhøjen måler 0,7 x 15 m (nordvest-sydøst) - 9 m (sydvest-nordøst), med noget udflydende omrids. Midt i højen et aflangt dyssekammer på tværs af jordhøjens længderetning, åbent mod nordøst, 1,2 x 0,58 - 0,7 m, jordfri dybde indvendig ca. 0,8 m, medens jordsmonnet udven- dig når op til bærestenenes overkant. Kammeret er sat af svære sten til 3 sider. Dækstenen, der måler 1,65 x 1,55 x 0,5 - 0,65 m, ligger over kammerets vestlige hjørne. Ca. 5 m nordvest for ovennævnte kammer findes 6 større sten utvivlsomt af et forstyrret kammer. Den nordøstligste af disse sten antagelig den eneste på oprindelig plads, står lodret, i dyssens længderetning, med 0,25 m jordfri højde; den synlige del af stenene måler 1,25 x 0,3 m. Ved jordhøjningen fod henligger nogle mindre sten, der dog næppe kan opfat- tes som randsten. Uden for jordhøjningen, 13 m sydøst for kammeret i højmid- ten ses toppen af en større sten, 1,5 m vest for den toppen af en anden. Disse sten er medindbefattet i fredningen. Bevokset med ungskov; i skov. (Nyt fredningsdokument udstedes, da verdenshjørneangivelserne i den gamle deklaration er forkerte, og da den tidligere fredning kun omfatter kammeret i højmidten med en 2 m bred bræmme omkring. Hele mindesmærket er ubetinget fredningsværdigt). Mærkesten i top, tæt nord for kammeret.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
