Langdysse med længderetning Ø-V; stærkt beskadiget. Jordhøj- ningens længde ca. 40 m, bredde ca. 12 m. Noget ujævn over- flade med enkelte sten stikkende frem hist og her. Ca. 7 m fra Ø-enden er der en flad sænkning i ryggen, diam. ca. 2,50 m. Lidt V for ryggens midte en flad sænkning, diam. ca. 1,50 m. Omkring dyssens vestlige halvdel er bevaret nog- le randsten på plads, nemlig 5 i hver side; den østligste af stenene i N-siden er afkløvet. Bredden fra randsten til randsten er 5-6 m. Nordligst i dyssens Ø-ende findes en stør- re gravning, hvori en stor sten, kløvet i 2 dele, samt en væltet randsten. - Ca. 5 m fra V-enden ses toppen af 2 sten, muligvis dyssens vestlige endesten. Mellem 1.-2. og 2.-3. sten fra Ø i S-siden og mellem 3.-4. og 4.-5. sten fra V i N-siden ligesom omkring sidstnævnte sten ses spor efter gravninger. - Beplantet med enkelte ahorn og bøge, i skov.
Som navnet antyder, er langhøje aflange gravhøje med et rektangulært grundplan. De første langhøje blev opført allerede i den første periode af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.) og havde ligheder med de gravformer, som også anvendtes i kystområderne ved Østersøen og i området ud mod Atlanterhavet. Arkæologiske undersøgelser viser, at der over store geografiske områder har været udført ensartede ritualer ved langhøjene. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stendysserne og jættestuerne, der samlet betegnes som storstensgrave eller megalitgrave, er stenbyggede gravhøje fra de første århundreder af bondestenalderen (neolitikum ca. 4000 f.v.t.-ca. 1700 f.v.t.). Umiddelbart efter overgangen til bondestenalderen skete der et skifte i den måde, de døde blev begravet på. Hvor de døde tidligere var blevet gravlagt i jordfæstegrave under overfladejord, begyndte indbyggerne at opføre stendysser, som er den ældste form for storstensgrave. Stendysserne var beregnet til gravlæggelse af en enkelt eller få gravlagte, hvorimod de lidt yngre jættestuer – der afløste stendysserne – var egentlige fællesgrave. Læs videre her.
Stenalderen er den første periode af oldtiden. Den har fået sit navn efter de mange stenredskaber, der er så karakteristisk for perioden. Samtidig med indførelsen af landbruget skete et skifte i stenalderfolkets kultiske og rituelle forestillingsverden, og store samlingspladser blev opført samt ikke mindst de i dag meget karakteristiske langhøje, stendysser og jættestuer. Læs videre her.
