Lindenborg, Blenstrup

1360: Næs (det nuværende Lindenborg) nævnes første gang.

1534: Under Grevens Fejde ødelægges den første bygning på den nuværende Nordfløjs plads, og på fundament opføres en ny i bindingsværk.

1583: Sydfløjen bygges for Corfits Tønnesen Viffert, rigsråd og lensmand, og Anne Knudsdatter Gyldenstierne.

1616 eller i 1640erne: opføres Østfløjen i grundmur.

1681: ophøjes besiddelsen til baroni ved navn Lindenborg og 1781 til grevskab.

1688: mejeridrift og et teglværk begyndes på godset og 1759 overtages Vildmosen fra kronen. I lange perioder anvendes Sydfløjen ikke som bolig for herskabet, men inddrages i stedet i produktionen.

1764: hovedreparation af Sydfløjen og bygningsbeskrivelse, det fremgår at Sydfløjen anvendes til mejeri og kornlager.

1770erne I følge August Hennings beskrivelse er der indrettet spinderi i den ene ende af Sydfløjen og der er rødkindede mejerifolk i den anden. 1787 folketællingen og et inventar fra 1792 viser der bor 25-40 personer i Sydfløjen. Industridriften ophører igen i løbet af 1830erne.

1840erne: Sydfløjens interiør ombygges/istandsættes.

Fra 1870erne: herregården anvendes til jagt med mange gæster om efteråret.

1880erne: Sydfløjens to sale opdeles i hver fire rum, lige som de store rum på første sal underopdeles., køkkenet i kælderetagen istandsættes.

1922-70: Sydfløjen anvendes til permanent bolig.

1925-26: Sydfløjen restaureres/tilbageføres til beskrivelsen 1688.

Hovedgården ligger syd for Aalborg mellem Støvring og Kattegat ved skellet mellem morænelandskabet mod vest og den flade og lave hævede havbund mod øst, mellem Rolskov og Lille Vildmose. Den er opført på en borgholm omgivet af en grav beliggende på en landtange, der fra syd fører frem til et af overfartsstederne ved Lindenborg Å.

Anlægget på borgholmen består af tre grundmurede, hvidkalkede fløje, hvoraf nordfløjen og østfløjen er sammenbygget, og øst- og sydfløjen forbundet af en mur.

Sydfløjen fra 1583 er i to etager og ni vinduesfag lang. Taget er dækket af tegl med enkelte små tagvinduer og med tre skorstenspiber i rygningen, én ved hver gavl og én lidt forskudt fra midten. Sammenlignet med samtidige forsvarsværker er murerne af munkesten i krydsskifte forholdsvis spinkelt dimensioneret. Krydsskifte antages at være anvendt første gang her i landet omkring 1550. Murene står på en høj sokkel af granitkvadre. Der er en profileret gesims mellem stue og første sal og en svagt profileret taggesims. Ved hjørnerne mod syd er to runde tårne i to etager, der afsluttes af blybeklædte spir. Den nu tilmurede, hvælvede portgennemkørsel flankeres af to karnapagtige udbygninger, hvis oprindelige funktion er ukendt. Over porten sidder en tavle med våbenskjold. Sydfacaden fremstår symmetrisk omkring portgennemkørslen, desuden prydes facaden af vinduesposter og vinduesindfatninger af sandsten, der afsluttes af en slags postamenter prydet med løvehoveder og trekantoverdækninger med udskårne hoveder eller masker. Vinduerne i stueetagen er smårudede og blyindfattede. Nordfacaden fremstår mindre klart symmetrisk, dels fordi portgennemkørslen er tilmuret, dels fordi det ottekantede trappetårn er forskudt et fag mod vest og en nye dør med udvendig stentrappe er brudt igennem i faget øst for den tidligere gennemkørsel. Det ottekantede trappetårn prydes af Viffert-Gyldenstiernes nyistandsatte våben med årstallet 1583 over den svære dør samt af et ur.

I det indre antyder kælderens plan væggenes oprindelige placering i stuetagen. Det er en dobbelt torumsplan symmetrisk omkring den tidligere gennemkørsel, bestående af forstue (gang), kammer på et vinduesfag og en stue på to vinduesfag op mod hver gavl og med adgang til et tårnværelse. En kraftig mur udskiller en gang fra rummet under gennemkørslen ligesom lettere mure adskiller gange eller forstuer fra de mindre rum. Disse skillemure er kommet til efter opførelsen og er ikke dateret nærmere. Fra rummene under de to karnapagtige udbygninger er to vandrette, mandshøje tunnelhvælvinger, der er ca. 26 og 28 m lange. Hvert af de større rum er overhvælvet med krydshvælv.

Stueetagen består af to sale ved hver gavl, med kamin i hver gavlmur, og to værelser med hver sit mindre rum omkring forstuen, der er indrettet i den overhvælvede tidligere portgennemkørsel. Der er trappe i det ottekantede nordtårn. Der er indbygget en nyere trappe i den vestre karnapudbygning, og indsat en kældertrappe i det lille rum, som i dag rummer hovedindgangen, øst for hallen.

Første sal består af en nordvendt korridor, der giver adgang til værelserne mod syd. Vinduer af træ er firrammede og med fire og seks ruder. Snedkerarbejderne er her lettere og lysere. Hertil kommer et badeværelse i det nordøstre hjørne fra 1960erne.

Stueetagen og første sal omfatter et rigt historicistisk interiør, hvoraf væsentlige dele synes at stamme fra slutningen af 1800-tallet, men hvor dele er blevet flyttet og suppleret ved ombygningen i 1925, andre dele kan være ældre men ændrede. Det drejer sig f.eks. om traditionelt udformede vinduesrammer, gulvplanker, parketgulve og gulvfliser, paneler og bænke, døre og dørkame, synlig bjælkelag, kassetteloft, stukkatur, kaminer og ildsteder.

Loftet omfatter i den vestre del en række soveværelser med adgang fra en nordvendt korridor, antagelig for tjenestefolkene. Værelserne oplyses af relativt små støbejernstagvinduer. I den østre halvdel er tagspærene synlige og mellem to af dem ses en hejsevinde, sandsynligvis til at hejse kornsække op og ned.

Østfløjen, der er opført 1616 eller evt. i 1640'erne, er stærkt ombygget, men rummer sandsynligvis flere senmiddelalderlige bygningsdele. Den L-formede, grundmurede bygning er i én etage og dækkes af et tegltag med to skorstenspiber i rygningen. Østfløjen er 25 spærfag lang og den korte sidefløj mod øst er otte spærfag lang. Nord for den korte sidefløj langs Østfløjen findes hundegården, der indhegnes af en mur opført af dels mursten, dels kampesten. Åbningen i muren er markeret af murpiller. Mod gårdspladsen har fløjen fire portåbninger og to vinduer, og tilsvarende en portåbning i sidebygningens sydside. Mod øst findes ni vinduesåbninger og en dør, vinduerne af træ er torammede med tre ruder. Og i sidebygningens østgavl findes tre, torammede vinduer af træ med otte ruder.

I det indre er den nordlige ende af østfløjen opdelt til beboelse, mens der i sydlige del ud for portene har været anvendt til garage og værksted. Dele af loftetagen har været anvendt til beboelsesværelser, antagelig for chaufførerne.

Nordfløjen er omsat/nyopført i grundmur i 1840erne, men har tøndehvælvede kældre fra renæssancetiden og er ikke bygningsfredet.

Lindenborg er med sin beliggenhed med til at markere dels overgangen fra hævet havbund til morænelandskab, dels betydningen af overgangen ved Lindenborg Å. Desuden understreger herregårdsanlægget forbindelsen mellem bebyggelsen og det omgivne kulturlandskabs ressourcer, som f.eks. engene langs åen til græsning og de omgivne skove til brænde og bygningstømmer samt muligheden for at kontrollere overgange og indkræve overfarts- og senere bropenge.

Lindenborg kulturhistoriske værdi består i, at Sydfløjen er et vigtigt og tidligt eksempel på overgang fra middelalderens mere enkle planløsninger og boligform for landets overklasse, adlen, til en mere differentieret planløsning, fra en såkaldt parstueplan til en renæssanceplan med dobbelt rumfølge og symmetrisk omkring portgennemkørslen, som der kun kendes få ældre eksempler på, herunder Visborggaard fra 1575, Dronninglund fra 1580erne og Voergaard fra ca. 1590.

Desuden materialiserer Lindenborg en betydelig stands- og historiebevidsthed, der ikke alene kommer til udtryk ved de forskellige vindfløje og murankre med årstal for ombygninger foruden anetavlerne, men også i selve hovedfløjens udformning. De forskellige skydeskår og især tårne foruden den fortsatte placering på en borgholm omgivet af vandgrave symboliserer en krigertraditionel, der traditionelt tilkom adlen og især rigsrådet. På et tidspunkt, hvor de bastionære befæstninger og orlogsskibe bestykket med kraftigt artilleri var den teknologiske baggrund for den begyndende europæiske ekspansion, har tårnene været så svagt dimensioneret, at de ikke kan have haft andet end symbolsk betydning. Ligesom kongen og adlen fortsatte med at bære prydrustninger.

Selvom der kun er få spor som hejsevinden tilbage, der viser anlæggets brug som kornlager, mejeri og spinderi, har hovedgården været anvendt på denne måde i lange perioder fra slutningen af 1600-tallet og til ind i 1800-tallet, og viser dermed at nyttiggørelsen af hovedgården langtfra var begrænset til landbrug i traditionel forstand eller landboreformperioden i slutningen af 1700-tallet.

Endelig består Lindenborgs kulturhistoriske værdi i genetableringen i 1870erne og særlig omkring 1925 af de fysiske rammer, der i sin udformning omfortolkede anlægget til et jagtslot som det bl.a. ses af hundegården, dels forudsatte tjenestefolk eller om man vil et social hierarki, som det f.eks. ses af køkkenets placering i kælderen, de repræsentative rum i stuen, lejligheder på første sal og domestikværelser med markant dårligere lysadgang på loftet.

Lindenborgs arkitektoniske værdi består dels af den symmetriske plan og facade, der er typiske for renæssancens formidealer, dels af den gennemførte historicistiske genfortolkning/restaurering af denne renæssance herreborg med detaljer af høj håndværksmæssig kvalitet.

Læs videre om

• Lindenborg, Trap Danmark
• Randrup, Skibsted
• Skørping Station

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen