På Nykøbing Katedralskole blev Christian Falster ført ind i litteraturen, og han skrev sig selv ind i den med satirer og epistler. Falstring var også B.S. Ingemann, som i sin posthumt udgivne Levnetsbog (1862) fortæller levende om opvæksten i Torkilstrup Præstegård. Som hhv. søn og papsøn af præsten, senere biskop over Lolland- Falsters Stift, Rasmus Møller, stiftede Poul Martin Møller og Christian Winther bekendtskab med de lokale præstegårde, men interesserede sig også for verden uden for disse. Winther debuterede således med En Samling lollandske og falsterske Ord (1823) og skrev et digt i lollandsk dialekt. Som læge i Nysted kunne Emil Aarestrup med rette kalde sig »Nystedsk Sanger«, men han skrev nu helst om erotik.
Med Helene Strange kom en forfatter, som interesserede sig for egnen som sådan. Hun samlede ivrigt folkeminder og lige så ivrigt folk omkring sig. Hun engagerede sig i husmandsbevægelsen, fredsbevægelsen og kvindesagen. I 1926 skabte hun ved Nørre Vedby Møllebanke et stort anlagt friluftsmøde med taler, sange, folkedans og teater. Hun blev i 1950 hædret med en mindesten for sin indsats, herunder slægtsromanerne Priergaardsslægten (1922‑23) og Sværkeslægten (1929‑41). Hendes virke er dokumenteret på Museet Falsters Minder, fra 2009 en del af Museum Lolland-Falster.
Knud Hjortø havde ikke personlig forbindelse til Falster, men i novellesamlingen Indensogns og Udensogns (1919) viser han med fortællingen »Falstringer« sit kendskab til såvel områdets bondeliv som dets dialekt. Sophus Claussen digtede sig fra Falster helt ud i verdensrummet og tilbage igen. Om Claussen skrev Helge Rode i Det sjælelige Gennembrud (1928), at han var »en Mand fra de smaa Øer, ingen Ven af store Ord«, men så alligevel med en overraskende voldsomhed, som ved et møde med »en Panter i Krattet ved Guldborgsund«.
Forfattere som Peter Freuchen og Kaj Munk havde deres gang i Nykøbing F og blev begge studenter fra Katedralskolen, uden at det satte sig dybe spor, men Knud Romer lagde sig voldsomt ud med de lokale, herunder barndomsvenner og bekendte, da han satte sit eget liv på romanform i Den som blinker er bange for døden (2006). Var Falster virkelig en koncentrationslejr? I den følgende roman Kort over Paradis (2018) anslår titlen et lysere blik, og forfatteren erklærer egnen sin kærlighed: »Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det er det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig. Alting var nyt og som en forelskelse.«
