Marienlyst Slotshave, eller Lundehave, som den blev kaldt i Frederik 2.s periode og langt op i 1700-tallet, har haft en omskiftelig tilværelse.
Hans Raszmussøn Blocks renæssancehave fra begyndelsen af 1600-tallet var opdelt i regulære kvarterer uden umiddelbar aksial tilknytning til slotsbygningen. Haven blev udbygget med flere kvarterer, og i 1716 stod Bendix Weinman for en barokhave med broderiparterrer og bosquetter.
Jardin forenklede 1759‑63 udtrykket i overensstemmelse med sin ombygning af det nu nyklassicistiske hus. Bedene blev proportioneret efter bygningen, og haverummets afgrænsning blev understreget af rækker af lindetræer. Hertil knyttede Johan Ludvig Mansa i retning mod Hornbæk fra 1790’erne en langstrakt, landskabelig have med bl.a. grotter oppe på kystbrinken, brudt af kløfter. Herefter blev en landskabelig have anlagt i dele af parken.
Efter års forfald afviste landskabsarkitekt G.N. Brandt en egentlig rekonstruktion, idet han bl.a. fremhævede, at en rekonstruktion »let kunde komme til at ødelægge nutidige Værdier, uden at der opnaaes tilsvarende fremtidig Gevinst«. Brandt tog udgangspunkt i Jardins slot og komponerede 1919‑21 en enkel tredeling af fladen med to åbne græsflader og en central akse med a la grecque-borter tegnet af Brandt og uden forbillede i Jardins havekunst. Brandt betonede fire elementer i sit forslag: Muren, der giver klar afgrænsning og ro i haven. De gamle, skarptskårne lindealléer, der både tegner havens profil og dens ydergrænser. Zigzag-anlæggene på skrænten blev synliggjort og hækmønsteret plantet. Endelig genopstillede Brandt sandstensvaser fra Jardins anlæg, der markerer kardinalpunkter i haven. Udstrækningen af Mansas landskabelige have opleves endnu på trods af udstykning af dele af haven til bl.a. Helsingør Ferieby.
