Mejlgård, Glesborg

Mejlgaards historie går helt tilbage til middelalderen. Den middelalderlige gård lå dog syd for den nuværende hovedbygning.

Da landsdommer Axel Juul overtog jorden flyttede han placeringen af hovedbygningen til den nuværende placering i en eksisterende sø. Axel Juul havde kort efter reformationen bygget Herregården Villestrup, som ligger midt mellem Randers og Aalborg, og som var et af Himmerlands største herresæder på daværende tidspunkt. Oprindeligt menes hovedbygningens kvadresokkel at have rejst sig umiddelbart op fra vandspejlet, bygget på en pilotering af bøgestammer og uden en egentlig kælder, men med en lav stueetage og en hovedetage herover. Vinduerne var placeret i høje, rundbuede spejle. Muligvis har der herover været et styrterumsloft og et afvalmet tag. Oprindeligt havde bygningen også det store tårn på sydfløjen, og øst for portrummet lå i midterfløjen tidligere en stor treløbet hovedtrappe.

I 1868 opførte baron Christian Juel-Brockdorff det ottekantede trappetårn samt indrettede den store riddersal i østfløjen.

Kammerherre Niels Juel lod i 1889-91 hovedbygningen gennemgå en større ombygning ved arkitekt August Klein. I denne forbindelse blev der tilføjet en etage, og samtlige gavle fik blændinger og kamtakker, ligesom de fire frontkvisten blev opført. Porttårnet fik lanternespir, og de tre fløje fik ens fladbuede vinduesåbninger.

I 2003 blev Meilgård udsat for en betydelig brand i tagetagen. Herefter stod arkitekt Erik Einar Holm for en genopførelse af taget.

I 2004 er havedøren i sydsiden isat ligesom flere af vinduer er fornyet.

Mejlgård ligger på den nordlige del af Djursland. Hovedbygningen ligger på et fredet fortidsminde, bestående af et voldsted med vandfyldte grave omkring. Mod syd fører en stensat bro over voldgraven til en stor gårdsplads med ældre avlslænger mod vest og syd. Mod sydvest er endnu en bro over voldgraven til en offentlig slotspark.

Hovedbygningen er trefløjet omkring en indre gårdsplads, der åbner sig mod nord, og i den midterste fløj mod syd er et gennemgående portrum. De tre fløje er grundmuret og opført i tre etager med gråmalet sokkel, der på sydfløjen har bånd af tilhugget granit. Over soklen er murene filsede, hvidkalkede og afsluttet af en enkel flerleddet gesims. Alle tre fløje har kamtakkede gavle med blændingsfelter samt teglhængte, røde heltage, der i rygningen har hvidtede skorstenspiber med sokkel og gesims.

Midt på midterfløjens sydlige facade ses et fireetagers højt porttårn, der har en kvadratisk grundplan. Tårnet forlænger det gennemgående portrum fra midterfløjen og afsluttes af et kobberbeklædt tag med dobbelt lanterne og spir. I tårnet ses tillige en indmuret sandstenstavle og et ur, og den øverste etage markeres af gesimsbånd, blændingsfelter og hovedgesims med konsoller. Selve det gennemgående portrum er belagt med brosten og har krydshvælvet loft, der ligesom murene er hvidkalkede. I portrummet findes rækker af smedejernskroge og rundbuede nicher hvori der er monteret lamper. På hver side af porttårnet ses en etfags frontkvist med kamtakket gavl og blændingsfelter, og mod den indre gård har de to sidefløje lignende kviste over deres midterste fag. I gårdsiden ses tillige et ottekantet trappetårn i tre etager i hjørnet mellem midterfløjen og den vestlige sidefløj. Tårnet er i rød, blank mur med en markant muret gesims og et kobbertag med vindfløj. I tårnet er en tofløjet flammeret dør med dobbelt slagliste, kobbergreb og over døren er et rundbuet blændingsfelt. Mod gårdspladsen findes lignende tofløjede døre i sidefløjenes midterste fag og i det østligste fag i midterfløjen. Dørene er alle malet i en mørk gråbrun farve, og er delvist ældre, og delvist nyere kopier. Derudover findes en enkel hvidmalet havedør i sydsiden vest for porttårnet. Alle tre fløje har korspostvinduer i de to øverste etager, mens vinduerne i den nederste etage, i kviste og gavle er torammede. Alle vinduer er hvidmalede, traditionelt udførte og har småtopsprossede ruder, hjørnebånd og skifersålbænke. På hver af de to sidefløjes mure mod voldgraven ses en hemmelighed i to etager med rødt, teglhængt halvtag. Hovedbygningen har tagrander og nedløbsrør i kobber.

I det indre indeholder den trefløjede hovedbygning i store træk en ældre grundplan, dog med nogle ændringer idet bygningen i dag rummer flere lejligheder, og derfor ses flere nyere skillevægge samt nye køkkener og badeværelser. Førstesalen er stadig sammenhængende og fungerer som beletagen med repræsentative stuer en suite i midterfløjen, mens de to sidefløje indeholder fordelingsgange langs med gårdsiderne og mindre stuer, værelser og badeværelser mod voldgraven. I den østlige fløjs nordlige ende er tillige et fornemt anretterværelse og en stor gennemgående riddersal.

På de to øvrige etager, stueetagen og anden etage er tillige en genkendelig rumstruktur, kendetegnet ved gennemgående rum i den smalle midterfløj, mens der i sidefløjene er fordelingsgange langs med gården og værelser mod voldgraven. I stueetagen i den østlige længe er et stort nyt gennemgående rum med to nye søjler og dragere midt i rummet til at holde det store loftspænd. I begge sidefløje er tillige en ældre bitrappe. Hovedtrappen er placeret i det ottekantede trappetårn, og er en vindeltrappe fra stueetagen til anden etage, hvorefter det sidste stykke op til loftet ændres til en spindeltrappe. Alle dele af trappen er udført i træ, vangerne er efterfølgende ådret, og værnet omkring trappens durchsicht er med kantede, gulmalede balustre og afrundet håndliste, der ender i en solid mægler. Loftetagen er uudnyttet og her ses en stor ny, men traditionel udført tagkonstruktion med fast undertag af brædder. På loftet findes et ældre urværk til urskive i porttårnet.

I hovedbygningen er de ældre overflader generelt velbevarede eller udskiftet til nyere, som er traditionelt udførte, herunder bræddegulve, mønsterparket og forskellige sten- og klinkegulve, pudsede vægge og lofter, der flere steder er udført med stuk. Tillige er der mange bevarede ældre bygningsdele og -detaljer, herunder et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, fordakninger og ældre hængsler og greb, forskellige helpaneler, fod-, brystnings- og lysningspaneler, listeindrammede vægfelter med farvestrålende tapeter og et meget stort antal ældre støbejerns- og kakkelovne. I riddersalen er loftet med kraftige konsolbårne bjælker, hvorimellem der er rigt dekorerede felter med æggestavsgesimser og forgyldninger. Væggene er tillige rigt udsmykket med tapetfelter, nybarokke, ådrede paneler og døre, der også har markante fordakninger. Mange af delene er forgyldte. Vinduerne i hovedbygningen er enten udført med optoglas eller har traditionelle forsatsruder.

Mejlgårds miljømæssige værdi knytter sig til den monumentale helhed med hovedbygningen placeret på et voldsted omgivet af en vandfyldt voldgrav. Den solitære bygning fremstår som et naturligt centrum for de omkringliggende avlslænger, der mod syd er med til at skabe rammerne for en aksial ankomst fra den lange allé fra syd, gennem en port i den sydlige avlslænge, tværs over gårdspladsen til den stensatte bro og hovedbygningens markante tårn på sydfløjen.

Hertil kommer, at de grønne omgivelser og voldgravens vandspejl, hvor hovedbygningens hvide mure og røde tage gengives, er med til at danne et idyllisk og særdeles stemningsfuldt miljø omkring den fredede hovedbygning. Endelig har den velbevarede pigstensbelægning på gårdspladsen og pigstenskanterne langs ydersiden af murene stor miljømæssige værdi, idet denne traditionelle belægning sørger for at opretholde en høj autenticitet og historisk stemning omkring den fredede hovedbygning.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til helheden omkring Mejlgård, hvor den markante hovedbygning sammen med voldgraven afspejler den traditionelle opbygning i 1500-tallet, hvor herregårdene blev opført som små forsvarsværker forskanset af voldgrave. Selvom Mejlgård er opført efter reformationen og selvom gravene oprindeligt var en natursø, og derfor ikke skulle udgraves på samme måde som en voldgrav, har det med stor sandsynlighed været vigtigt for bygherren, at hovedbygningen netop fik en forskansning, om end denne var af mere visuel betydning.

Bygningens tilblivelseshistorie aflæses i dag ved de mange forskellige lag af bygningsdetaljer, der vidner om herregårdens udvikling gennem flere hundrede år. Først og fremmest afspejler midterfløjens smalle form, de tykke mure, den kvadrede del af soklen mod syd, samt det krydshvælvede loft i portrummet den oprindelige opførelse i slutningen af 1500-tallet. Hertil kommer sandstenstavlen på porttårnet der indeholder et relief af den oprindelige bygherre og dennes hustru med våbenskjold og årstallet 1573. Også hemmelighederne på sidefløjene stammer fra den oprindelige bygning, og deres højde til og med beletagen afspejler bygningens daværende højde. Ydermere gemmer hemmelighederne på en kulturhistorisk fortælling om hvordan man i datiden klarede toiletforholdene på de store herregårde.

Det ottekantede trappetårn i gården har i sin formgivning og fremtræden en borgmæssig karakter i historicistisk stil, hvilket afslører opførelsen i anden halvdel af 1800-tallet. Det samme gør sig gældende for hele den senere store ombygning i slutningen af 1800-tallet af arkitekten August Klein, der stod for mange større og voldsomme ombygninger på landet herregårde. Hans markante historicistiske lag ses her tilført i form af de nygotiske kamtakkede gavle og kviste samt porttårnets kobberdækkede tag og spir, der giver mindelser til Rosenborg Slot.

Der knytter sig endvidere kulturhistorisk værdi til de mange skorstenspiber i tagryggene, idet de vidner om tidligere tiders eneste opvarmningsmulighed og tilberedningen i køkkenet.

I det indre er de forskellige stilskifter ligeledes aflæselige. Øst for portgennemkørslen i midterfløjen er et rum hvis form og kalkede mure har karakter af 1500- eller 1600-tallet, det samme gør sig gældende for de her bevarede massive egetræsoverlæggere ved vinduerne og en enkel bevaret bred dør med en fylding. Interiøret i hele hovedbygningen er dog i store træk fra slutningen af 1800-tallet i forbindelse med den store ombygning. I de gennemgående stuer på beletagen er der dog flere døre og paneler i tårnværelset som kan stamme fra tidligere, ligesom dørenes placering en filade langs med gårdsiden er et bygningsmæssigt træk som især er kendetegnet for 1700-tallet. Der er dog ingen tvivl om at den store riddersal, i sit overdådige og mørke interiør, er et velbevaret eksempel på historicismens pyntesyge med sammensmeltning af mange tidligere tiders stilistiske virkemidler. Også brugen af ådring, mørke træsorter og mønsterparket kendetegner datidens interiør. De bevarede indbyggede skabe i anretterværelset, der ligger før riddersalen, afspejler rummets funktion med muligheden for at servicere et selvskab i den store riddersal.

Hertil kommer at der er stor kulturhistorisk værdi i interiørernes forskellige detaljeringsgrad og materialeanvendelse, hvilket afspejler etagernes og rummenes indbyrdes hierarki og oprindelige anvendelse. Herigennem tegner et billede af opdelingen mellem de repræsentative stuer, private gemakker samt opdelingen mellem herskabet og tjenestefolkene. Dette ses tillige af opdelingen med den repræsentative hovedtrappe tæt på midterfløjen, mens bitrapperne, og især den i østfløjen er gemt mere af vejen og er udført mere enkelt.

Arkitektonisk fremtræder Mejlgårds hovedbygning som en helstøbt bygningskrop, hvilket i høj grad skyldes anlæggets gennemførte symmetri og den gennemgående enkle materialeholdning og farvesammensætning.

Den markante gråmalede sokkel og dennes forhøjelse med kvadre på sydsiden bevirker, at bygningen får en base med naturlig tyngde og overgang til terrænet. Kompositionen med de tre fløje, kvistene og den taktfast vinduessætning følger en præcis symmetri omkring porttårnet, der ved sin højde og det dominerende, irgrønne lanternespir fremtræder som hovedbygningens mest markante element.

Hovedbygningens homogene fremtræden skyldes tillige de stejle tagflader, der i udgangspunkt kun brydes af de fra facaden fortsatte frontkviste. Endelig har det stor betydning af både gavle og kviste har samme blændingsfelter og kamtakker, hvilket bevirker, at de tre længer har et naturligt samspil, selvom midterfløjen toner frem som den primære af de tre. De spinkle og fint opsprossede vinduesrammer giver en lethed til samtlige fløje og binder dem yderligere sammen visuelt.

Den gennemførte symmetri brydes kun på gårdsiden af trappetårnet. Materialeholdningen i blank mur står i stor kontrast til de hvidmalkede mure, hvilket har stor arkitektonisk værdi idet man opnår at fastholde læsbarheden af de tre fløje som én del og tårnet som en addition.

Indvendigt relaterer den arkitektoniske værdi sig til de mange bevarede interiører, der især i de repræsentative stuer har en symmetrisk opbygning med de mange bevarede bygningsdetaljer. Ydermere er der stor arkitektonisk værdi i beletagens grundplan med stuer en suite og døre en filade, der danner lange aksiale kig gennem alle stuerne. De gennemgående akser kommer rigtigt til deres ret ved dørenes indramning med gerichter og fordakninger og de forskellige stuers intense vægfarver. Antallet af farvestrålende kakkelovne er helt enestående, og på forskellig vis tildeler de alle en stor arkitektonisk værdi til rummene, dels på grund af deres høje håndværksmæssige standart men også på grund af deres placering i rummene som centrale elementer hvoromkring andre bygningsdetaljer kan spejles. Rummenes stukkatur fungerer tillige som et arkitektonisk virkemiddel, der flere steder har en meget dramatiske reliefvirkninger.

Endelig er der stor arkitektonisk værdi ved den gennemførte og overvældende riddersal, der er unik og dramatisk ved især loftudsmykningen. I riddersalen findes den største af de velbevarede kakkelovne, der også her er placeret midt for og flankeret af dobbelte fyldingsdøre. Hertil kommer hovedtrappen i trappetårnet, der på mange måder stilmæssigt forener sig med riddersalen. Igen er det de mørke træsorter, ådringer og guldmalede detaljer, der er stemningsgivende. Trappen har endvidere en hel særlig arkitektonisk værdi ved den sjældne kombination af en vindeltrappe med stort durchsicht, der øverst er omdannet til en spindeltrappe.

Læs videre om

• Mejlgård, Trap Danmark
• Auning Hospital
• Smedestræde 2, Grenaa
• Ørsted Kirkelade, Grenaa

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen