Den rytmiske musik i Syddjurs Kommune er i høj grad beroende på lokale ildsjæle. I Rønde arrangerer foreningen Musik i Rønde flere gange om året koncerter i KulturHotellet. KulturHotellet er desuden hjemsted for både Kulturskolen Syddjurs, hvor der undervises i musik og billedkunst, og Shanghai Akademiet, som er kulturskolens talentlinje for musik og dans, samt Syddjurs Egnsteater. Egnsteaterets ungdomsscene VærelZe 313 arrangerer hvert år sammen med Ungdomsskolen festivalen Blue Ocean Music Festival på Rampen foran Maltfabrikken i Ebeltoft. Ungdomsskolen er desuden primus motor i det årlige store musikarrangement for kulturskole- og ungdomsskolebands Rock i Rusk på Rosmus Skole. Foreningen Musik på Djurs arrangerer koncerter i Koed Forsamlingshus. Foreningen Kulturministeriet – Ebeltoft Kulturhus fejrede 10-års jubilæum i 2017 og er ligeledes stiftet og drevet af frivillige med både musik og teater på programmet. Her holder bl.a. den traditionsrige Ebeltoft Jazzklub, der blev stiftet i 1989, sine koncerter. På Fuglsøcentret i Knebel afholdes der løbende rytmiske koncerter.

I 1990 kom den bulgarske dirigent Michael Deltchev til Ebeltoft og stiftede Dansk Øst/Vest Kor for at udbrede kendskabet til musikkulturen fra Central- og Østeuropa. Koret skiftede i 2003 navn til Danish Music Consort (DaMuCo) og arrangerer løbende både kor-, klassiske og rytmiske koncerter. I Nationalpark Mols Bjerge har man hver sommer siden 2011 kunnet nyde tonerne fra 11 klassiske koncerter, når kammermusikfestivalen I Djurs og Mols finder sted. I 2011 blev Syddjurs Opera, som arrangerer koncerter med italienske operasangere, stiftet.

Efter at Fregatten Jylland i 1960 kom til Ebeltoft, har det sejrrige Slaget ved Helgoland d. 9. maj 1864 hvert år været markeret med faneborg og musik i gaderne ved Søværnets Tamburkorps.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Syddjurs Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans