Nakskov ligger på det vestlige Lolland ved bunden af den brede og øfyldte Nakskov Fjord. Byen er med en befolkning på 12.546 og et areal på 8,7 km2 kommunens klart største by. Den lille Indrefjord syd for byen er forbundet med den store fjord ved en ca. 100 m bred kanal, der giver den gamle søfartsby et præg af flodhavn.
Det skovfattige og frugtbare landskab ligger så lavt, at diger har været nødvendige både i forbindelse med landvinding og til beskyttelse mod højvande. Også fjordens vand er lavt, men en gravet sejlrende leder ind til byens havn, hvor den maksimale dybde nu er 8,5 m.
Byen ligger nord for kanalen i 0-5 m’s højde. Middelalderkvarteret mellem Havnegade og jernbanen er præget af bindingsværkshuse fra især 1700-tallet. De udbredte parcelhuskvarterer i byens udkanter er ældre end i de fleste andre byer. Fra 1913 opkøbte Nakskov Kommune således store arealer for at begrænse spekulationsmulighederne i den konstante boligmangel blandt tilflyttede industriarbejdere. De nye boliger på forstadsjorderne med lys og luft omkring husene stod i stor kontrast til boligerne i den tætte og nedslidte bykerne. Eksempelvis rummer Rosnæs ved kanalens munding en arbejderhavneby med 40‑50 huse og over 100 lejligheder opført af Nakskov Skibsværft 1918‑20. Nogle få boligområder er opført efter 2. Verdenskrig, fx Abildtorpe Mose‑kvarteret i nordøst og rækkehusene ved Rosnæs, Søhusene, i vest. Et antal stokhuse med almennyttige boliger ligger sammen med et kolonihave‑ område i byens nordlige del. Ellers er denne boligform ikke så udbredt, som man kunne vente det i en 1900‑tals industriby.
Øst for Nakskov Sukkerfabrik er i 1970’erne udlagt et større erhvervskvarter. Syd for kanalen findes et inddæmmet areal, og efter skibsværftets lukning i 1987 blev dets rummelige grund og bygninger udnyttet til vindmølleproduktion. En ny kaj blev tilføjet i 2020. Øst herfor ligger Færgeland, et mindre parcel‑ og rækkehuskvarter.
Nakskovs ældste grønne områder er Østre Anlæg, tidligere kirkegård, Vestre Anlæg og Indrefjordsanlægget.
