Da Rødding i 1844 blev hjemsted for en af verdens første folkehøjskoler, var det en forholdsvis stor landsby med 26 gårde og 34 husmandsfamilier. Rødding var da også tingsted for Frøs og Kalvslund Herreder. Højskolens grundlægger, Christian Flor, ønskede, at skolen både skulle give indsigt i kulturelle og naturvidenskabelige, herunder landbrugsfaglige, emner, og da den lukkede som følge af grænseændringen i 1864, blev de pædagogiske grundholdninger videreført hos afløseren i Askov. I 1865 etablerede pastor Cornelius Appel imidlertid også en ny højskole for piger i Rødding Højskoles bygninger, og den eksisterede indtil 1885.
Ligesom mange andre sønderjyske sogne oplevede Rødding en befolkningsnedgang pga. afvandring i tiden efter 1864, og i 1885 var der kun 542 indbyggere i byen mod 556 i 1871. Men den økonomiske fremgang, som satte ind i 1890’erne, og som bl.a. betød en stigende efterspørgsel fra sønderjyske landmænd, var til gavn for Rødding, der i dette årti bl.a. fik flere maskinfabrikanter og manufakturhandlere. I 1899 blev byen også endestation for jernbanen til Vojens, og i 1905, da befolkningstallet var nået op over 800, blev der registreret ni købmænd, fem værtshuse, tre møller, teglværk, læge, dyrlæge, apotek og postkontor. I 1904 fik Rødding også et andelsmejeri. Frimenigheden, der repræsenterede den organiserede danskhed i byen, overtog højskolens bygninger i 1890 og indviede en kirke i 1909. I 1904 fik byen også forsamlingshus og i 1907 en sparekasse.
Efter Genforeningen i 1920 blev Rødding administrativt center for en sognekommune og hjemsted for ting- og arresthus og politistation. Højskolen, der genåbnede i 1920, udviklede sig – især i Hans Lunds forstandertid 1926‑52 – til en af Danmarks førende »bondehøjskoler« med betydelig søgning. Derudover fik byen borger- og realskole (oprettet 1912 og udvidet 1933‑40), handelsskole (1919) og friskole (1946). Trods omstillingsproblemer for det sønderjyske landbrug efter 1920 oplevede Rødding fremgang for byens erhvervsliv i disse år, og i 1925, hvor byen fik et andelsslagteri, boede der ca. 50 selvstændige håndværkere i byen. I de følgende årtier fik Rødding en række nye industrier, bl.a. kartoffelsorteringscentral, møbelfabrik, karosserifabrik og autolakereri. I 1938 blev jernbanen imidlertid nedlagt. Befolkningstallet steg fra 1.132 i 1921 til 1.815 i 1960.
Rødding fortsatte som kommunalt administrativt center for Rødding Kommune efter 1970, men det ophørte med Strukturreformen ved udgangen af 2006. Samtidig blev Retten i Rødding også nedlagt. Derimod var byen stadig ramme om flere skoler og mindre industrier. Befolkningstallet nåede i 2006 op på 2.617.
