Roskilde Palæ - Slots- og Kulturstyrelsen

Roskilde Palæ blev opført på bestilling af Christian VI og rejst af Lauritz Thurah i 1733–1736. Palæet er i det ydre meget velbevaret og rummer stadig bispebolig og lokaler til Kongehusets disposition i forbindelse med kongelige bisættelser i Roskilde Domkirke. Dette gælder for Landemodesalen, Kabinet og Det Blå Værelse. Endvidere fungerer palæet som ramme om Museet for Samtidskunst.

Tidslinje over Roskilde Palæs historie
Af .

Bygningshistorie

Før palæet lå her en bispegård, der dateres helt tilbage til højmiddelalderen. Palæet er opført af materialer fra den tidligere bispegård og Bispebuen – en løngang i frådsten, der forbinder Palæet og kirken – er den eneste rest af bispegården, der er bevaret over jorden.

Det Kongelige Palæ

Roskilde Palæ, der er opført i 1733-36 af Lauritz de Thurah, var Thurahs første egentlige opgave som arkitekt. Byggeriet blev bestilt af Christian VI og måtte maksimalt koste 10.000 rigsdaler. Materialer fra den faldefærdige bispegård skulle i videst muligt omfang benyttes, ligesom det lå fast, at adgangen til domkirken som hidtil skulle være gennem den gamle løngang, Absalonsbuen. På den baggrund udarbejdede Thurah et rationelt bygningsanlæg.

Palæet skulle danne ramme om kongehuset inden de ved forskellige anledninger skulle bevæge sig over i kirken, og derfor valgte Thurah at placere hovedbygningen i forlængelse af den bevarede løngang – således at der fra kongens gemak var direkte adgang til kirken.

Hovedbygningen – corps de logis – blev bygget på bare fire måneder i 1733. Thurah skriver, at grundstenen blev lagt d. 12. maj 1733, da kongen på sin rejse til Norge den dag passerede Roskilde, og da kongen på tilbagevejen atter passerede Roskilde d. 23. september, holdt han taffel i den nye bygning med hele sit følge. Sidefløjene og portfløjen – alle i én etage – kom først til i 1736, men anlægget må have været planlagt i sin helhed allerede i 1733.

Roskilde Palæ blev organiseret således, at den centrale hovedbygning dannede ramme om kongehuset, mens den vestlige fløj var Kavalerhus og den østlige slotsforvalterens bolig. Portbygningen rummede flere funktioner, herunder to vognremiser i den vestlige længe, konditori i den østlige og i tværbygningen (krumhuset) stald med plads til syv heste på hver side af porten.

I hovedbygningens beletage lå de væsentligste rum i bygningens gavle med dronningens gemak i øst og kongens gemak i vest med den direkte forbindelse til kirken.

Ved opførelsen var bygningen hvidkalket med grå kvaderlisener og ”skulpturelle detaljer”. Det fremgår af inventarregnskabet fra 1762 (Rigsarkivet), hvori det nævnes, at bygningen ikke er ændret siden sin opførelse. En farveundersøgelse af hovedbygningens facader fra 1974 bekræfter, at midtrisalitten og den øvrige facades kvaderlisener har været kalket grå, og fortæller ligeledes, at der har været gråmalede vinduesindfatninger. I 1774 fremgår det i regnskabsdokumenterne, at hovedbygningen er gulkalket, dog fortsat med grå kvaderlisener og grå detaljer (bemalede indfatninger). Endelig ved man fra regnskaberne, at vinduesrammer og kvadersten er gulmalede i 1833.

De øvrige bygningers oprindelige farvesætning kendes ikke.

Skiftende brug

Gennem tiden har Roskilde Palæ haft skiftende funktioner og dannet ramme om forskellige begivenheder. Dette har i større og mindre omfang sat sine spor i bygningernes interiør, mens eksteriøret stort set er bevaret intakt som ved anlæggets opførelse.

Palæet havde under Napoleonskrigene store militære indkvarteringer. I løngangen, der forbinder hovedbygningen med Absalonsbuen, findes bevaret et stykke af en vinduespost, hvori der er et skudhul, som stammer fra de spanske troppers opstand imod en fransk general og dennes stab.

Stænderforsamlingen

I 1835 blev der på 1. salen i den østlige side af hovedbygningen af Jørgen Hansen Koch indrettet en stænderforsamlingssal, som d. 1. oktober 1835 blev åbnet for ”De rådgivende Stænder for Øerne”. Salen benyttedes indtil 1848, derefter blev den opdelt i mindre rum, og hovedbygningen blev udlejet til beboelse.

Fra 1927 blev Palæet igen bispegård, idet biskoppen for det nyoprettede Roskilde Stift (1922) fik bolig og kontor her. Sidenhen lagde palæet 1855-1926 lokaler til Roskilde Pigeskole, først i Vestfløjen og siden også i hovedbygningen. Politimesteren havde efterfølgende kontor og embedsbolig på adressen.

Bygningsbeskrivelse

For foden af Roskilde Domkirke, umiddelbart øst for kirken, ligger Roskilde Palæ. Et homogent firfløjet anlæg bestående af en markant hovedbygning i nord mod Domkirkestræde, to sidefløje og en bueformet portfløj i syd mod Palæstræde og Stændertorvet.

Alle bygningerne er gule og med helvalmede tage i røde vingetegl. På afstand markerer Hovedbygningen sig med sine to etager, fordi den er højere end anlæggets øvrige fløje, der alle er i én etage. Anlæggets fire fløje er i hjørnerne i gårdrummet sammenføjet af buede arkader, ligeledes gule, der tydeliggør afgrænsningen af gårdspladsen og understreger bebyggelsen som en sammenhængende helhed.

Hovedbygningen flankeres mod nord af lave sidebygninger, som set fra gårdrummet er tilbagetrukket i forhold til hovedhuset og delvist skjult bag arkademure. Den vestre sidebygning er i fire fag. Den østre sidebygning har syv fag mod gaden og er vinkelformet.

Hovedbygningen og domkirken er forbundet via en løngang med spidsbue – den såkaldte Absalonsbue – som er den eneste synlige rest af den bispegård, der blev revet ned umiddelbart før opførelsen af palæet.

Mod syd ligger den trefløjede portbygning med et karakteristisk krumhus, der i midten gennembrydes af en markant port flankeret af sidelænger. Portbygningens østfløj er kortere end den vestlige.

Gårdrummet er belagt med grus. Langs facaderne er der brostensbelagt, og på tværs af gårdrummet markerer brosten og to baner borduresten aksen. Gårdrummet er tydeligt afgrænset af bygningernes symmetriske orden med de to sidefløje, der er som spejlet over aksen.

Hovedbygningen

Hovedbygningen, der er opført i 1733, orienterer sig mod syd og gården. Bygningen er fuldmuret, pudset og gulkalket og opført i to stokværk over femten fag, hvoraf de tre midterste udgør en risalit med trekantsgavl. Den helvalmede, røde tagflade brydes kun af de zinkdækkede trekantsgavle på hver side af bygningen, og har i tagryggen fire skorstene opmuret i gule sten.

Facaderne er enkle og symmetriske. Der er relativt få sandstensdekorationer. Bygningsdetaljer som de forkrøppede vinduesindfatninger på risalitten og kvaderliséner på facadernes hjørner er pudsede og gulkalkede som murfladerne. Alle vinduer er hvidmalede korspostvinduer, firerammede og småsprossede.

Beletagens vinduer er højere end stueetagens. Mod nord (Domkirkestræde) fremstår facaden blottet for dekorationer. Her er vinduerne i stueetagen udstyret med grønne plankeskodder og vinduesrammerne er udført med 12 ruder. Alle andre steder har rammerne seks ruder.

Den kraftige hovedgesims er profileret og sandfarvet. På trekantsgavlen mod gården er en sandstensdekoration med Christian VI’s navnetræk flankeret af guirlander og med krone ovenover.

Hovedindgangen, der er hævet to granittrin over den sortmalede sokkel, er markeret med en meget stor indramning af sandsten og kraftig fordakning. Selve indfatningen er formet med forkrøppede hjørner.

Interiører

Den centralt beliggende vestibule fordeler til henholdsvis øst- og vestfløjen af hovedbygningen. På gulvet ligger store kvadratiske ølandsfliser, og en bred, italiensk baroktrappe i træ spænder hele rummet ud. Rummene i stueetagen er arrangeret en suite på hver side af risalitten.

På beletagen findes de fineste rum forbundet enfilade af store fløjdøre med forkrøppede indfatninger. Dørenes placering beskriver en klar akse i bygningens længderetning langs vinduerne mod syd, hvor det, såfremt alle døre er åbne, er muligt at opleve bygningen i dens fulde længde.

I den vestlige ende ligger en repræsentativ sal, hvorfra en skjult dør leder til en ”hemmelig” gang, der fører til Absalonsbuen, som igen fører videre til Domkirken.

I stort set samtlige rum er der fine lysningspaneler og detaljerige gerigter, døre og stuk. Gulvene er en blanding af egetræsparket og plankegulve i fyr.

Portbygningen

Portbygningen er overvejende opført af bindingsværk og gulkalket over stok og sten. Mod syd er den konvekse murflade på hver side af porten pudset og kalket. Bygningens sokkel er muret, pudset og sortmalet. Taget udgøres af en sammenhængende flade, der kun brydes af de zinkafdækkede tværgavle. Mod øst findes en tagkvist med frontispice i profileret træværk og luger afsluttet med bue. Mod vest findes en mere simpel pultkvist med luger.

Portåbningen er udsmykket med et gråmalet trærelief på frontispicen, og under denne ses pudsede pilastre med kapitæl og base i sandsten. Gavlfeltets dekoration er to sammenslyngede overflødighedshorn. Selve buen i portåbningerne er på begge sider markeret af sandsten med vederlagsprofiler.

I gården er porten mere enkel med fladt zinktag, konkave hjørner med kvadre og kun to pilastre i modsætning til forsidens fire. På hver side af porten er regulært murværk afsluttet af en muret og pudset gesims. På begge sider har portindramningerne et gråt gesimsbånd af træ umiddelbart over kapitælerne. Portens trædøre med små fyldninger i kvadreform er grønmalede på ydersiden og grå indvendigt.

Portbygningens facader er mod syd ganske lukkede. Bygningen orienterer sig mod nord og gården, som den med sin konkave form omslutter i bogstavelig forstand. Her er fire grønne, sparrelagte døre samt hvidmalede småsprossede vinduer.

Interiøret er, set i forhold til palæets øvrige bygninger, simpelt og præget af et snørklet rumforløb. De fleste rum er gennemgangsrum, der enten anvendes til kontorbrug eller udstilling. Dørene er hovedsageligt fyldningsdøre med profilerede gerigter. Der er ikke indvendigt synlige spor af bygningens oprindelige funktion som stald i form af båse eller lignende.

Sidefløjene

Sidefløjenes facader synes spejlet over midteraksen. Begge har tre grundmurede kviste med sandfarvede frontispicer, der bryder en kraftig hovedgesims. Der er en væsentlig proportionsforskel mellem de to fløje, idet den fritliggende vestfløj er ganske smal, hvilket giver klart udsyn til domkirken fra gårdspladsen. Forskellen i bygningsdybden ses i højdeforskellen mellem de to bygningers tagrygninger. Begge fløje har en centralt placeret gavlkvist mod henholdsvis øst og vest. Denne er pga. tagets proportioner noget mindre på vestfløjen, som også kaldes Palæfløjen.

Sidefløjene er opført i et stokværk, grundmuret, pudset og gulkalket. Vinduerne er hvidmalede, firrammede og småsprossede med seks ruder i hver ramme. Begge sidefløje er forbundet med Hoved- og Portbygning via buede arkademure.

Bispeboligen (Østfløjen)

Østfløjen omtales i dag som Bispeboligen. Fløjen er forbundet med Hovedbygningen via en vinkelformet mellembygning. På bygningens østlige side ligger en stor have, der skråner ned mod Sankt Ols Gade. Haven, der strækker sig i hele bygningens længde og støder op til Domkirkestræde samt den lange bindingsværkslænge i syd (Husarstalden), afgrænses af et grønmalet plankeværk. Indvendigt er østfløjen opdelt med værelser og stuer forbundet en suite. Rumforløbet varieres af rummenes individuelle farvesætning.

Centralt placeret er en stue med pejs, og herfra giver en fransk dør adgang til Bispehaven. Stuen er den ene af to større rum, der er gennemgående i husets tværgående retning, og dermed er gennemlyste. I stort set samtlige rum er der stuk og langs ydervæggene detaljerige brystningspaneler og lysningspaneler. Dørene er hvidmalede fyldningsdøre med profilerede gerigter.

Tagrummet er udnyttet til beboelse. Fra entréen giver en trappe i træ med udskårne ballustre adgang til fordelingsgangen i tagrummet. Rummet er her beklædt med paneler på vægge, skråvægge og loft, og panelerne er for den største dels vedkommende sammensat af gamle fyldningsdøre og paneler. Tagrummets forløb består af en række mindre lidt dunkle rum med skråvægge. Det naturlige lys kommer fra de forholdsvis få kvistvinduer.

Palæfløjen (Vestfløjen)

I tagryggen over de tre kviste knejser fire skorstene opmuret i blank mur. Facaden mod gården er enkel og helt uden døråbninger med 15 taktfast placerede vinduer. Facaden mod domkirken fremstår lukket. Her er få vinduer, og på hver side af facademuren markerer mure en klar grænse mellem kirkens og palæets areal.

Indvendig er palæfløjens rumforløb i høj grad intakt, især i stueetagen, hvor dørene dog er blevet demonteret for at fremme den nuværende udstillingsfunktion. Rummene ligger enfilade med døråbningerne på linje, således at der er udsyn fra ende til anden. Oprindeligt har indgangen til bygningen, som nu er i den sydlige gavl, været placeret centralt på facaden mod gården tilsvarende den overfor liggende østfløj.

Omgivelserne

Mod syd, i forlængelse af palæfløjen, ligger Palæhaven, der dels indrammes af Portbygningens vestlige længe og dels omsluttes af en mur af munkesten, som adskiller Palæet fra Domkirkens område. Haven ligger som en fredfyldt gemt oase, adskilt af den gamle mur fra det hektiske Stændertorv. Fra gårdspladsen anes haven bag et grønmalet plankeværk gennem den buede arkademur mellem port- og palæfløj.

Sydvest for de fire fløje, langs Palæstræde, ligger den tilhørende Husarstald, en aflang længebygning med rødmalet bindingsværk og gulkalkede tavl. Det helvalmede tag er beklædt med røde vingetegl. Bygningen, der er i 56 fag, afgrænser anlægget og danner ryg med ganske få åbninger i facaden mod Palæstræde i syd. Mod nord findes en del portrum. Porte og døre er alle malet grønne tilsvarende de øvrige bygninger, mens vinduerne er hvidmalede og småsprossede. Husarstalden rummer i dag depotfunktioner, udstillingslokaler samt konservatorværksted.

Miljømæssige værdier

Anlæggets placering midt i Roskildes historiske bykerne og dets klare fysiske relation til Domkirken er af stor miljømæssig værdi. Fra palæets gårdsplads opleves den gotiske domkirke i al sin pragt, som den rejser sig højt op over de røde teglstenstage. Palæet iscenesætter på fornem vis kirken, og har med bygninger og haver stor betydning og værdi for den historiske bykerne. Hertil kan stedfæstes ganske væsentlige kapitler af Danmarks historie.

Anlægget afgrænses klart mod byen med havemure, den ensartede materialekarakter og den lange bindingsværksbygning, Husarstalden, langs Palæstræde.

Palæet underordner sig kirken i sin skala og tilpasser sig bl.a. denne kontekst med sin organisering, hvor den lave vestfløj understreger kirkens enorme bygningskrop samt dens symbolske betydning i byen, hvor den store katedral ligger på det højeste punkt. Palæet er på en subtil måde forbundet med kirken via den skjulte løngang.

Arkitekturen er både stærkt kontekstuel og monumental. Udefra opleves anlægget ydmygt og lukket i sit udtryk. Kun portåbningen afslører et kik til det indre. Set fra gårdspladsen opleves anlægget stærkt symmetrisk og betydningsfuldt med den klare orden samt bygningernes tydelige hierarki.

De miljømæssige værdier knytter sig også i høj grad til de rumligheder, anlæggets enkelte bygninger og bygværker tilsammen udgør. Palæets bygninger har store arkitektoniske kvaliteter og udgør sammen med gårdspladesen en klart defineret helhed. Et udtryk, der forstærkes af de rumdannende buede mure, som binder bygningsvolumenerne sammen og giver anlægget et særkende.

Arkademurene skaber en dynamisk vekselvirkning mellem på den ene side det store åbne rum i midten og på den anden side de mere intime og vidt forskellige rum ved anlæggets fire hjørner. Buerne er sammen med portåbningen med til at iscenesætte pladsen i midten, og de fungerer på sin vis som portaler til palæet. De giver flere varierende perspektiviske kig udefra og ind på tværs af pladsen og indefra og ud.

Kulturhistoriske værdier

Palæet er Hofbygmester Lauritz de Thurahs første væsentlige byggeri og regnes blandt barokkens hovedværker i Danmark. Palæet har på trods af sin beskedne størrelse sandsynligvis haft stor indflydelse på efterfølgende værker i den danske arkitekturhistorie og kan således relateres til bl.a. Frederiksberg Slot, som Thurah byggede videre på i 1732-38 med bl.a. to lange fløje med buegange mod gården. Samtidig er det svært ikke at drage paralleller til Ridebaneanlægget ved Christiansborg, hvortil tegningerne er fra 1738, altså få år efter palæet.

Med buede mure og arkadebuer repræsenterer anlægget endvidere det første af sin type her til lands. Hidtil havde den barokke arkitektur givet sig til udtryk i fremhævede og ofte forkrøppede bygningsled, her bliver den nu overført til murfladerne.

Den stadigt synlige og klare sammenhæng mellem Roskilde Palæ og Domkirken er vidnesbyrd om enevældens stærke forbindelse mellem konge og kirke (1660-1849). Kort efter at være blevet udråbt som konge modtog denne salvinger i kirken, som symbol på at majestæten fik sin magt direkte fra Gud. Kongen havde altså uindskrænkede rettigheder og var kun ansvarlig over for Gud. I bygningernes bevarede hierarki og stramme symmetri opleves hovedbygningens oprindelige betydning som kongens bolig fortsat.

Palæets oprindelige funktion er også stadig aflæselig, både i det ydre og det indre med den markante hovedbygning – kongeboligen, hvorfra der er bevaret adgang til Domkirken. Hovedbygningen anvendes til stadighed af kongehuset og repræsenterer herved omtrent 280 år efter opførelsen sin oprindelige funktion, og de væsentligste rum forbundet med de kongelige ceremonier er bevaret.

Skjult i palæets mure og delvist under bygninger og gårdspladsen findes fysiske rester af den bispegård, som lå her før palæet blev opført. Den eneste synlige rest af denne tidligere bebyggelse er Absalonsbuen.

På 1. sal i hovedbygningen findes stadig fysiske spor af Stænderforsamlingens sal. Stænderforsamlingerne har spillet en afgørende rolle i tilblivelsen af grundloven og dermed det demokratiske samfund, som Danmark er i dag.

Palæets funktionshistorie er rig og symboliserer i hovedsagen kongen, kirken og demokratiet.

Arkitektoniske værdier

De arkitektoniske værdier knytter sig først og fremmest til anlæggets homogene helhed og eksteriørets høje autenticitet. Den arkitektoniske styrke ligger i bygningernes klare organisering og hierarki, deres ensartede bygningsdele, den rytmiske gentagelse af elementerne og i sidste ende facadernes stoflige gule overflader, der binder det hele sammen.

Anlægget er formet med en klar geometri og orden, beskedent i størrelse og enkelt i arkitektur. Isoleret set er hver en fløj et smukt og velproportioneret hus, der har bevaringsværdi i sig selv. De fire fløje komplementerer hinanden og er variationer af den samme bygningstype. Alle er de gulkalkede, har palævinduer og helvalmede stort set ubrudte, tagflader i røde vingetegl. Deres sammenspil skaber synergi og bevirker, at de enkle bygningsvolumener og det gårdrummet imellem dem visuelt fremstår som en markant enhed, hvorfra enhver subtraktion vil være fatal.

Mellem bygningerne opleves et stærkt hierarki, som underbygger den samlede arkitektoniske værdi. Port- og sidefløje underordner sig og iscenesætter hovedbygningen. Iscenesættelsen understreges endvidere af den stramme symmetri, den aksiale forbindelse gennem porten over gårdrummet til hovedbygningens indgangsportal og de indrammede kig til det indre over aksen og diagonalt gennem arkademurene.

Portbygningen afslutter på fornem vis gårdrummet over for hovedbygningen med den fine portal og den buede murflade, der harmonerer med de ligeledes buede arkademure. Den fremtrædende port bryder markant det buede, lukkede krumhus.

Interiørernes arkitektoniske kvaliteter er overordnet karakteriseret af klare rumforløb, velproportionerede rum med elegante lysningspaneler og fyldingsdøre med varierende indfatninger og gesimser. Særligt fine rum finder man i hovedbygningen, hvor trapperummet markerer sig stærkt. Beletagens rum er højloftede og forbundne med enfilade. De belyses gennem de høje vinduer og fremtræder dermed med stor arkitektonisk kvalitet. I særdeleshed den velbevarede landemodesal i 1. etages vestlige ende, der fortsat anvendes som kongeligt gemak, er af høj arkitektonisk værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om Slotte

Eksterne links