Høj, 3,50 x 22 m. I top gravning 4 m br. 1,60 m dyb. Mindre gravninger i siderne mod syd og øst. Fod og lidt af siderne mod vest afskåret af vej. Græsklædt.
Rundhøje er den mest almindelige type af gravhøje, der kendes i Danmark, og de findes overalt i landet. Rundhøjene har fået deres betegnelse efter deres kuplede form. I Danmark findes der tusinder af fredede rundhøje, men mange er overpløjede og enten helt forsvundet eller kun til at finde ved en arkæologisk udgravning. Læs videre her.
Brandgrav er en betegnelse for en gravlæggelse, hvor den døde person er blevet kremeret og derefter gravlagt enten i en nedgravning i jorden eller i en urne. Brandgravene var en kendt gravform i oldtiden, men blev først for alvor udbredt fra yngre bronzealder (ca. 1100-ca. 500 f.v.t.) og frem. De ældste kendte brandgrave stammer fra jægerstenalderen (ca. 12.800-3950 f.v.t.). Læs videre her.
Oldtiden er den overordnede betegnelse for den første tidsperiode, der følger efter istidens afslutning. Den indledes med de første jægere, der fulgte i hælene på rensdyrene mod nord til det nuværende danske område omkring 13.000 f.v.t. Oldtiden afsluttes af jernalderen. Denne periode har sit navn efter jernredskaberne, der stammede fra den hemmelige udvinding af jern, som dominerede den ældre del af jernalderen. Læs videre her.
Bronzealderen afløste stenalderen. Den har fået sit navn fra de mange bronzegenstande, der bl.a. er fundet i gravhøje samt nedsat i moser og åer som ofringer til guderne. Særlig karakteristisk for ældre bronzealder er rundhøjene, hvorfra flere opsigtsvækkende arkæologiske fund kendes, idet særlige bevaringsforhold i visse af gravhøjene har betydet, at den eller de gravlagte er yderst velbevarede. I yngre bronzealder gik indbyggerne fra jordfæstegrave til at brænde de døde på et ligbål og begrave dem i brandgrave. Læs videre her.
