Rygård ligger på Rygårdsvej 28 i Nyborg Kommune. Bygningen er fredet og har tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Navnet Rygård vidner om en herregård med en anseelig alder, en rydningsgård fra tidlig middelalder, nævnt første gang i 1372 i et dokument fra Valdemars Atterdags tid vedrørende en arvesag. Rygård var da ejet af Hagbard Jonsen.

Rigsråd Johan Urne, der tilhørte en af landets ældste adelsslægter, overtog Rygård i 1480. Johan Urne lod den nuværende hovedfløj opføre i begyndelsen af 1500-tallet. Muligvis har den kongelige bygmester og stenhugger Martin Bussert, der også stod for opførelsen af den nærliggende herregård Hesselagergård i 1538, medvirket til udformningen af Rygård. Den nordvendte hovedfløj blev opført over en middelalderlig kælder med krydshvælvinger og svære granitsøjler. Trappetårnet, som stod midt for sydsiden, var firkantet og med samme omløbende buefrise som hovedfløjen. Adgangen til det nedre stokværk var dog umiddelbart fra gårdspladsen ad en ydre trappe. Vinduesåbningerne var udformet med lave, fladbuede stik, senere blev der indsat større, kurvehanksbuede vinduer i hovedfløjen. Kælderen og de to hovedstokværk havde en i hovedtræk ensartet rumdeling med gennemgående gavlsale, adskilt ved en mellemliggende forstue, hvor der er i nedre stokværk mod nordsidens karnap var fraskilt et kammer, som i lighed med gavlsalene i begge etager var udstyret med en kamin. Den lave, sydvendte portfløj blev opført omkring 1520, og nord- og sydlængen stod en tid som et parallelanlæg forbundet ved spærremure i øst og vest. De to sidefløje mod henholdsvis øst og vest blev opført inden Johan Urnes død i 1537. Med opførelsen af disse fløje fik Rygård sit nuværende udseende som et lukket, firefløjet anlæg i røde munkesten under teglhængte heltage. I 1582 blev Margrethe Urne, Johan Urnes barnebarn, gift med Niels Bild fra Ravnholt, der udvidede gårdens jordtilliggende.

Omkring 1590 lod Niels Bild de to runde trappetårne i borggården opføre. Et højt tårn midt for hovedfløjen samt et noget lavere tårn i det sydvestlige hjørne mellem portfløjen og den vestre fløj. Han lod antageligt også herregården modernisere ved at indsætte større, kurvehanksbuede vinduer. I mange år blev riddersalen brugt som kornloft. Rygård var blevet grundigt hærget af de svenske besættelsestropper i 1658 og var øde, afbrændt og nedbrudt, da Peder Pedersen Lerche erhvervede Rygård i 1670. Lerche var oprindeligt købmand, men han var i kraft af sin formue steget i rang og kunne i 1679 krone sit værk med en adelstitel. Under hans ejertid blev gården udvidet betragteligt, ligesom han i 1671 lod Rygårds avlsgård genopføre efter en brand. I 1766 blev Rygård købt af Adam Gottlob Moltke, der i 1762 havde erhvervet den nærliggende herregård Glorup. Da Moltke overtog Rygård var de store, firkantede vinduer antageligt allerede blevet isat fløjene. I 1773 blev Rygård underlagt Glorup birk, hvilket betyder retskreds. Moltke øgede Rygårds udbytte, forbedrede bøndernes jorder, ophævede jordfællesskabet med Langå by og delte sin egen jord i 11 komplette marker. Grøfter og vandledninger blev forbedret på disse marker, som blev adskilt ved hegn og stengærder. Mellem Rygård og Glorup lod han hugge en vej gennem skoven og havde derved forbundet de to herregårde. I 1889 blev nogle af de gamle avlsbygninger erstattet af en ny avlsgård beliggende sydøst for hovedbygningen.

I 1915 blev der gennemført sikringsarbejder på Rygård ved arkitekt Ivar Bentsen, og i årene 1920 – 1922 en egentlig restaurering ved arkitekt Jens Ingwersen. Ingwersen fjernede østfløjens karnap, som han ikke mente, var oprindelig samt lod genskabe salsetagens kurvehanksbuede vinduer fra 1500-tallets slutning. I 1900-tallet blev riddersalen anvendt som kornloft. I 1963 lod ejeren Alice Rosenkrantz arkitekt Jarl Heger indrettet en tidssvarende beboelse i den gamle hovedfløj og i de tilstødende dele af sidefløjene. Hovedbygningen lå oprindeligt på et lille snævert voldsted skævt for verdenshjørnerne. Også den store, uregelmæssige ladegårdsplads syd og sydøst for borgholmen har været omgivet af vandfyldte sænkninger, hvor der også lå en vandmølle, der udnyttede borgsøens afløb. På et tidspunkt blev gravene mod øst og syd kastet til.

Beskrivelse

Rygård ligger tilbagetrukket fra landevejen vest for landsbyen Langå, omgivet af skove og marker. Hovedbygningen er et fritliggende, firefløjet bygningsanlæg, som ligger på en ældre borgholm, der mod vest og nord afgrænses af vandfyldte grave, mens den mod øst og syd omgives af en have. Både borgholm og voldgrave er fredet som et fortidsminde. Avlsgården består af spredte bygninger, der ligger syd for hovedbygningen. Avlsbygningerne er ikke omfattet af fredningen og beskrives derfor ikke nærmere.

Hovedbygningen udgør et lukket, firefløjet anlæg med en portåbning i den søndre fløj samt to runde tårne i den indre, pigstensbelagte borggård. Samtlige fløje er to etager høje, opført i røde munkesten over en sokkel af kampesten og bærer røde, teglhængte heltage med blændingsprydede, kamtakkede gavle, der alle afsluttes af en skorstenspibe. I samtlige fløje er øverste etage let udkraget over en frise af flade buer, som gentages under tagudhænget. Hovedfløjen mod nord er den højeste af Rygårds fire fløje, idet den er opført på nedrammede pæle over en ældre, hvælvet kælder. Øverst er et halvstokværk, der i langsiderne er udformet som en udkragende vægtergang med konsolbåren buefrise og skydeskår. I borggården, midt for hovedfløjen og i hjørnet mellem syd- og vestfløjen, står et rundt trappetårn opført i munkesten med en muret gesims og et rødt, teglhængt, ottesidet tag. Hovedfløjens trappetårn er det højeste og det er øverst prydet af en vindfløj, mens trappetårnet i hjørnet over indgangsdøren har en muret pilasterportal med fronton. På sydsiden har sydfløjen et fremspringende portparti, der afsluttes af en kamtakket frontgavl. Vinduerne er ældre, smårudede og hvidmalede, og de er mestendels udformet som kryds- eller korspostvinduer, men der er også et- og torammede vinduer. I hovedfløjen sidder vinduerne i første sals højde i dobbeltfalsede, fladbuede vinduesåbninger. Dørene sidder i kurvehanksbuede, lave døråbninger og de består af ældre, brune revledøre med ældre beslag.

Portrummet er pigstensbelagt, i væggene af røde munkesten ses fire murede, fladbuede nicher og det fladbuede tøndehvælv er kalket hvidt. Rygårds hovedbygning er opdelt i to boliger: en bolig i nord- og østfløjens stueetage samt en bolig i syd- og vestfløjens stueetage. Syd- og vestfløjen samt det lave trappetårn kunne ikke besigtiges, og deres indre er derfor ikke omfattet af hovedbygningens indvendige beskrivelse. I trappetårnet er den oprindelige, snoede spindeltrappe, der er udført i svære håndhuggede egetræsplanker. I stueetagen er ud for trappetårnet en forstue, et lille indliggende gæstetoilet samt et værelse mod voldgraven, i vestgavlen er en gennemlyst stue med en muret kamin, og i nordvæggen er der adgang til en hemmelighed i ydervæggen. I østgavlen er et køkken og ind mod gårdrummet er en smal gang. Gangen giver via et par murede trin i ydermuren adgang til østfløjens stueetage, der er indrettet med en gang imod borggården og værelser mod haven. Hovedfløjens førstesal udgøres af ét stort rum, riddersalen, der har en muret kamin i hver gavl. Indbygget i nordmuren giver en muret trappe adgang mellem riddersalen og skytteloftet, hvor der er en omløbende vægtergang. Vægtergangen er indrettet på selve murkronen, mens det store tagværk bæres af en vældig tømmerkonstruktion med lange ranker og skråbånd. Fra skytteloftet er de understrøgne tagsten synlige.

Hovedfløjen indeholder nederst en kælder med krydsribbehvælv båret af en række svære, runde granitsøjler. Kælderen består af et gennemgående rum i midten samt et stort rum mod både øst og vest. Østfløjens nederste etage består af to gennemlyste rum, der hver har egen indgang fra gårdrummet: et brændselsrum og et gæsteværelse med eget badeværelse. Hovedbygningen har en ældre og overvejende traditionel materialeholdning med teglstensgulve i kælderen, ølandssten nederst i trapperummet samt plankegulve, væggene er kalkede, også skillevæggene med synligt bindingsværk, og i lofterne er der synlige bjælker og loftsbrædder. Der er bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder revledøre med ældre beslag. I hovedfløjens stueetage er der flere nyere, umalede rammedøre med tilhørende karme.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Rygård knytter sig til herregårdens lidt afsides beliggenhed omgivet af et karakteristisk herregårdslandskab med marker, enge, skovarealer og vejforløb. Det samlede herregårdsanlæg med hovedbygning, avlsbygninger og forpagterboliger er velbevaret og vidner om en herregård med en lang udviklingshistorie. Hovedbygningen, som ligger på en fortidsminde-fredet borgholm i den delvist bevarede voldgrav, udgør det naturlige omdrejningspunkt i dette unikke kulturmiljø. Fortællingen om, at Rygårds hovedbygning helt har været omgivet af voldgrave, er stadig aflæselig i havens græsklædte lavninger samt i den let hævede ankomstvej, der fører hen til portgennemkørslen i sydfløjen. Rygårds autentiske og helstøbte fremtræden styrkes tillige af den indre, pigstensbelagte borggård, hvis beskedne dimensioner er helt enestående.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Rygård som indbegrebet af en herregård fra første halvdel af 1500-tallet, hvor den formidler overgangen mellem gotik og renæssance. Den ældste del af Rygård er opført som en middelalderlig forsvarsborg, idet nordfløjen oprindeligt var et enkeltstående hus med indtil 1,75 meter dybt murværk, vægtergang og skydeskår placeret på en borgholm og omgivet af voldgrave. Rygårds vægtergang er ikke forsynet med nedadrettede skoldehuller, således som de herreborge, der blev opført efter Reformationen og Grevens Fejde.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til de historiske lag, der afspejler herregårdens høje alder og udviklingshistorie samt at Rygårds murværk bærer mærke af ikke helt få ændringer. Navnlig gælder det hovedfløjens nordfacade, der har rejst sig umiddelbart op af vandspejlet med kælderen som en fuldt synlig etage, kun oplyst af snævre, skydeskårsagtige glugger med stærkt smigede sider. Her ses endnu udgangen til den længst forsvundne, tårnagtige karnap på midten, der måske har haft en forsvarsmæssig betydning, og hvis forløb kan følges i murværket, ligesom de kraftige kragsten til øvre stokværks hemmelighedskarnap vest herfor. Også skytteloftet har haft en fremspringende bekvemmelighed nær vestenden, mens stueetagen havde den indbygget i selve murtykkelsen. Midt for hovedfløjens gårdfacade synes en firkantet tårnkarnap fra starten af at have rejst sig på det nuværende runde trappetårns plads. Fortandingens forløb viser, at tårnkarnappen har været planlagt med samme omløbende buefriser som hovedfløjen. Tiden hvor Rygård har stået som et parallelanlæg kan ses ved, at portfløjens gavle flugter med hovedfløjens.

Udbygningen til en sluttet, firlænget borggård er næppe sket efter en forud lagt plan, idet sidefløjene i øst og vest er bygget hen over de tidligere spærremure. Derved springer sidefløjene med deres halve dybde frem foran gavlflugten for at skabe et større gårdrum, omend den endelige størrelse endda kun blev 18x15 meter, hvilket også er sket på bekostning af anlæggets forsvarsmæssige muligheder. Murværket bærer mange spor efter ændringer og ombygninger herunder, at der ved vestfløjens vestvendte langside nær sydgavlen tidligere var en karnap, hvilket kan aflæses i buefrisens afbrydelse og de tilmurede døråbninger, hvoraf den nederste sidder tilbagetrukket i en dobbeltfals. Også østfløjen har haft en karnap, hvilket kan aflæses i den fladbuede dør i den dobbeltfalsede døråbning. Hertil kommer portgennemkørslens smalle åbninger til brug for vindebroens kæder, der oprindeligt gav adgang til borgholmen. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de ældre døre og vinduer. De lave og brede, rundbuede revledøre med lange, svungne beslag er udformningsmæssigt fra herregårdens opførelsestidspunkt, hvor dørene udgjorde en vigtig del af forsvarsanlægget. Dørenes dimensionering gjorde, at den der gik gennem døren måtte dukke hovedet og således befandt sig i en noget usikker stilling set i forhold til en angrebssituation. På traditionel vis er borggårdens døre hængslet i venstre side, hvilket gav ejeren mulighed for indefra at forsvare sig med sværdet i højre hånd, og ligeledes åbner de indad, hvilket gav ejeren mulighed for at barrikadere sig. Ligeledes er der værdi ved hovedfløjens genskabte vinduer på første sal med smårudede korspostvinduer i dobbeltfalsede, fladbuede vinduesåbninger, som er et vidnesbyrd om vinduernes udformning i slutningen af 1500-tallet. Hertil kommer de store, firkantede korspostvinduer med små ruder, der vidner om en modernisering i 1700-tallet, hvor man efter tidens skik og brug har ønsket at få mere dagslys ind i bygningen. I det indre ses også, at Rygård var opført som en værdig bolig for en af rigets fremtrædende adelsmænd og samtidig var en borg, der var udformet med forsvar for øje.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig således til kælderens højtsiddende skydeskårsglugger, til vægtergangen med skydeskår samt trappetårnet med spindeltrappen, som indvendigt vidner om et hus beregnet til forsvar. Hovedbygningen har bevaret en ældre grundplan. I hovedfløjen lader den sig tydeligst aflæse i kælderen, der har hovedfløjens oprindelige plandisponering med gennemgående gavlsale adskilt ved en mellemliggende forstue. Dette kan til dels også aflæses i stueetagen ved de to gavlsale med murede kaminer i gavlene. Hertil kommer førstesalens riddersal, som er et vidne om senere tiders behov for en stor, repræsentativ sal. I riddersalen ses tillige murede gavlkaminer samt endnu svage rester af kalkmalede udsmykninger fra tiden, hvor salen var opdelt ligesom kælderen. At kælderen er ældre end den nuværende hovedfløj kommer til udtryk i den middelalderlige konstruktion med krydsribbehvælv og svære, runde granitsøjler.

Således står den hvælvede kælder, gavlsalene med plankegulve, murede kaminer og synlige loftbjælker, hemmeligheden, riddersalens murede løntrappe til skytteloftet, trappetårnet med den svære spindeltrappe af egeplanker og skytteloftet som bevarede repræsentanter for den tidlige renæssance. Dette både i kraft af rummenes tidstypiske udformning og i forhold til deres materialer og bygningsdetaljer, hvor de ældre bygningsdetaljer som revledøre med beslagværk, forskellige typer murnicher, kalkmalerier, kaminer og det imponerende tagværk underbygger renæssancens udtryksform og således understreger bygningens oprindelige stemning. Hertil kommer det indmurede skab i østfløjens korridor, som vidner om tidligere tiders levevis, idet skabet blev brugt til opbevaring af tyendets personlige træspiseskeer.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Rygård knytter sig i det ydre til det sluttede, firelængede borganlæg, der på trods af, at de fire fløje ikke er bygget på én gang, har et udtalt fællespræg på grund af den ens og gedigne materialeholdning i røde teglsten. Hovedbygningen fremstår tillukket og uindtagelig på grund af det fæstningsagtige præg som hovedfløjens vægtergang med skydeskår giver. Hertil kommer de to runde trappetårne og murenes forholdsvis få vinduesåbninger, samt at den eneste adgang til borggården sker gennem sydfløjens portgennemkørsel.

Hovedbygningen har en sluttet form på trods af, at sidefløjene springer en halv dybde frem for hovedfløjens og portfløjens gavlflugt. Den sluttede form understreges af det gedigne murværk i rød, blank mur og de ubrudte, røde heltage. De smårudede vinduer fremstår spinkle og filigranagtige og giver en virkningsfuld kontrast til det solide murværk. Bygningen har en overvejende horisontal orientering, hvilket understreges af murværkets etageinddelinger med de omløbende buefriser samt af de store, ubrudte tagflader. Det horisontale modsvares dog af de opadstræbende, kamtakkede gavle med aflange blændingsfelter, hvor især hovedfløjens dobbeltbueblændinger træder frem og giver hovedfløjen et herskabeligt og imponerende ydre, hvilket også skyldes hovedfløjens større højde. Som fløjenes facader fremstår de to runde trappetårne med en yderst enkel udsmykning, hvor hjørnetårnet er rigest udsmykket. Ud over den murede gesims, som begge tårne er forsynet med, er hjørnetårnet endvidere etageinddelt ligesom døråbningen er forsynet med en muret pilasterportal med trekantfronton. Tårnene udmærker sig desuden ved deres runde form, der er en harmonisk tilføjelse til det ellers stramme firefløjede anlæg. Facadernes og gavlenes murværksdekorationer giver hovedbygningen karakter, og sammen med vægtergangen er de Rygårds mest fremtrædende træk. Rygård er et stateligt, stort stenhus og et af landets særdeles vigtige bygningsværker.

I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til hovedfløjens hvælvede kælder, hvor ribbehvælvene og rækken af runde, svære søjler samt de højtsiddende, små vinduer med skrå vindueslysninger giver en særlig stemning til de enkle, kalkede rum. Kælderen står således i kontrast til de højloftede og lysrige stuer i stueetagen samt riddersalen på første sal, hvis interiører med plankegulve, murede kaminer, kalkmalerier, synlige bjælker og loftsbrædder udgør velbevarede interiører fra 1500-tallet. Trappetårnet med den på en gang svære og yderst elegante spindeltrappe af håndhuggede egeplanker fremstår med sine kalkede vægge yderst homogen, nøgtern og solid. Endvidere er der arkitektonisk værdi ved skytteloftet med konstruktionen af den omløbende vægtergang med teglstensgulv, indrettet på selve murkronen, samt det synlige, storslåede tagværk af middelalderlig karakter med lange ranker og skråbånd påbladet det svære egetømmer for at kunne optage tagets vældige vægt, der ellers ville trykke vægtergangens spinkle brystningsmure ud. Det rige tømmer og enorme dimensionering danner således et imponerede tagrum med understrøgne tagsten. Rygård indre går således fint i spænd med det imponerende ydre.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links