Sankt Annagade 27

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har været tæt forbundet med de svingende indtægter byen fik fra Øresundstolden og forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har været i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt i kilderne første gang i 1231 og beskrives som et lille fiske- og færgeleje. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og for at sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 fik Krogen sit nuværende navn, Kronborg. Erik af Pommern udlagde også Helsingørs byplan, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne var lette at opdele i gode byggegrunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger.Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik købsstadsrettigheder i 1426, og byens borgere fik skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærende sig ind til ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge heraf indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mindre international.

Sankt Annagade 27's nuværende udseende stammer tilbage fra begyndelsen af 1800-tallet, men bygningselementer fra før 1736 indgår i bygningen. I 1736 bestod ejendommen af tre mindre bebyggelser i bindingsværk ud til Sankt Annagade. Mod gården lå to større bindingsværksbygninger i henholdsvis fjorten og femten fag. I begyndelsen af 1800-tallet overtog guldsmed Lindberg bebyggelsen og lod seks fag af det daværende fjorten fag lange bindingsværksforhus grundmure. I 1826 blev hele forhuset grundmuret og forhøjet til to etager. Forhuset fik på dette tidspunkt sit nuværende udseende. I 1837 og 1847 blev henholdsvis gavle og bagside omsat til grundmur. Sidehuset til højre i gården blev opført i 1826. Sidehuset til venstre blev ligeledes opført i årene omkring 1826 og 1827. For begge sidehuse gælder det, at de blev ombygget mellem 1857 og 1867, så de hver især herefter fremstod som et femten fag langt bindingsværkshus på to etager. Sidenhen er forhuset blev ombygget i 1979-80, hvor især facadens vinduespartier blev ændret. Alle tre huse blev restaureret i 1979-80, hvor sidehuset mod højre stort set blev revet ned og genopbygget. Alle tavl blev fjernet og de brugbare mursten blev genanvendt. Gavlen blev grundmuret ved denne lejlighed.

Sankt Annagade 27 ligger overfor Helsingør Karmeliterkloster og Sct. Mariæ Kirke i den centrale del af Helsingør. Forhuset med de to sidehuse omkranser et pigstensbelagt gårdrum, der afsluttes af en mindre bygning, der ikke er omfattet af fredningen. Forhuset er et tolv fag langt, grundmuret hus i to etager med en mindre kælder og en uudnyttet tagetage. Heltaget er et mansardtag belagt med røde vingetegl, og i mansarden sidder tre kviste mod gaden og to mod gården. I rygningen ses en muret skorstenspibe med sokkel og krave, og mellem for- og sidehuset til venstre for porten ses en muret skorstenspibe. Forhuset står på en sortmalet sokkel, og muren fremstår mod gaden pudset og malet i en lyseblå nuance, mens den mod gården er malet i en lysegul nuance. Stueetage og førstesal er adskilt af en kordongesims, og facaden afsluttes af en sparrenkopgesims. Under vinduerne ses sålbænke. De to midterste fag udgøres af en nyere, men traditionelt udført port under en kurvehanksbue med slutsten. I portgennemgangen sidder fire nyere, men traditionelt udførte døre, der fører ind til lejlighederne i forhuset. De to sidehuse er sammenbygget med forhuset og mod gården ses fire fag af forhuset. Mod gaden udgøres vinduerne af nyere, men traditionelt udførte firerammede vinduer med en enkelt tværsposse, mens de i kvistene og mod gården udgøres af torammede, småtopsprossede vinduer. Alle vinduer, døre og porten er hvidmalede. I det indre er der i stueetagen to lejligheder, en på hver side af porten, der begge går ind i sidehusene. På første sal ligger der tre lejligheder, en på hver side af porten og en over porten. Lejlighederne er indrettet med en traditionel planløsning med stuer mod gaden og sekundære rum som køkken, badeværelser og mindre værelser mod gården med en enkelt undtagelse, hvor køkkenet ligger mod gaden. Enkelte ældre bygningsdele og -detaljer er bevaret, herunder mure af bindingsværk, ildsted, gerichter, bræddegulve, trapper med drejede balustre og håndliste. Derudover ses en del nyere overflader og bygningsdele, herunder tapet, glatte døre og lysningspaneler. Kældergulvet er belagt med pigsten og har vægge af kampe- og munkesten samt en ældre trækonstruktion med synligt bjælkelag, dog enkelte steder understøttet af nyere træbjælker. På tagetagen ses ældre gavle af bindingsværk mod nabohusene.Sidehuset til venstre for porten er et femten fag langt bindingsværkshus i to etager med grundmuret gavl og en uudnyttet tagetage. Sidehuset står på en sortmalet sokkel og bærer et heltag belagt med røde vingetegl. Bindingsværket består af bruntopstolpet træværk og tavl kalket i en lysegul nuance, og facaden afsluttes af en sortmalet enkel hovedgesims. Vinduerne udgøres af nyere, men traditionelt udførte torammede vinduer med to tværsposser. I det andet yderste fag sidder en nyere, men traditionelt udført fyldingsdør. Alle vinduer og døre er hvidmalede.I det indre ligger en lejlighed over to etager med overvejende nyere, men traditionelt udført bygningsdele, herunder gerichter og bræddegulve. Herudover ses nyere overflader, herunder tapet.

Sidehuset til højre for porten er ligeledes et femten fag langt bindingsværkshus i to etager med grundmuret gavl og en uudnyttet tagetage. Dette sidehus står ligeledes på en sortmalet sokkel og bærer et heltag med røde vingetegl. Bindingsværket er som det andet sidehus også med bruntopstolpet træværk, tavl kalket i en lysegul nuance og afsluttes af sortmalet enkel hovedgesims. Vinduerne udgøres af nyere, men traditionelt udførte torammede vinduer med to tværsprosser. I det andet yderste fag og i midten sidder to nyere, men traditionelt udførte fyldingsdøre. Alle vinduer og døre er hvidmalede. Det indre udgøres af to lejligheder, der ligger i den bageste del af sidehuset, en på hver etage. I midten af sidehuset ligger en trappeopgang med adgang til tagetagen. Lejligheden har få ældre bygningsdele bevaret, herunder vægge af bindingsværk. Herudover er der overvejende nyere, men traditionelt udført bygningsdele, herunder gerichter og bræddegulve. Derudover ses nyere overflader, herunder tapet.

Den miljømæssige værdi ved Sankt Annagade 27 knytter sig til forhuset som et væsentligt bidrag til kvarteret og de omkringliggende gaders husrækker, der domineres af ældre huse i stort set samme skala, form og materialeholdning. Sankt Annagade 27 er således med til at fastholde det bevarede kulturmiljø i kvarteret og især mod genboen, der udgøres af Helsingørs Karmeliterkloster og Sankt Mariæ Kirke. Endvidere er der miljømæssig værdi knyttet til sammenhængen mellem forhuset og de to sidehuse, der skaber et ældre og stemningsfuldt gårdrum i midten af Helsingør.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til forhusets fremtræden som et gedigent borgerhus i Helsingør, der afspejler datidens velstand samt vidner om de tendenser, der gjorde sig gældende i Helsingør i første halvdel af 1800-tallet, hvor forhuset fik sit nuværende udseende. Fra omkring 1800 og frem blev klassicismen det fremherskende ideal. For arkitekturen betød det, at bygningernes mure skulle fremstå glatte, pudsede og malede. I Helsingør gør en særlig håndværkerklassicisme sig positivt gældende. Det er ofte mindre byhuse i to etager over en kælder, som i Sankt Annagade 27, hvor håndværkerklassicismen ligeledes kommer til udtryk i den glatte, pudsede og malede facade, der opdeles af en kordongesims og afsluttes af en sparrenkopgesims og i de tidstypiske vinduer med større rammer forneden end foroven. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til hierarkiet mellem form og materialeholdning, der klart adskiller forhuset fra sidehusene, hvor forhuset i grundmur med facadeudsmykning fremtræder repræsentativt, er sidehusene både i det ydre og indre tydeligt sekundære bygninger, hvis berettigelse tidligere har været funktionspræget. I det indre er den kulturhistoriske værdi knyttet til de traditionelle planløsninger i forhuset med stuer mod gaden og sekundære rum som køkken, badeværelser og mindre værelser mod gården. Hertil kommer de bevarede bygningsdetaljer, herunder ildsted, mure af bindingsværk, gerichter, trapper med balustre og håndliste samt bræddegulve, der vidner om bygningens alder og funktion som bolig.

Den arkitektoniske værdi ved Sankt Annagade 27 er i det ydre knyttet til forhusets langstrakte bygningskrop mod gaden, hvor længden understreges af facadens horisontale opdeling med en let profileret kordongesims mellem stueetage og førstesal og den afsluttende sparrenkopgesims. Den horisontale virkning understreges ligeledes af delingen mellem mansarden og den ubrudte øverste tagflade. Hertil kommer, at porten i midterfagene er med til at bryde den horisontale virkning, så bygningen ikke fremstår monoton. Porten skaber tillige en symmetrisk opbygget facade, der får bygningen til at fremstå rolig i bybilledet.Der er tillige arkitektonisk værdi knyttet til de to langstrakte, ensartede sidehuse og forhusets bagside, der skaber en arkitektonisk sammenhæng omkring det pigstensbelagte gårdrum på trods af forskelligheden i materialerne. De stort set ubrudte tagflader på sidehusene understreger de langstrakte bygningskroppe og markerer sammen med de stort set ubrudte gavlender afslutningen på sidehusene.

Læs videre om

• Karmeliterklosteret, Helsingør
• Lo-skolen, Helsingør
• Romerhusene, Holger Drachmannsvej, Helsingør

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen