Sankt Olaigade 55

Helsingørs bygningskultur har været tæt forbundet med byens politiske og økonomiske historie. Opførelsen af nye bygninger har hængt stærkt sammen med de svingende indtægter byen fik fra Sundtolden, den livlige handelstrafik, voldsomme epidemier og med forskellige kongers byggeaktiviteter på Kronborg samt med militære konflikter i nærheden af byen. Helsingør har i tidernes løb været forskånet for store brande, hvilket betyder, at byen har bevaret en kerne med mange middelalderlige bygninger. Helsingør by bliver nævnt første gang i Kong Valdemars jordebog fra 1231 og beskrives som et lille fisker- og færgeleje, der formentlig allerede på dette tidspunkt havde købstadsrettigheder. Byen voksede frem omkring Sankt Olai Kirke, den senere domkirke, og udviklede sig langsomt, indtil Erik af Pommern i 1425 pålagde alle handelsskibe, som passerede igennem de danske farvande en afgift, den såkaldte Øresundstold. Samtidig med indførelsen af Øresundstolden opførte Erik af Pommern borgen Krogen på den yderste del af næsset for bedre at kunne håndhæve sin kongelige myndighed og sikre gode betingelser for opkrævningen af Øresundstolden. I 1577 lod Kong Frederik d. 2 Krogen nedrive og opførte i stedet det nuværende Kronborg. Erik af Pommern udlagde også byplanen, hvis hovedstruktur er bevaret til i dag, og som er kendetegnet ved en regulær inddeling i nogenlunde regelmæssige firkantede karreer. Karreerne har været lette at opdele i gode byggegrunde; med smalle grunde, der kunne anvendes til gavlhuse med side- og baghuse, samt brede grunde til huse med langsiden mod gaden. Fra byens centrale gade, Stengade, anlagde man en række smalle stræder ned mod stranden, hvor Strandgade senere blev anlagt. I dag er husrækken på Strandgade et eksempel på, hvordan velhavende borgere havde råd til at opføre prægtige bygninger. Opførelsen af borgen og ikke mindst Øresundstolden fik stor betydning for den lille by, fordi hundredevis af skibe ankrede op ved byen og provianterede der. Det blev grundlaget for en rivende udvikling, hvilket kom til at sætte sine spor i en rig bygningskultur. Helsingør fik ligeledes udvidet købsstadsrettigheder, og for at sikre et øget indbyggetal, fik byens borgere skattefrihed på enten fem eller ti år, når de byggede nye huse, alt efter om huset man byggede, var opført i træ eller sten. Indbyggerne i Helsingør ernærede sig indtil ophævelsen af Øresundstolden i 1857 primært ved handelen med de opankrede handelsskibe, og byen havde som følge af handelen indbyggere fra hele verden, særligt englændere, skotter, hollændere og tyskere. Efter ophævelsen af Øresundstolden mistede Helsingørs borgere en stor del af deres indtægtsgrundlag, og bygningskulturen blev herefter mere enkel, mindre ekstravagant og mere hjemlig.Sankt Olaigade 55 er opført i 1852 for grosserer I.P. Lundwall. I 1960erne blev tagetagen moderniseret.

Bygningen ligger på hjørnet at Sankt Olaigade og Sophie Brahesgade midt i Helsingørs gamle bykerne. Sankt Olaigade 55 er en grundmuret hjørnebygning på to etager over en høj kælder med et smigfag. Bygningen hviler på en sortmalet sokkel og afsluttes af et heltag med røde vingetegl. I rygningen mod Sankt Olaigade sidder to murede skorstenspiber med sokkel og krave, hvoraf den vestre er som bygningens facader. I tagfladen sidder flere ovenlysvinduer og i hjørnet er en nyere tagkvist. Bygningens facader er blåkalket, hvor den blå farve bliver lysere i takt med etagehøjden. Facaden afsluttes af en hvid, aftrappet hovedgesims, og etagerne adskilles af en hvid, profileret kordongesims, mod gården er dog kun kordongesims mellem stue- og førsteetagen. Mod gaden er alle fagene anbragt i hvidmalede, forsænkede partier, hvori der sidder ældre korspostvinduer. Flere vinduer, især mod Sophie Brahesgade er blændet. Mod gården er vinduerne to- og tre-rammede. I gavlen sidder overvejende to-rammede vinduer og et enkelt et-rammet. Mod Sankt Olaigade er der via en stentrappe med støbejernsgelænder adgang til bygningen via en ældre fyldingsdør med opsprosset overvindue. På gårdsiden sidder der to ældre fyldingsdøre med samme overvinduer som mod gaden. Endvidere er der en mindre luge påbygget, hvori der sidder en to-fløjet plankedør med en rude i hver fløj, der fører ned til kælderen. Vinduer og døre er malet i en lys perlegrå. Vinduerne er overvejende ældre, men der er også nyere, blandt andet et termovindue i kælderetagen mod gården. På gavlen pryder flere murankre. I det indre er der bevaret en genkendelig ældre grundplan med stuer mod gaden og køkken mod gården samt fadebur ved bagtrappen. Etagerne forbindes af en ældre svungen trappe med udskårne balustre og rundbuet håndliste. Der er bevaret mange ældre bygningsdele og detaljer, herunder vinduer med gerichter, anverfere og stormkroge, fyldingsdøre med greb og gerichter, stukkatur, pilastre, brystningspaneler, indbyggede skabe, bræddegulve og lofter. I kælderen er der hvælv og et stort ildsted med overfor liggende hulrum. Tagetagen er udnyttet og fremstår med nyere overflader fra 1960'erne, herunder gipslofter, veluxvinduer og gulvtæpper, desuden er der et nyere køkken og badeværelse. Et rum er afskærmet og her er der ældre gulve, der afspejler hvor det tidligere pigekammer var placeret. Fra dette rum er der ligeledes adgang til bagtrappen og en loftslem, hvorfra der er adgang til et uudnyttet spidsloft.

Den miljømæssige værdi for Sankt Olaigade 55 knytter sig til beliggenheden på et hjørne overfor Sct. Olai Kirken og danner herved et markant punkt på gaden. Dertil kommer bygningens placering om hjørnet, idet de to gader dermoed forbindes samt understreger det særlige kulturmiljø i Helsingørs centrum, der vidner om en lang historie med forskellige byggeskikke.

Den kulturhistoriske værdi for Sankt Olaigade 55 knytter sig i det ydre til bygningen, som et eksempel på, hvordan borgerskabet vandt frem i løbet af 1800-tallet og fik mere magt overfor kirken og adelen. Dette gav sig til kende i en arkitektur og byggeskik, hvor borgerskabet søgte tilbage til det klassiske og væk fra det dramatiske og udsmykkede, der havde kendetegnet adelens bygninger. Borgerskabets huse bar således præg af en herskabelighed, som indtil da kun havde været adelen forundt. Dette betegnes som klassicisme og fra omkring 1800 og frem blev denne stil det fremherskende ideal. For arkitekturen betød det, at bygningernes mure skulle fremstå glatte, pudsede, hvidmalede eller malet i stenkulør med kordongesimser mellem etagerne. Endvidere gjorde en særlig håndværkerklassicisme sig gældende i Helsingør. Det er ofte mindre byhuse i to etager over en kælder, forsynet med et enkelt kordonbånd mellem etagerne og under taget en enkel udkraget hovedgesims. Vinduerne har ofte en pudset indfatning. Tillige tilskrives der kulturhistorisk værdi til forskellen mellem facaden, der har flere dekorative elementer end gårdsiden, der fremstår afdæmpet. I det indre knytter bygningens kulturhistoriske værdi sig til den oprindelige planløsning med stuerne mod gaden og køkken mod gården og fadebur placeret ved bagtrappen. Tillige hvordan udsmykningen følger rummets formål, således at i stuerne ses pilaster, stukkatur, der adskilles af tofløjede fyldingsdøre, hvorimod værelserne er mere afdæmpede. Hertil kommer de bevarede bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre med greb og gerichter, stukkatur, pilastre, hovedtrappen med balustre og håndliste, indbyggede skabe, brystningspaneler, markering af pigekammer på tagetagen, forskellen på hoved- og bagtrappe samt ildstedet og hvælvingerne i kælderen, der vidner om bygningens alder og udvikling.

Den arkitektoniske værdi for Sankt Olaigade 55 knytter sig i det ydre til velproportionerede form samt til det relativt enkle ydre, der har klassicistiske træk, hvilket ses i den enkle facade med få dekorative elementer, de svagt tilbagetrukket og indfattede korspostvinduerne, der skaber en let relief- og skyggevirkning. Hertil kommer vinduernes taktfaste placering, der understreger den symmetriske opbygning og giver en rolig facade. Endvidere giver den sorte sokkel bygningen tyngde under den høje kælder. De høje døre med overvindue er modsat med til at slanke bygningen. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens ældre bygningsdetaljer og overflader. Herunder fyldingsdøre med gerichter, der sammen med brystningspaneler, pilastre og lofternes stukkatur giver et elegant udtryk i stuerne. Hertil kommer hovedtrappens mægler, rundbuet håndliste og drejede balustre, der sammen med de mange ældre overflader skaber et velbevaret interiør, der understreger bygningens repræsentative karakter.

Læs videre om

• Iver Pedersens Gård, Helsingør
• Karmeliterklosteret, Helsingør
• Sankt Annagade 11

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen