I 2018 opførte Varde Sommerspil teaterstykket Chaplin – the Musical på Friluftsscenen Arnbjerg med ca. 55 medvirkende. Christopher Curtis havde skrevet musikken, og Carsten Friis stod for iscenesættelsen i Varde.
.

Varde Kommune ligger meget tæt på Esbjerg og dermed Musikhuset Esbjergs teaterudbud med turnerende teatre. Noget professionelt teaterudbud kan Varde Kommune ikke selv tilbyde, men man har altid været glad for at spille teater i Varde.

I 1860 indrettede konditor Carl Stech et teater i en nyopført sidebygning til sin forretning i Vestergade 13 i Varde med plads til knap 400 tilskuere. Her blev der spillet dilettant op til flere gange om ugen, indtil ejendommen blev revet ned i 1958.

I 1970 blev 7-kanten, Den Vestjyske Amatørscene, oprettet, og Varde kan i dag bryste sig af en af landets største amatørteaterforeninger med omkring 500 medlemmer. Foreningens største årlige produktion er Varde Sommerspil, som bliver opført på Friluftsscenen Arnbjerg i Varde for samlet op mod 30.000 tilskuere. Dertil kommer omkring syv mindre forestillinger, som bliver vist på enten Smedeværkstedet i Varde eller på 7-kantens egen scene i Janderup. Varde Vinterspil spiller i Musikhuset Esbjerg, da en stor del af publikum kommer fra Esbjerg. Det forventes, at 7-kanten bliver fastboende i Smedeværkstedet, som udvides til egentligt kulturhus med teatersal og prøvefaciliteter. Friluftsscenen Arnbjerg blev anlagt i 1947 og har plads til ca. 2.100 tilskuere.

Helle Amatør Teater Samvirke, HATS, har siden 1986 opført et spil i november for voksne i Agerbæk, mens HATSB, med børnehold fra 1. til 8. klasse, har deres forestillinger i maj-juni. Revy og juleshows opfører Teaterforeningen Optimisterne nu i Skovlund Ansager Hallen efter i årene 2002‑16 at have spillet på Møllen ved Ansager Å, som de restaurerede og indrettede som teater med plads til 72 tilskuere, men i 2016 blev møllen solgt til andet formål.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Varde Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Teater og film