I løbet af perioden 1993‑2020 steg BNP pr. indbygger i alle regioner i Danmark (se figur). Derimod blev spændet mellem den hurtigst voksende region, Region Hovedstaden, og den langsomst voksende region, Region Sjælland, ganske stort. Mens førstnævnte er vokset med næsten 60 %, har væksten i sidstnævnte været på blot ca. 25 %. Udviklingen i de tre øvrige regioner – Nordjylland, Syddanmark og Midtjylland – placerer sig med en vækst på lidt under 40 % midt imellem de to yderpunkter.
Hvis vi indsnævrer tidshorisonten til tiårsperioden 2009‑18, var der en samlet realvækst i dansk BNP pr. indbygger på 11,5 %. Opdelt på regioner topper Region Hovedstaden med en vækst på 18,0 %, og ingen af de øvrige regioner kommer i nærheden heraf. Tættest på er Region Syddanmark med en samlet vækst på 12,5 % i perioden. Dernæst følger Region Sjælland lige under landsgennemsnittet med en vækst på 10,6 %. Lavest placeret er Region Nordjylland og Region Midtjylland med en vækst på hhv. 9,5 % og 9,2 %.
Hovedbudskabet er altså, at Region Hovedstaden er spydspidsen, når det gælder om at drive den økonomiske vækst i Danmark. Derudover fremgår det, at spredningen blandt de andre regioner ikke er markant.
Dette billede flugter med indsigten fra den internationale litteratur, nemlig at metropoler og større byer er vigtige drivkræfter bag økonomisk vækst. Dette gælder altså også i Danmark, hvor København skiller sig ud, hvis man ser nærmere på den geografiske fordeling af væksten i dansk økonomi i de senere år.
Dette sender et klart budskab om, at der faktisk sker en geografisk skævvridning af den økonomiske vækst i Danmark. Hvis de store regionale forskelle fortsætter, kan det på længere sigt føre til en udfordring med et Udkantsdanmark i endnu større skala.
Udviklingen har at gøre med strukturelle fænomener som globalisering og ny teknologi. Med outsourcing af produktionen forsvinder en række job for ufaglærte og lavtlønnede i landdistrikterne. Dette sker ikke for forskning og udviklingsaktiviteterne, som typisk udføres i de større byer, hvor virksomhedernes hovedkvarterer ligger, og hvor uddannelsesniveauet er højere.
Udviklingen er således ikke kun karakteriseret ved, at arbejdspladser for ufaglærte nedlægges, men også ved, at der skabes nye jobs for veluddannede og vellønnede specialister. Det er altså et Danmark som vidensøkonomi, vi er vidne til, og her er urbanisering et uundgåeligt biprodukt.
Det bør også nævnes, at forskelle i BNP pr. indbygger ikke nødvendigvis fanger forskelle i levestandard. Flere forhold kan forklare dette. For det første kan en person have bopæl og ansættelsessted i to forskellige regioner. En person, der arbejder i Ballerup, men bor i Ringsted, vil med sin beskæftigelse bidrage til at øge BNP i Region Hovedstaden, men med sin bopæl bidrage til at hæve indkomsterne i Region Sjælland. For det andet bidrager eksistensen af offentlige indkomstoverførsler på tværs af regionerne til at svække relevansen af BNP pr. indbygger som indikator for velstand.
Der er således grund til at korrigere for sådanne forhold, hvis der skal skabes et mere retvisende billede af fordelingen af velstanden i Danmark på tværs af regioner og landsdele. Spørgsmålet er, om der tegner sig et (væsentligt) andet billede, hvis man i stedet for BNP sammenligner udviklingen i lønninger og disponibel indkomst på tværs af regionerne.
Der er markant forskel på spredningen i lønningerne og spredningen i disponible indkomster på tværs af regionerne. Pointen er, at de disponible indkomster spreder sig mindre end lønningerne, målt i faste priser. Ser man eksempelvis på 2018, er de gennemsnitlige lønninger udbetalt i Region Sjælland og Region Hovedstaden markant forskellige, idet der næsten er dobbelt så stor en lønudbetaling pr. indbygger i Region Hovedstaden. Ser man derimod på den gennemsnitlige disponible indkomst i Region Sjælland, er den ca. 85 % af den gennemsnitlige disponible indkomst i Region Hovedstaden.
Dog er forskellen i den disponible indkomst steget de sidste 25 år. Dette bliver meget tydeligt, hvis man illustrerer hhv. den disponible indkomst og aflønningen af ansatte på et Danmarkskort (se figur). København fremstår som et sted med meget høje lønudbetalinger pr. indbygger, men ser man derimod på de disponible indkomster, er billedet mere ensartet på tværs af landet. Der er stadig markante forskelle – men de er tydeligt mindre.
En del af denne forskel kan forklares ved, at der i Danmark er nogle produktionscentre, hvor størstedelen af befolkningen aflønnes, samt indkomstoverførsler. Nogle regioner har en større koncentration af vellønnede jobs end andre regioner. De deraf følgende regionale forskelle i disponibel indkomst udjævnes i nogen grad, men ikke fuldt ud af skatterne og de offentlige indkomstoverførsler samt af arbejdskraftens mobilitet, da mobiliteten tenderer mod at udjævne lønforskelle.
De offentlige overførsler er generelt er de steder, hvor indkomsterne er lave, men ikke er nok til at forklare forskellen i lønninger og indkomster (se figur). Eksempelvis har Nordsjælland meget høje indkomster, men lave overførsler, hvilket er en klar indikator på arbejdskraftens mobilitet. Samtidig er det også tydeligt, at de offentlige overførsler udgør en substantiel andel af indkomsten på eksempelvis Bornholm og dermed er med til at udjævne uligheden.
Dog kan det på længere sigt blive en udfordring med markant forskellige udviklinger i produktionen på tværs af landsdele, hvis ikke arbejdskraftens mobilitet flytter med, da indkomstoverførslerne ikke nødvendigvis kan kompensere fuldt ud for forskellene i produktion.
Derudover vil landsdele med højere produktion typisk nyde godt af de »eksternaliteter« (dvs. den påvirkning, som rammer andre personer end dem, der er direkte involveret i produktionen), der typisk følger med virksomhedernes tilstedeværelse, såsom et varieret kulturudbud, fritidsaktiviteter, restauranter mv.
Hovedstadens førerposition har i Danmark ført til, at et stort politisk flertal ønsker at udflytte statslige arbejdspladser til provinsen med det formål at bevare sammenhængskraften. Dette kan være fornuftigt, hvis man ønsker at sprede erhvervsaktiviteten ud over hele landet. Men det er næppe nok. Omvendt er det nok vigtigt at erkende, at urbanisering er et fænomen, som ikke kan rulles tilbage. Og nok så vigtigt er det at sikre, at folk bliver bedre kvalificerede til de job, der skabes i byerne. Her er udfordringen at sikre, at de personer, der har brug for et fagligt løft, har adgang til relevante uddannelser.
En måde at håndtere dette på kunne være gennem et større udbud af mere praksisnære uddannelser på bachelorniveau. Sådanne uddannelser kan udbydes af professionshøjskolerne, men de kan også komme fra filialer af eksisterende universiteter. Læreanstalterne bliver altså mere decentraliserede med universiteter og professionshøjskoler baseret i flere byer, end det er tilfældet i dag. Det centrale er, at dette sker som led i at undgå yderligere skævvridning af Danmark. Læreanstalterne skal derfor arbejde tæt sammen med det lokale og regionale erhvervsliv, ligesom de skal integreres med byernes kulturelle liv.
