Dendrokronologi, dvs. aldersbestemmelse ved hjælp af træernes årringe, er den nøjagtigste af de naturvidenskabelige dateringsmetoder, som arkæologerne i dag råder over. Princippet bag metoden er enkelt: hvert vækstår føjer endnu en årring til en træstammes tykkelse, derfor kan man finde et nyfældet træs alder ved at tælle dets årringe. Skiftende klimaforhold medfører, at årringene varierer i tykkelse fra år til år. I et område med ensartede vækstforhold vil rækkefølgen af tykkere og tyndere årringe være fælles for alle træer af samme art. Denne variation af tilvæksten danner et årringsmønster, som er specielt for træets levetid, og som aldrig vil genfindes helt magen til i nogen anden periode. Derfor kan årringskurver fra forskellige træer ud fra årringsmønstret passes sammen indbyrdes, dvs. dateres i forhold til hinanden. Ved hjælp af prøver fra levende træer, tømmer fra gamle bygninger, træ fra arkæologiske udgravninger osv. kan man opbygge en årringskurve, som rækker længere og længere tilbage i tiden, en såkaldt "grundkurve". Den kan bruges til datering af træ med ukendt alder.Den dendrokronologiske metode stammer fra USA, hvor der findes træer med en alder på flere tusinde år, bl.a. børstekogle-fyr (Pinus aristata), verdens ældste levende organismer, hvoraf enkelte er mere end 4000 år gamle. Her er det lykkedes at opbygge en grundkurve, som går næsten 9000 år tilbage i tiden. I Europa udføres dendrokronologiske undersøgelser især på egetræ, som er det mest udbredte og holdbare bygningstømmer. Egetræer bliver sjældent mere end 2-300 år gamle, og opbygningen af en lang grundkurve er derfor et møjsommeligt puslespil med mange fejlmuligheder. I praksis har man måttet bruge meget forskelligt prøvemateriale. Nogle steder har det været egestammer fra sand- og grusaflejringer langs de store floder, træer der har vokset ved flodbredderne, men som er skyllet væk ved højvande og aflejret andetsteds. Andre steder har man brugt moseeg - egetræer, som har vokset på eller ved kanten af moser, hvis tørvelag har bevaret dem til nutiden. Ofte indgår træ fra forhistoriske anlæg, f.eks. veje, huse, befæstninger, i grundkurverne. I de senere år er det lykkedes at opbygge meget lange grundkurver for egetræ flere steder i Europa. Den længste sammenhængende kurve er på 7272 år og er fra Irland. I England har man opbygget en næsten lige så lang kurve. I Tyskland har man flere grundkurver tilbage til ca. 4000 f.Kr. og desuden en "flydende", dvs. endnu ikke årstalsdateret, kurve tilbage til ca. 8000 f.Kr. De europæiske grundkurver for egetræ har været vanskelige at etablere, men kan nu betragtes som helt pålidelige. I Danmark har man kunnet føre grundkurven tilbage til århundrederne lige inden Kr.f., dvs. at den endnu ikke omfatter bronzealderen. Det har imidlertid været muligt at knytte målinger af egekisternes årringe til den nordtyske grundkurve. Det betyder, at henved 20 danske egekistefund fra bronzealderen har kunnet dateres ved hjælp af den dendrokronologiske metode. Bl.a. har det vist sig, at Egtved-kistens yngste årring kan sættes til år 1370 f.Kr. Da kistens bark er bevaret, må dette årstal være fældningsåret for det træ, hvoraf kisten var fremstillet - og dermed formentlig også det år, hvor Egtved-pigen døde.
