Aalborghus Slot (Slots- og Kulturstyrelsen)

I årene umiddelbart efter den blodige borgerkrig Grevens Fejde (1534-36) beordrede Christian III opførelsen af et nyt fæstningsanlæg og slot. Slottet skulle både befæste magtpositionen i det oprørske Nordjylland og værne mod truslen fra den tyske kejser i syd. Slottet blev derudover opført for at være sæde for stiftslensmanden, der stod for administrationen af krongodset.

Det nye slot blev opført i løbet af 1540-50’erne ved Limfjordens kyst, således at havnen kunne overvåges og byen beskyttes mod angreb fra vandsiden. Fæstningsanlægget fik en kvadratisk grundplan med store runddele på hjørnerne.

Middelalderens borge med tykke stenmure kunne ikke stå imod den nye tids effektive kanoner. I stedet krævedes nu jordvolde, der bedre kunne modstå kanonkuglerne. Sådanne kom der også mod øst, syd og vest. Mod nord byggedes i stedet en kraftig spærremur med skydeskår og en lille port, som var den eneste adgang til slottet. Voldanlægget var omkranset af en voldgrav, mod nord kun adskilt fra Limfjorden med en smal dæmning. På dæmningen lå et lille porthus, der var det første fremskudte forsvarsværk. På grund af en begrænset vandforsyning blev Aalborghus dog ret hurtigt opgivet som fæstning.

Slottet havde oprindeligt tre fløje mod øst, syd og vest. De nederste etager var alle halvt indbygget i voldskrænten, så kun de øvre stokværk stod blottede udadtil. Ud mod volden havde fløjene tykke mure for yderligere at styrke forsvarsevnen, mens de ind mod gården fik lettere bindingsværksvægge.

Vedligeholdelsen af slottet tilfaldt stiftslensmændene. Disse var dog typisk i forvejen magtfulde mænd, der havde andre og mere fornemme residenser end Aalborghus Slot til rådighed, og de opfyldte derfor ikke altid denne pligt lige godt. Den sumpede byggegrund og den udsatte placering ved fjorden har sandsynligvis også fremskyndet bygningernes forfald og har nødvendiggjort mange ombygninger gennem tiden. Allerede i 1580, kun 30 år efter dets opførelse, beskrives slottet som ’forfaldent og næsten øde’. Det blev efterfølgende istandsat under Frederik II som den første af mange efterfølgende restaureringer.

I dag er kun østfløjen bevaret fra slottets tidligste år. Det er sandsynligt, at fløjen var muret langs hele voldsiden. De østlige facadestykker er først senere omsat til bindingsværk, som vi ser dem i dag. Hovedhuset havde oprindeligt tre tværfløje, en smal i hver ende og en større på midten. I dag er den sydligste, smalle fløj forsvundet, men ved udgravninger i 1949 er der fundet rester efter dens fundament. Østfløjen rummede boliger, kontorer og et arkiv.

Sydfløjen bestod af et 20 fag langt hus i to stokværk af samme karakter som østfløjen, dog uden tværfløje. Der er i dag ingen spor efter den oprindelige sydfløj, der blev revet ned i starten af 1700-tallet.

Vestfløjen blev i 1631 beskrevet som værende 12 fag lang og tre stokværk høj. Fløjen havde murværk mod volden og bindingsværk mod gården – ligesom de øvrige fløje. Denne imponerende vestfløj indeholdt først lenets, og siden amtets, centralnervesystem. Her lå nemlig skriverstuen, amtstuen (efter 1662) foruden kontorer og regnskabsafdeling. Det var også i vestfløjens kølige kældre, at man opbevarede det kød, flæsk, smør, ost og æg, som kongen og lensmanden kunne gøre krav på.

Opførelsen af det kæmpemæssige kornmagasin mod nord i 1633 understregede for alvor Aalborghus’ funktion som ’regnskabsslot’. Slottets behov for magasinplads øgedes, fordi Christian IV ønskede de nordjyske bønders korn transporteret direkte til København. Det langt mindre kornmagasin i den forfaldne vestfløj var på ingen måde tilstrækkeligt længere. Det nye kornmagasin var hele 50 fag langt og var indrettet med kornlofter og magasinrum i fire etager. Den eksisterende spærremur blev genanvendt og forhøjet med murværk. Gårdfacaden blev i lighed med de øvrige bygninger opført i bindingsværk. I den nye fløj skulle landgildekornet opbevares, inden det blev skibet videre til København. Så længe der fortsat blev indbetalt skat i korn, levede nordfløjen op til sin oprindelige funktion. Fra 1850’erne, hvor langt de fleste skatter blev betalt med penge, lå de store lofter øde hen. Fænomenet med sådanne ’regnskabsslotte’ fandtes dengang over hele riget, men Aalborghus er det bedst bevarede eksempel.

I 1648 blev den østlige ende af nordfløjen for første gang indrettet til bolig for stiftlensmanden og hans familie, der førhen havde boet i vestfløjen. Slottet husede en stor stab af forskellige medarbejdere; fra administrationen til fornemme embedsmænds private hushold.

Fra 1687-1705 stod slottet i en længere periode ubeboet. I 1705 var slottet under Frederik IVs regeringstid så voldsomt forfaldent, at det igen måtte have en grundig restaurering for at være egnet til bolig. Aalborghus havde for længst mistet sin militære funktion. I 1720’erne blev en del af befæstningen sløjfet og voldene beplantet som have for beboerne.

I 1808 blev den nuværende sydfløj opført som ekstra kornmagasin. Det skulle huse forsyninger til Norge som led under Englandskrigene. Efterfølgende blev fløjen brugt til brændeskur og lagerplads, inden den blev omdannet til kontorer. I 1840'erne blev de sidste forfaldne rester af vestfløjen revet ned.

I 1853 blev de efterhånden stærkt tilgroede grave fyldt op, da man frygtede, at det stillestående vand spredte kolera. Slottets volde og voldgrav blev omdannet til en idyllisk park med havegange, træer og bede, som kunne nydes af stiftamtmanden, hans familie og gæster.

I 1961 besluttede man sig endegyldigt for at sløjfe de gamle kornlofter i nordfløjen og i stedet indrette kontorlokaler samt en større mødesal for amtsrådet. Sydfløjen var blevet skadet af et bombardement under 2. Verdenskrig og blev sandsynligvis repareret og omdannet til kontorer samtidigt med nordfløjen. Det er uvist, præcist hvornår østfløjen blev omdannet til kun at rumme kontorer, men på opmålingerne fra 1949 er overetagen stadig i brug som bolig.

Efter amternes nedlæggelse i 2007 har nordfløjen frem til i dag huset Statsforvaltningen Nordjylland og har som sådan hævdet en fornem tradition som administrativt centrum i Nordjylland gennem 450 år.

Hovedfløjene står hvidkalkede på voldsiden, mens facaderne mod gården samt sydfløjen står i rødmalet bindingsværk med hvidkalkede tavl. Andet stokværk på nord- og østfløjen er udkraget ca. 30 cm, og under de udkragede etagers bjælkeender ses svungne knægte. På disse facader står de nederste tavl med dobbelte skråbånd i både 1. og 2. stokværk. Vinduerne i hele anlægget er hvidmalede og overvejende to-rammede og småsprossede. Alle døre er malet i samme røde farve som bindingsværket. Tagene er alle belagt med røde vingetegl.

I midten af anlægget ligger et rektangulært gårdrum indrammet af slottets fløje og vestmuren. I gårdrummets midte er en plæne med et enkelt træ. Det øvrige gårdareal er belagt med knoldebro suppleret med nyere ganglinjer i borduresten.

Hovedindgangen til slottet er en lav, rundbuet port i nordfløjens østende fra fjordsiden, der fører ind til gårdspladsen. Over portåbningen ses to kronede, forgyldte kongemonogrammer indfældet i murværket. Monogrammerne bærer inskriptioner med årstallene 1633 og 1705.

Nordfløjen er med sin størrelse og placering ud mod fjorden den mest dominerende bygning i anlægget. Fløjen er i tre stokværk samt en høj tagetage, men er i dag kun indrettet med to etager. Facaden mod fjorden (nord) er opført i massivt hvidkalket murværk af munkesten på en sokkel af granitkvadre med bevarede skydeskårsåbninger. Muren afsluttes foroven af en savtakket gesims. I nordfacadens vestlige ende ses fire store dragere af romanske kvadre indmuret. Nordfløjen afsluttes i begge ender af murede, takkede gavlkamme med profilerede kordongesimser i formsten. Begge gavle er udstyret med små luger og murankre. En del af murankrene danner inskriptionerne ANNO 1633 og ANO 1761 på henholdsvis vest- og østgavlen.

Mod gårdsiden er bindingsværket på størstedelen af facaden meget regelmæssigt med næsten kvadratiske tavl i tre stokværk. Ud over den lille lasteluge ses også fire tillukkede luger i 3. stokværk. I østenden af nordfløjen er bindingsværket mere uregelmæssigt. Der ses blandt andet en lille udkraget karnap i 2. stokværk samt en sektion med indstukne bjælker over porten.

Østfløjen er sammenbygget med nordfløjen og er to stokværk høj foruden en høj tagetage. Østfløjen rummer de ældste bevarede dele af slottet. Fløjen er opdelt i et stort hovedhus og en mindre mellembygning i nordlig forlængelse af hovedhuset. Østfløjens facade mod volden (øst) er en blanding af bindingsværk og murede dele, men da alt er kalket hvidt, fremstår facaden alligevel homogen. På denne side er det nederste stokværk indfældet i voldbanken, så kun det øverste stokværk og taget er synligt. Østfacaden brydes af to små grundmurede tværfløje i to etager. Den største af tværfløjene er centralt placeret på hovedhuset. Den mindre tværfløj er placeret ved nordenden af hovedhuset og har en ubrudt gavlflade med to enkle murankre. Langs østfacaden er der etableret tre udgange samt anlagt en terrasse på volden mod syd.

Mellembygningens østfacade står helt i murværk og er markant anderledes detaljeret end det øvrige murværk. Her ses en række profilerede, kurvehanksbuede prydstik over vinduerne. På dette stykke ses også murede lysskakter ned til den skjulte, underjordiske etage.

På østfløjens vestfacade er meget af tømmeret bemærkelsesværdigt kraftigt dimensioneret med stolper på 30-40 cm i bredden. Bindingsværket på mellembygningen er det ældste på hele anlægget, hvilket blandt andet ses på de bevarede profilerede bjælkeender. Langs gårdfacaden findes tre indgangspartier, hver med en lille trappe foran og en dør i sydgavlen. På sydgavlen ses spor efter en tidligere sammenbygning.

Sydfløjen, der er et par hundrede år yngre end de øvrige fløje, ligger for sig selv i den sydlige ende af gårdspladsen. Bygningen er et lille, rektangulært hus i to etager med en udnyttet tagetage. Huset er opført i nyere bindingsværk, stort set uden de karakteristiske skråbånd, som ses på de to ældre fløje. 1. stokværk har ligesom på østfløjen været dækket af voldskrænten udadtil. Siden volden nu er udjævnet mod syd, er den murede stueetage synlig og har fået isat vinduer. I østgavlen sidder en lodret række tofløjede lasteluger og -døre, der antyder, at loftetagen tidligere må have været inddelt i to mindre, lavloftede opmagasineringsrum.

Den vestlige side af slottets gårdrum udgøres af en lang hvidkalket mur, som knækker let udad ca. 10 meter, inden den møder nordfløjen. Den dybe mur er bygget op foran vestvolden, og bag muren ligger resterne af den forsvundne vestfløjs kælderanlæg samt rester fra anlæggets fæstningsmæssige fortid i form af eksempelvis ammunitionsrum og en udfaldsgang. Muren afsluttes foroven af et halvtag med synlige spærender beklædt med røde vingetegl. Den første del af muren blev opført i 1890'erne. I den midterste sektion af muren er der rundbuede nicher, hvorimod der i de to yderste sektioner ses en jævn takt af glatte pilastre. Mellem pilastrene løber en savtakket gesims med en aftrappet profilering under. I muren er i alt tre indgange til de underjordiske rum, også kaldet kasematterne. Kasematterne står i rustikt, kalket murværk.