Øst- og nordfløjens bindingsværk mod gården af . Begrænset anvendelse

Aalborghus Slot - Slots- og Kulturstyrelsen

Prospekt af Aalborg med Aalborghus i centrum fra slutningen af 1700-tallet
Af .
.
Nordfløjen set fra gården (syd).
Af .
.
Hjørnet mellem Nord- og Østfløj, set fra gården.
Af .
.
Principsnit gennem Nordfløjen. Man ser murværkets enorme tykkelse mod nord og den hævede loftshøjde på 1.sal.
Af .

Aalborghus Slot ligger på et voldsted nær Limfjordens kyst i den nordøstlige del af Aalborgs gamle bykerne. Omkring bygningerne er et voldanlæg, bag hvilket der ligger et parkstykke med stier, hvor voldgraven oprindeligt lå. Anlægget er fortidsmindefredet.

Slottet har siden 1500-tallet blandt andet været brugt til bolig for stiftslensmanden (siden stiftamtmanden) og til arbejdspladser knyttet til lenets/amtets administration. Denne administrative funktion er fastholdt helt frem til i dag, hvor Statsforvaltningen har til huse i slottets nordfløj. Resten af arealerne er udlejet til en iværksættervirksomhed.

Bygningshistorie

Fæstningen Aalborghus Slot 1540-1633

I årene umiddelbart efter den blodige borgerkrig Grevens Fejde (1534-36) beordrede Christian III opførelsen af et nyt fæstningsanlæg og slot. Slottet skulle både befæste magtpositionen i det oprørske Nordjylland og værne mod truslen fra den tyske kejser i syd. Slottet blev derudover opført for at være sæde for stiftslensmanden, der stod for administrationen af krongodset.

Det nye slot blev opført i løbet af 1540-50’erne ved Limfjordens kyst, således at havnen kunne overvåges og byen beskyttes mod angreb fra vandsiden. Fæstningsanlægget fik en kvadratisk grundplan med store runddele på hjørnerne.

Middelalderens borge med tykke stenmure kunne ikke stå imod den nye tids effektive kanoner. I stedet krævedes nu jordvolde, der bedre kunne modstå kanonkuglerne. Sådanne kom der også mod øst, syd og vest. Mod nord byggedes i stedet en kraftig spærremur med skydeskår og en lille port, som var den eneste adgang til slottet. Voldanlægget var omkranset af en voldgrav, mod nord kun adskilt fra Limfjorden med en smal dæmning. På dæmningen lå et lille porthus, der var det første fremskudte forsvarsværk. På grund af en begrænset vandforsyning blev Aalborghus dog ret hurtigt opgivet som fæstning.

Slottet havde oprindeligt tre fløje mod øst, syd og vest. De nederste etager var alle halvt indbygget i voldskrænten, så kun de øvre stokværk stod blottede udadtil. Ud mod volden havde fløjene tykke mure for yderligere at styrke forsvarsevnen, mens de ind mod gården fik lettere bindingsværksvægge.

Vedligeholdelsen af slottet tilfaldt stiftslensmændene. Disse var dog typisk i forvejen magtfulde mænd, der havde andre og mere fornemme residenser end Aalborghus Slot til rådighed, og de opfyldte derfor ikke altid denne pligt lige godt. Den sumpede byggegrund og den udsatte placering ved fjorden har sandsynligvis også fremskyndet bygningernes forfald og har nødvendiggjort mange ombygninger gennem tiden. Allerede i 1580, kun 30 år efter dets opførelse, beskrives slottet som ’forfaldent og næsten øde’. Det blev efterfølgende istandsat under Frederik II som den første af mange efterfølgende restaureringer.

I dag er kun østfløjen bevaret fra slottets tidligste år. Det er sandsynligt, at fløjen var muret langs hele voldsiden. De østlige facadestykker er først senere omsat til bindingsværk, som vi ser dem i dag. Hovedhuset havde oprindeligt tre tværfløje, en smal i hver ende og en større på midten. I dag er den sydligste, smalle fløj forsvundet, men ved udgravninger i 1949 er der fundet rester efter dens fundament. Østfløjen rummede boliger, kontorer og et arkiv.

Sydfløjen bestod af et 20 fag langt hus i to stokværk af samme karakter som østfløjen, dog uden tværfløje. Der er i dag ingen spor efter den oprindelige sydfløj, der blev revet ned i starten af 1700-tallet.

Vestfløjen blev i 1631 beskrevet som værende 12 fag lang og tre stokværk høj. Fløjen havde murværk mod volden og bindingsværk mod gården – ligesom de øvrige fløje. Denne imponerende vestfløj indeholdt først lenets, og siden amtets, centralnervesystem. Her lå nemlig skriverstuen, amtstuen (efter 1662) foruden kontorer og regnskabsafdeling. Det var også i vestfløjens kølige kældre, at man opbevarede det kød, flæsk, smør, ost og æg, som kongen og lensmanden kunne gøre krav på.

Regnskabsslot og administrativt centrum 1633-1850

Opførelsen af det kæmpemæssige kornmagasin mod nord i 1633 understregede for alvor Aalborghus’ funktion som ’regnskabsslot’. Slottets behov for magasinplads øgedes, fordi Christian IV ønskede de nordjyske bønders korn transporteret direkte til København. Det langt mindre kornmagasin i den forfaldne vestfløj var på ingen måde tilstrækkeligt længere. Det nye kornmagasin var hele 50 fag langt og var indrettet med kornlofter og magasinrum i fire etager. Den eksisterende spærremur blev genanvendt og forhøjet med murværk. Gårdfacaden blev i lighed med de øvrige bygninger opført i bindingsværk. I den nye fløj skulle landgildekornet opbevares, inden det blev skibet videre til København. Så længe der fortsat blev indbetalt skat i korn, levede nordfløjen op til sin oprindelige funktion. Fra 1850’erne, hvor langt de fleste skatter blev betalt med penge, lå de store lofter øde hen. Fænomenet med sådanne ’regnskabsslotte’ fandtes dengang over hele riget, men Aalborghus er det bedst bevarede eksempel.

I 1648 blev den østlige ende af nordfløjen for første gang indrettet til bolig for stiftlensmanden og hans familie, der førhen havde boet i vestfløjen. Slottet husede en stor stab af forskellige medarbejdere; fra administrationen til fornemme embedsmænds private hushold.

Fra 1687-1705 stod slottet i en længere periode ubeboet. I 1705 var slottet under Frederik IVs regeringstid så voldsomt forfaldent, at det igen måtte have en grundig restaurering for at være egnet til bolig. Aalborghus havde for længst mistet sin militære funktion. I 1720’erne blev en del af befæstningen sløjfet og voldene beplantet som have for beboerne.

I 1808 blev den nuværende sydfløj opført som ekstra kornmagasin. Det skulle huse forsyninger til Norge som led under Englandskrigene. Efterfølgende blev fløjen brugt til brændeskur og lagerplads, inden den blev omdannet til kontorer. I 1840'erne blev de sidste forfaldne rester af vestfløjen revet ned.

I 1853 blev de efterhånden stærkt tilgroede grave fyldt op, da man frygtede, at det stillestående vand spredte kolera. Slottets volde og voldgrav blev omdannet til en idyllisk park med havegange, træer og bede, som kunne nydes af stiftamtmanden, hans familie og gæster.

Kontorindretning og statsforvaltning fra 1961

I 1961 besluttede man sig endegyldigt for at sløjfe de gamle kornlofter i nordfløjen og i stedet indrette kontorlokaler samt en større mødesal for amtsrådet. Sydfløjen var blevet skadet af et bombardement under 2. Verdenskrig og blev sandsynligvis repareret og omdannet til kontorer samtidigt med nordfløjen. Det er uvist, præcist hvornår østfløjen blev omdannet til kun at rumme kontorer, men på opmålingerne fra 1949 er overetagen stadig i brug som bolig.

Efter amternes nedlæggelse i 2007 har nordfløjen frem til i dag huset Statsforvaltningen Nordjylland og har som sådan hævdet en fornem tradition som administrativt centrum i Nordjylland gennem 450 år.

Bygningsbeskrivelse

Aalborghus Slot ligger frit ud til Limfjorden. Foran er en åben plads, der strækker sig ud til Honnørkajen og den for nyligt anlagte promenade langs kajfronten. Tæt ved indgangen til slottet skærer Strandvej/Nyhavnsgade igennem pladsen og afskærer den direkte forbindelse mellem slot, plads og fjord.

Slottet består af to sammenbyggede hovedfløje mod nord og øst, en mindre, fritstående fløj mod syd samt en langstrakt mur, med indgange til underjordiske rum i voldbanken, mod vest.

Eksteriør

Nordfløjens vestgavl.
Af .
Port til Aalborghus
Af .
Kig til gårdspladsen fra toppen af vestvolden.
Af .
Nordfløjens østgavl.
Af .

Hovedfløjene står hvidkalkede på voldsiden, mens facaderne mod gården samt sydfløjen står i rødmalet bindingsværk med hvidkalkede tavl. Andet stokværk på nord- og østfløjen er udkraget ca. 30 cm, og under de udkragede etagers bjælkeender ses svungne knægte. På disse facader står de nederste tavl med dobbelte skråbånd i både 1. og 2. stokværk. Vinduerne i hele anlægget er hvidmalede og overvejende to-rammede og småsprossede. Alle døre er malet i samme røde farve som bindingsværket. Tagene er alle belagt med røde vingetegl.

I midten af anlægget ligger et rektangulært gårdrum indrammet af slottets fløje og vestmuren. I gårdrummets midte er en plæne med et enkelt træ. Det øvrige gårdareal er belagt med knoldebro suppleret med nyere ganglinjer i borduresten.

Hovedindgangen til slottet er en lav, rundbuet port i nordfløjens østende fra fjordsiden, der fører ind til gårdspladsen. Over portåbningen ses to kronede, forgyldte kongemonogrammer indfældet i murværket. Monogrammerne bærer inskriptioner med årstallene 1633 og 1705.

Nordfløjen er med sin størrelse og placering ud mod fjorden den mest dominerende bygning i anlægget. Fløjen er i tre stokværk samt en høj tagetage, men er i dag kun indrettet med to etager. Facaden mod fjorden (nord) er opført i massivt hvidkalket murværk af munkesten på en sokkel af granitkvadre med bevarede skydeskårsåbninger. Muren afsluttes foroven af en savtakket gesims. I nordfacadens vestlige ende ses fire store dragere af romanske kvadre indmuret. Nordfløjen afsluttes i begge ender af murede, takkede gavlkamme med profilerede kordongesimser i formsten. Begge gavle er udstyret med små luger og murankre. En del af murankrene danner inskriptionerne ANNO 1633 og ANO 1761 på henholdsvis vest- og østgavlen.

Mod gårdsiden er bindingsværket på størstedelen af facaden meget regelmæssigt med næsten kvadratiske tavl i tre stokværk. Ud over den lille lasteluge ses også fire tillukkede luger i 3. stokværk. I østenden af nordfløjen er bindingsværket mere uregelmæssigt. Der ses blandt andet en lille udkraget karnap i 2. stokværk samt en sektion med indstukne bjælker over porten.

Østfløjen er sammenbygget med nordfløjen og er to stokværk høj foruden en høj tagetage. Østfløjen rummer de ældste bevarede dele af slottet. Fløjen er opdelt i et stort hovedhus og en mindre mellembygning i nordlig forlængelse af hovedhuset. Østfløjens facade mod volden (øst) er en blanding af bindingsværk og murede dele, men da alt er kalket hvidt, fremstår facaden alligevel homogen. På denne side er det nederste stokværk indfældet i voldbanken, så kun det øverste stokværk og taget er synligt. Østfacaden brydes af to små grundmurede tværfløje i to etager. Den største af tværfløjene er centralt placeret på hovedhuset. Den mindre tværfløj er placeret ved nordenden af hovedhuset og har en ubrudt gavlflade med to enkle murankre. Langs østfacaden er der etableret tre udgange samt anlagt en terrasse på volden mod syd.

Mellembygningens østfacade står helt i murværk og er markant anderledes detaljeret end det øvrige murværk. Her ses en række profilerede, kurvehanksbuede prydstik over vinduerne. På dette stykke ses også murede lysskakter ned til den skjulte, underjordiske etage.

På østfløjens vestfacade er meget af tømmeret bemærkelsesværdigt kraftigt dimensioneret med stolper på 30-40 cm i bredden. Bindingsværket på mellembygningen er det ældste på hele anlægget, hvilket blandt andet ses på de bevarede profilerede bjælkeender. Langs gårdfacaden findes tre indgangspartier, hver med en lille trappe foran og en dør i sydgavlen. På sydgavlen ses spor efter en tidligere sammenbygning.

Sydfløjen, der er et par hundrede år yngre end de øvrige fløje, ligger for sig selv i den sydlige ende af gårdspladsen. Bygningen er et lille, rektangulært hus i to etager med en udnyttet tagetage. Huset er opført i nyere bindingsværk, stort set uden de karakteristiske skråbånd, som ses på de to ældre fløje. 1. stokværk har ligesom på østfløjen været dækket af voldskrænten udadtil. Siden volden nu er udjævnet mod syd, er den murede stueetage synlig og har fået isat vinduer. I østgavlen sidder en lodret række tofløjede lasteluger og -døre, der antyder, at loftetagen tidligere må have været inddelt i to mindre, lavloftede opmagasineringsrum.

Den vestlige side af slottets gårdrum udgøres af en lang hvidkalket mur, som knækker let udad ca. 10 meter, inden den møder nordfløjen. Den dybe mur er bygget op foran vestvolden, og bag muren ligger resterne af den forsvundne vestfløjs kælderanlæg samt rester fra anlæggets fæstningsmæssige fortid i form af eksempelvis ammunitionsrum og en udfaldsgang. Muren afsluttes foroven af et halvtag med synlige spærender beklædt med røde vingetegl. Den første del af muren blev opført i 1890'erne. I den midterste sektion af muren er der rundbuede nicher, hvorimod der i de to yderste sektioner ses en jævn takt af glatte pilastre. Mellem pilastrene løber en savtakket gesims med en aftrappet profilering under. I muren er i alt tre indgange til de underjordiske rum, også kaldet kasematterne. Kasematterne står i rustikt, kalket murværk.

Slottets miljømæssige værdi

Kig langs udfaldsgang i kasematterne under vestvolden.
Af .

Karakteristisk for Aalborghus Slot er dets placering ved Limfjordens kyst. Fra slottets nordfløj er der et uhindret udsyn til fjordens vande. Når man ankommer langs kajen, toner slottet frem som et historisk mindesmærke midt i den moderne havnefronts forløb.

Det historiske anlæg markerer sig tydeligt i bystrukturen. Mellem den omkringliggende bebyggelse og voldbankerne ligger det grønne parkstykke, der er anlagt oven på den tilkastede voldgrav og er et vidnesbyrd om udstrækningen af det historiske anlæg.

Slottets kulturhistoriske værdi

Vestenden af Nordfløjen med dets massive murværk, knappe vinduesabninger og de fire store dragere for enden.
Af .
Udsigt over kajpromenaden og fjorden fra porten i nordfløjen.
Af .

De kulturhistoriske værdier for Aalborghus Slot ligger først og fremmest i sporene efter slottets funktionshistorie, som kan aflæses i det samlede anlæg og i de enkelte fløje.

Voldanlægget med de underjordiske gange og ammunitionsrum mod vest er et vidnesbyrd om slottets oprindelse som fæstning. Det var et stærkt signalbyggeri til beskyttelse af byen og en manifestation af kongens magt. Bygningernes overordnede konstruktionsprincip fortæller også historien om slottets militære udgangspunkt. Det kan ses i det tykke murværk ud mod omverdenen, de halvt nedgravede fløje og nordfløjens tykke spærremur, fangehul og skydeskår.

Nordfløjens opførelse i 1633 er en konsekvens af det funktionsskifte, slottet gennemgik fra fæstningsværk til regnskabsslot og administrationscenter. Forandringen synes ikke så meget udadtil. Den høje nordfacade mod fjorden har stadig et forsvarsmæssigt præg, mens gårdfacaden derimod har tydelig karakter af magasin. Bindingsværket på nordfløjen er spinklere dimensioneret end på østfløjen. Den oprindelige etageinddeling og lastelugerne afslører, at fløjen var bygget til opmagasinering.

Til funktionshistorien hører også, at man på bindingsværket kan se forskelle mellem lagerfunktioner og bolig-/arbejdspladsfunktioner. Variationer i bindingsværket på østfløjen bærer præg af ændringer gennem tiden, eksempelvis flytning af løsholter for at gøre plads til større vinduer og spor efter tidligere dørplaceringer.

En anden væsentlig kulturhistorisk værdi ses i resterne af tidligt bindingsværk i østfløjen. Dette eksemplificerer typisk aalborgensisk renæssancebindingsværk. De dobbelte skråstivere, profilerede bjælkeender, udkragede stokværk og svungne ’gotiserende’ knægte er alle typiske træk for de rige købmandsgårde, der var karakteristiske for Aalborgs bykerne helt frem til århundredeskiftet (1800-1900).

Slottets arkitektoniske værdi

Parken udenom voldene markerer voldgravens tidligere udstrækning.
Af .
Aalborghus fra volden
.

De arkitektoniske værdier for Aalborghus knytter sig til kontrasten mellem bygningsanlæggets fæstningskarakter udadtil og den mere civile inderside med det grønne gårdrum.

Ved ankomsten fra fjorden lukker anlægget sig om sig selv. Slottet trykker sig ned bag sine volde mod øst og vest, og nordfløjen fremstår massiv og lukket i sin fremtoning. Den lille portgennemgang og de små vinduer i murværket giver nordfløjen tyngde og forstørrer dens proportioner. De murede massiver og volde ligger som et rygskjold ud imod omverdenen og beskytter de indre ”skatkamre”. Fæstningspræget brydes dog mod syd, hvor volden er sænket, og sydfløjen står blottet. Slottets gårdfacader har et mere imødekommende udtryk og minder mere om en købmandsgård end en fæstning.

Gårdrummet har i sig selv arkitektonisk værdi. Det er et velproportioneret uderum, smukt indrammet og defineret af de høje facader mod nord og øst. Farverne domineres af det rød/hvide bindingsværk, der fremhæver den grønne beplantning. Nord- og østfløjenes bindingsværk med de mange dobbelte skråbånd og kontrastfyldte farver danner tilsammen en stærk helhed. Sydfløjen indpasser sig i farveskemaet og virker derfor som en harmonisk del af gårdrummet, selvom den er fysisk og stilmæssigt adskilt fra de to hovedfløje.

Generelt opleves Aalborghus Slot på én gang som homogent, men også modsætningsfyldt, i sit udtryk. Muret og hvidkalket fæstningsanlæg udadtil, kontrasteret af rødt/hvidt bindingsværk til beboelse og lagerplads mod gårdsiden. Ved nærmere eftersyn foldes yderligere historiske lag ud og skaber en arkitektonisk oplevelsesværdi, der er karakteristisk for Aalborghus. Eksempelvis har de murede gavle på nordfløjen utallige uforklarlige variationer i form af fremspring, skævheder og nicher. Murværket med prydstik og lysskakter på østfløjens mellembygning markerer måske en senere ombygning, men dette er dog ikke afklaret.

De store træer i parken rundt om slottet skaber en romantisk kontrast til de hvide mure. Små forskelle i bindingsværkets træværksdetaljer afslører de store aldersforskelle mellem nord- og øst- og sydfløj. Den nyere mur langs vestvoldens inderside gemmer på de ældste dele af fæstningens forsvarssystem. Disse lag, variationer og modsætningsforhold er en arkitektonisk værdi i oplevelsen af Aalborghus Slot.

Indvendigt er de arkitektoniske værdier generelt svækkede. I nordfløjen ligger de tilbageværende arkitektoniske værdier i synligheden af den tykke spærremur mod nord, de rå murflader og dybe vindueshuller. De tilbageværende synlige tømmerkonstruktioner er også værdibærende, til trods for at de kun kan opfattes i deres helhed på den åbne loftetage. Det bevarede boliginteriør, der strækker sig over hjørnet mellem nord- og østfløj, adskiller sig i stil og detaljering og rummer arkitektoniske værdier i det samlede stiludtryk. I østfløjen findes de indvendige arkitektoniske værdier i de få bevarede vægoverflader samt spredte, ældre detaljer som døre, paneler og øvrigt træværk.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Aalborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Slotte

Se alle artikler om Slotshaver

Eksterne links