Aalborghus

Fra gårdrummet kan man se det farverige røde bindingsværk og de store, ubrudte tagflader. Aalborghus er et trefløjet anlæg, hvoraf den østre længe fra 1500-tallet, der ses i højre side af billedet, er ældst og den eneste tilbageværende af det oprindelige anlæg. Bagerst i billedet ses nordfløjen fra 1600-tallet.
.

Efter Grevens Fejde befalede Christian 3. i 1535, at der skulle anlægges en afløser for middelalderborgen Aalborghus, der blev ødelagt under feltherren Johan Rantzaus storm på Aalborg d. 18. december 1534. Det nye Aalborghus blev placeret nord for byen i strandengene tæt på Limfjorden, hvor det skulle tjene som bolig for den kongeligt udnævnte lensmand og som fæstning. Fæstningen skulle beskytte byens havn og ankerpladserne på reden samt styrke kongens position over for byens borgere, der havde stået på Skipper Clements side under Grevens Fejde.

I tidsrummet 1554‑1662 blev Aalborghus med sit havneanlæg, sine kornmagasiner, kontorer, kældre, forsvarsværker og sin garnison det administrative, økonomiske og militære administrationscenter og omdrejningspunkt i det store Aalborghus Len. Det strakte sig med større eller mindre afbrydelser fra Skagen i nord til Mariager i syd. Fra Aalborghus holdt lensmanden opsyn med lenets befolkning, varetog områdets militære forsvar, forkyndte love og forordninger og opkrævede de skatter, bøder og afgifter, som kongen havde krav på. Lensmanden havde dertil titel af stiftslensmand, da han også havde det overordnede opsyn med kirkerne i det lokale stift.

I Aalborghus’ østlige fløj boede stiftslensmanden og hans familie. Det var også i denne fløj, festsalen, våbenkammeret og værelserne til fogeder og skrivere var placeret. Køkkenet lå i den sydlige fløj, og den nu forsvundne vestfløj indeholdt skriverstue og flere værelser. Indtil 1633 bestod nordfløjen af en kraftig spærremur, men dette år blev muren erstattet af et kornmagasin med fire kornlofter, luger og hejsebomme.

Som følge af fjendtlige troppers udplyndringer og ødelæggelser 1627‑29, 1644 og 1657‑60 var Aalborghus ved enevældens indførelse i 1660 forvandlet til en ruin. De første stiftamtmænd, der fra 1662 afløste stiftslensmændene, foretrak da også at bo på deres egne herregårde eller i udlandet. I 1700-tallets begyndelse gennemgik stedet en kraftig restaurering. Derefter blev Aalborghus igen hovedsæde for stiftamtmændene, amtsforvalterne og deres skrivere, kuske og tjenestefolk.

I 1772 var Aalborghus desuden udset til at blive indrettet som kongeligt fængsel for Christian 7.s dronning, Caroline Mathilde. Under Englandskrigen 1807‑14 spillede Aalborghus en vigtig rolle for opmagasineringen og udskibningen af korn til det brødhungrende Norge, og den nuværende sydfløj blev opført til oplagring af kornet.

Fra 1880’erne var Aalborgs byråd af den opfattelse, at Aalborghus lå i vejen for et nyt gadegennembrud og anlæggelsen af et nyt bank- og forretningskvarter på byens havnefront. En fredning af Aalborghus i 1918 skrinlagde dog byrådets nedrivningsplaner. Efter Kommunalreformen i 1970 fraflyttede Nordjyllands Amt Aalborghus, men til gengæld rykkede statsamtet ind; den sidste stiftamtmand fraflyttede først i 1997. Senere har en afdeling af Statsforvaltningen haft hjemme her.

Bygningshistorie

I 1859 var H.C. Andersen på sin store Jyllandsrejse, og i løbet af sommeren besøgte han Aalborg, hvor han boede hos stiftamtmand Frederik Dahlstrøm på Aalborghus. Her er han fotograferet under et spil kroket med bl.a. stiftamtmanden og hans hustru Sophie Ørsted, gift Dahlstrøm. H.C. Andersen står nummer fem fra højre med lys hat.

.

Aalborghus har lighed med det samtidige, men langt større Malmöhus og er bygget på grundlag af tegninger fra kongens bygmester Martin Bussert. Arbejdet kom for alvor i gang fra 1536 under lensmand Axel Juul og blev afsluttet ca. 1555. Da bestod Aalborghus af en bygningsfløj mod øst, syd og vest bygget af grundmur mod de beskyttende ydre jordvolde og af bindingsværk ind mod slotsgården. Denne, der dannede en skæv firkant, var mod nord lukket af en spærremur med en portåbning, hvorved en portbygning var opført. På det nordvestlige og sydøstlige hjørne af det kvadratiske 135 × 135 m store voldsted, men sandsynligvis også på de to andre hjørner, var der bygget fremspringende rondeller, hvorfra forsvarerne med kanonild kunne bestryge voldstedets ydersider.

Voldstedet var omgivet af vandfyldte voldgrave med tilløb i sydøst fra Lilleå. Adgang til Aalborghus foregik fra nord ad en smal dæmning mellem Limfjorden og den nordlige voldgrav, der kun var halvt så bred som de øvrige grave. En vindebro førte over voldgraven til porten i spærremuren, der var forsynet med skydeskår til kanoner som en yderligere sikring af adgangsvejen. I 1633 blev der opført et stort kornmagasin, som kom til at danne nordfløj på Aalborghus, og hvori spærremuren indgik som nordmur.

Af de fire fløje er nord- og østfløjen stort set bevaret, mens sydfløjen blev fornyet i 1808 og igen efter et luftbombardement i 1940. Vestfløjen blev nedrevet i 1890 og erstattet af en voldmur, men inde i volden er der bevaret en nord-syd vendt, tøndehvælvet kælder fra fløjen. 2007‑08 blev det påvist, at der har ligget en øst-vest vendt kælder i volden i tilknytning til den allerede kendte kælder. Formentlig var vestfløjen fra sin opførelse bygget som en vinkelformet bygning med kældre. I den nordlige del af vestvolden er der bevaret et aflangt, hvælvet rum, antagelig en forsvarspost og et depot for ammunition, samt en hvælvet løbegang. Nær udspringet deler løbegangen sig i to grene, hvoraf den ene førte til den nordvestlige rondels kasematter, mens den anden går tværs gennem volden og formentlig har ført ud til en udfaldsport og en forsvarsmur ved vestvoldens voldfod.

I 1555 vurderede to medlemmer af Rigsrådet, at en fjende ved en belejring kunne afskære Aalborghus’ forsyning af ferskvand ved at blokere Lilleå, som leverede vand til voldgravene. Disse stod undertiden også med en lav vandstand på grund af en ringe tilførsel fra åen. Aalborghus’ militære værdi blev derved svækket. Alligevel fastholdt Rigsrådet i en beslutning fra 1557 at beholde Aalborghus som fæstning. To brønde, hvoraf den ene blev forsigtigt dateret til ca. 1650, blev i 2012 påvist ud for sydfløjen, ligesom tre vandpumper omtales i 1662. Vandforsyningen var dermed ikke helt afhængig af tilførslen fra Lilleå.

Videre læsning

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Slotshaver

Se alle artikler om Slotte

Eksterne links