Musikkens Hus i Aalborg af . Begrænset anvendelse

Aalborgs arkitektur

Aalborg Banegård er beliggende på John F. Kennedys Plads i den sydlige del af det centrale Aalborg. Banegården åbnede i 1869. Den nuværende bygning er fra 1902 og tegnet af Thomas Arboe. Bygningen blev fredet i 1992.
.

Haveforeningen Fjordglimt langs Annebergvej i den vestlige del af Aalborg er en af kommunens ældste haveforeninger. Den rummer en mangfoldig og kreativ bygningskultur, og mange af de gamle haver og huse er bevaringsværdige. De første kolonihavehuse havde ofte tårne og spir og karakter af små lysthuse, men de blev i 1930’erne ofte afløst af lidt større huse.

.
Aalborgs centrale havnefront. Bagerst til venstre ses nye ejerboliger i musikkvarteret – tæt på en af Nordjyllandsværkets gamle kulsiloer, der nu bruges til flyveaske, og som rives ned for at give plads til flere boliger. Ved Honnørkajen har Viking Star med plads til 928 passagerer lagt til kaj. Til højre skimtes Utzon Center.
.
Udsigten over Aalborgs tage afspejler den mangfoldighed i arkitekturen, som karakteriserer byen. I forgrunden ses de klassiske røde tegltage, der står i kontrast til den nye arkitektur, bl.a. Musikkens Hus, der ses i baggrunden.
.
Bygningen, der frem til 1912 husede Aalborg Rådhus, ligger midt i byen på Gammeltorv og er opført i 1762 som en to etager høj, grundmuret bygning, der er gulkalket med sort sokkel og hvidkalkede pilastre. Bygningen er et eksempel på den senbarokke arkitektur med sandstensudsmykning, monumentalpilastre, fronton og mansardtag. I overetagen sidder de oprindelige småsprossede krydsvinduer.
.
C.W. Obels Plads 1‑3. Bindingsværksbygningen til højre i billedet er Brix Gård, opført ca. 1580‑90.
.
Det Kongelige Toldkammer i Aalborg er tegnet af Hack Kampmann og opført i 1902. Toldbod Plads foran bygningen skaber overgangen mellem havnen og det historiske centrum. På pladsen har Sweco Architects i 2006 opstillet et stort springvand, der fire gange om dagen i sommerhalvåret spiller Georg Friedrich Händels Water Music til vandets plasken.
.
Hovedindgangen til kapellet ved Aalborg Sygehus sker igennem et gårdrum, der er domineret af enkle og stramme linjer samt et stort centralt vandspejl. Selve kapellet er en lav enetages bygning, idet størstedelen af anlægget er under jorden. Kapellet er tegnet af Friis & Moltke A/S og blev indviet i 2000.
.
Nationalbankens filial i Aalborg flyttede i 1943 ind i en ny bygning på Gammeltorv. Nationalbanken (kaldet Tinghuset) blev tegnet af Bent Helweg-Møller og huser i dag Folkekirkens Hus. Bygningen har et enkelt udtryk og udviser samtidig stor detaljesans, som her i hovedindgangen med de to kobberbeklædte skydedøre med et elegant cirkulært mønster.
.
I det tidligere elværk Nordkraft ligger Kunsthal NORD, et udstillingssted for samtidskunst.
.
Omlægningen af brugen af de centrale havnearealer omkring Limfjordsbroen midt i Aalborg har været en central politisk opgave.
.
Nytorv i Aalborg blev anlagt som en plads i 1604. Prospektet, en gouache af Rasmus Henrik Kruse (1796‑1877) fra 1839, viser Nytorv med vue over pladsen fra Compagnihuset ved Østerågade. Herfra kan man se pladsens lidt tragtformede udstykning ned mod Slotsgade.
.
Ved Østre Anlæg i det centrale Aalborg, omgivet af boligbyggeri, ligger Ejnar Packness’ Sankt Markus Kirke, som Packness tildeltes Eckersbergs Medalje for i 1933. Kirken blev opført i røde sten, og facaden har mange murede detaljer.
.
Utzon Center er bygget af rå og robuste materialer, og detaljeringen er grov og uformel. De markante tagkonstruktioner er udvendig beklædt med kalzip. Ydervæggene består af otte meter høje tegl- og betonelementer støbt i ét stykke. Indvendig er der også brugt beton og stål. Træ er et gennemgående materiale til vinduer og døre.
.
Hovedvejen Vesterbro løber gennem det centrale Aalborg, fra Limfjordsbroen i nord til Hobrovej i syd. Her finder man et af byens mest markante vartegn, Cimbrertyren.
.

Aalborg er en broget og kompleks by med mange arkitektoniske sammenstød. »En dyd at følge med tiden«, hed det i Kommuneatlas Aalborg Syd fra 1994, og det er kendetegnende for kommunens arkitektur. Det har også været betegnende for forholdet til den arkitektoniske kulturarv. I 1930’ernes Aalborg blev gamle huse revet ned, så bilerne kunne komme frem. Allerede ved indvielsen af Limfjordsbroen i 1933 satte daværende statsminister Thorvald Stauning ord på dette: »Da man var enige om, hvor Broen skulle være, rev man ned, stort og smaat, hvad der stod i Vejen. Der er noget amerikansk, noget tiltalende i dette. Ellers plejer man at gaa uden om de gamle Salt- og Peberbøsser, der ligger i Vejen. Det tjener Aalborgs Borgere til Ære, at de lagde Vejen ud, at de gav Fanden i, om der laa gamle Huse med 100 Aars Hævd«. For Aalborgs borgere var forandring og handling lig med fremskridt.

De mange åer, som i sidste halvdel af 1800-tallet blev ført under jorden, har præget byens plan og indretning. Det samme har de mange gadegennembrud: Borgergadegennembruddet i 1890’erne, Boulevard-gennembruddet i 1910’erne, Vesterbro-gennembruddet i 1930’erne og endelig Dag Hammarskjølds Gade-gennembruddet 1965‑72. Det sidste blev aldrig etableret fuldt ud, og de påførte »ar« er lukket med huludfyldningsbyggerier.

I Aalborg medførte industrialiseringen nyt byggeri, og industriens bygninger har haft stor betydning for arkitekturen i kommunen. Cementfabrikker, teglværker, skibsværft, spritfabrik, jernstøberier, tekstil- og tobaksfabrikker samt arbejderboliger, institutioner og kolonihaver har sat deres præg på byen. Siden 1970’erne har Aalborg været under omdannelse fra industriby til en uddannelses-, videns- og kulturby, og en række uddannelses- og kulturinstitutioner er blevet opført.

Umiddelbart efter at den første bygningsfredningslov blev indført i 1918, blev flere herregårde i Aalborgs omegn fredet. Det samme blev en række enestående bygningsværker som Helligåndsklosteret, Rådhuset, Hamborggården, Jørgen Olufsens Gård, slottet Aalborghus og Jens Bangs Stenhus. Siden er kun ganske få bygninger blevet fredet.

2006‑07 var Aalborg Kommune en ud af fire såkaldte kulturarvskommuner. Der kom fokus på industriens kulturarv, og der blev peget på industrikulturen og dennes bygninger som noget unikt for byen. To af disse bygningskomplekser figurerer da også på listen over landets 25 vigtigste industriminder, nemlig Aalborg Portland fra 1889 og De Danske Spritfabrikker fra 1931.

De ældste bygninger

Aalborg blev anlagt på en langstrakt, øst-vest-gående tange, der på midten blev gennemskåret af et åløb, Østerå. Hovedgaden Algade lå, hvor tangen var højest. De velstående borgere boede især langs åhavnen samt ved torvet og hovedgaden Algade, som arkæologisk er kendt fra tidligt i 1000-tallet. I Algade var der i middelalderen tre gejstlige bygninger: Vor Frue Kirke i øst, Helligåndsklosteret mod vest og et gråbrødrekloster ved den nuværende Møllegade. Flere parallelle baggader kom til langs terrænkanten, forbundet til hovedstrøget med smalle tværstræder. Byen var desuden fuld af smalle vandgyder, som forbandt alle dele af byens areal med åerne. Nogle af disse vandgyder eksisterer endnu, fx Klokkestøbergadens Vandgyde, Latinergyden og Slotsgades Vandgyde.

Af byens mange torve- og pladsdannelser havde tre oprindelig tilknytning til vandet, nemlig Gammeltorv og Nytorv, som var knyttet til åhavnen, og Slotspladsen, som havde tilknytning til fjorden. Byhuse i Aalborg fra før ca. 1850 blev opført i bindingsværk. De blev opført som længehuse med facade i gadelinjen, som gavlhuse eller som boder, hvor en bod er betegnelsen for et småhus i ét stokværk; boder findes fx i Hjelmerstald og Peder Barkes Gade. Bindingsværkshusene havde et byggesystem med bærende (lodrette) stolper og (vandrette) remme. Den regelmæssige afstand mellem stolperne (fag) gav husene en taktfast rytme. Bygningen kunne forlænges ved at tilbygge flere fag og forhøjes ved at tilbygge flere etager (stokværk). Husene var sjældent højere end tre stokværk. Tagkonstruktionen var et saddeltag, som i byerne var teglhængt.

Byens første bygningsregistrering fra 1761 viser, at et stort antal af Midtbyens daværende huse blev opført i bindingsværk. Deres historie kan føres tilbage til Aalborgs tid som renæssanceby, enkelte endda tilbage til middelalderen. Husene er i de efterfølgende århundreder vedligeholdt, renoveret eller ombygget i forskellig grad, hvilket under ét betegnes som udskiftningsbyggeri. I udskiftningsbyggerierne har det oprindelige hus fået tilføjet træk fra de efterfølgende stilperioder; eksempler findes i Algade og Nørregade. Var der tale om større, repræsentative bygninger – eksempelvis rådhuse, købmandsgårde og palæer – blev husene grundmurede og konstrueret med bærende teglstensvægge.

Middelalderens store bygninger, Vor Frue Kirke, Budolfi Kirke og Helligåndsklosteret, har frem til 1900-tallet undergået store forandringer gennem talrige om- og tilbygninger. Helligåndsklosteret er opført i flere tempi i 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet, hvilket ses på trappegavlenes forskellige blændingsmønstre. Budolfi Kirke er resultatet af 800 års om- og tilbygninger, men den fremtræder som en helhed med sit hvidkalkede murværk og blytækkede tag. Tårnet er med sit barokspir et af Aalborgs vartegn. Vor Frue Kirke er fra 1878, men har rødder helt tilbage i 1100-tallet. Den fremtræder i røde mursten og nyromansk stil.

Renæssance, barok og rokoko

1500-tallet var en hård periode for Aalborg. Byen blev ramt af to bybrande og hærget under Grevens Fejde 1534‑36. Men i renæssancen fik Aalborg sin storhedstid. Handel og byggeri blomstrede, og der blev opført mange fornemme købmandsgårde og borgerhuse. Fra Nørregade i øst til Tiendeladen i vest er gadeforløbene og bygningernes udstrækninger overvejende bevaret. Mange af husene fra 1500‑1700-tallet findes endnu, især langs Algade, hvor hele facaderækker stammer fra Christian 4.s tid. Mod fjorden ses slottet Aalborghus, der er opført efter tegninger af den kongelige bygmester Martin Bussert i 1535, og ved Østerå, byens oprindelige havn, ligger flere købmandsgårde som fx Jens Bangs Stenhus fra 1623‑24, Jørgen Olufsens Gård fra 1616 og Hamborggården fra omkring 1580. Disse bygninger blev fredet i 1918. Jens Bangs Stenhus blev opført for storkøbmanden Jens Bang, fire etager højt og bygget i en tid, hvor en treetages bygning, bortset fra kirketårnene, var det højeste, man så.

Der er ikke mange bygninger i Aalborg opført i barok stil, men en af de væsentligste er den ældste del af det nuværende Hotel Phønix, Brigader Hallings Gård fra 1783.

Aalborgs gamle rådhus, 1757‑62, formentlig tegnet af Daniel Hopp, er grundmuret, opført i to etager med mansardtag, frontispice og en udsmykket indgangsportal med påskriften »Soli Deo Gloria« – »Gud alene æren«. Over døren står Frederik 5.s valgsprog: »Prudentia et Constantia« – »Klogskab og Fasthed«. Døren er et eksempel på benyttelse af rokoko, men bygningen, der har gulkalkede facader og hvide pilastre, kan dog stilhistorisk bedst betegnes som barok.

Renæssancens bygninger

Aalborgs økonomiske blomstringstid i senmiddelalderen og renæssancen skabte et veritabelt byggeboom i byen. Der blev rejst en stribe bygårde, som foruden en bolig også gerne rummede erhvervsfaciliteter, heriblandt kontorer, pakhuse og værksteder m.m., fordelt i flere, ofte større, bygninger. I dag er kun få af gårdene bevaret. Det skyldes ikke mindst de to voldsomme brande i første halvdel af 1500-tallet samt de voldsomme saneringer og infrastrukturelle omlægninger af den historiske bykerne i den sidste del af 1800-tallet og begyndelsen af forrige århundrede.

Der lå tidligere flere grundmurede bygninger i området omkring Algade, Østerågade og Gammeltorv, der tidligere udgjorde byens centrum. En af disse er et treetages gavlhus i tegl over en høj kælder opført af Hans Bartholomæussen ved torvets vestside. Bartholomæussen, der både var borgmester, tolder og fra 1520 lensmand i byen, opførte sit gavlhus i 1521. Det eneste, der er bevaret, er to store, flade bislagsten. De flankerede oprindelig bygningens yderdør og har muligvis båret siddebrædder. De er forsynet med indskrifterne »o rex glorie xpe veni cum pace«, »o, du ærens konge, Kristus, kom med fred«, og »ihs maria anna«, »Jesus, Maria, Anna«, og årstallet 1521. Bislagstenene findes i dag på Aalborg Historiske Museum. Selve huset blev fjernet i slutningen af 1800-tallet.

Mange bindingsværksgårde måtte også lade livet for byfornyelsen i forrige århundrede. En af disse var en middelalderlig højstolpebygning, som lå i Cortesgyde. De ældste stående huse i bindingsværk er fra tiden omkring midten af 1500-tallet. Dengang var det meste byggeri i svært tømmer, bygget i to og ikke sjældent tre etager, til hvis øvre etager der ofte var adgang ad udvendige trapper op til en svalegang, der ofte strakte sig i hele baggårdsidens længde. Gavlhuse i bindingsværk med pragtgavle var også et væsentligt element i gadebilledet. Det var almindeligt, at de øvre etager ragede ud over de nedre med såkaldte knægtbyggede stokværksfremspring, som var understøttet af indadsvungne, lange knægte, hvoraf de ældste havde »rygget« forside. Knægtene, der nu og da var forsynet med træskårne billeder, bevarede op gennem tiden omtrent samme form og var et karakteristisk træk ved byens bindingsværk. Tagdækningen har altovervejende været tegl, da stråtage var forbudt.

Et af de bevarede bygningskomplekser er Brix Gård, C.W. Obels Plads 1‑3, opført ca. 1580‑90. Det er opført som et treetages pakhus i bindingsværk med et tilhørende gavlhus udelukkende i tegl, som vender ud mod Adelgade. Nørregade 1 er et andet eksempel på periodens byggeri. Det er opført ca. år 1600 som et hjørnegavlhus i to etager, hvis øvre etages udkragning er båret af knægte af en yngre og noget kortere udgave.

Hamborggården, Østerågade 23, er en købmandsgård fra omkring år 1600.

En af de største købmandsgårde, hvis ældste dele går tilbage til ca. 1580, lå ved Jomfru Ane Gade og kaldes Jacob Kjellerups Gård. Den bestod af flere pakhuse i treetages bindingsværk samt et par stenhuse. Gården omfattede en hel karré, men i dag er en del af bygningerne flyttet til Den Gamle By i Aarhus. Her findes flere andre huse fra Aalborg, således Povl Pops hus fra 1571, hvis usædvanlig rigt udskårne »Trefoldighedsportal« dog befinder sig på Aalborg Historiske Museum. Andre fornemme bindingsværksbygninger er flyttet til Arkivstræde samt Svalegårdsvej 2 og Lindholmssti 4 uden for den historiske bykerne.

Købmandsgårdenes interiør fra renæssancen er meget sjældent bevaret. Panelstuerne i det treetages gavlhus i bindingsværk, som købmanden og rådmanden Niels Christensen opførte nordligst ved Østerågade i 1602, er derfor af ganske enestående kulturhistorisk værdi. Han indrettede i bygningens mellemste etage en række rigt udskårne panelstuer, hvor både vægge og lofter var panelerede. Panelerne var delvis stafferede med en farvedækning, der tillod træværkets åretegning at træde frem under bemalingen, hvilket var højeste mode. Yderligere var udskæringerne præget af et roligt og behersket formsprog, der adskiller sig fra den lidt yngre bruskbarokke svulstighed. Dette udtryk, der genfindes i tiden omkring år 1600 hos lokale træskærere med forkærlighed for pilastre, bueslag, gesimser, båndslyng, dukatbånd m.m., benævnes ofte Aalborgskolen eller Aalborgværkstederne. En stue er bevaret på Nationalmuseet, de andre to på Aalborg Historiske Museum. Aalborgskolens værker genfindes i mange af områdets kirker.

Jens Bangs Stenhus er et af Nordeuropas mest fornemme borgerhuse fra renæssancen.

1800-tallets arkitektur

I sidste halvdel af 1800-tallet udviklede Aalborg sig til en industriby med C.W. Obels Tobaksfabrik, grundlagt i 1787, De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder, grundlagt i 1833/34, De Danske Spritfabrikker, grundlagt i 1881, og ikke mindst cementfabrikker som Aalborg Portland, grundlagt i 1889.

Industrialiseringen satte også gang i byggeriet af brokvartererne med boliger til de mange arbejdere og det første gadegennembrud mod vest ved Borgergade 1896‑97. Byens første jernbanestation, tegnet af N.P. Holsøe, blev opført i 1869. Den blev dog i 1902 nedrevet og erstattet af en ny banegård tegnet af Thomas Arboe. Også nye villaer til funktionærer og virksomhedsejere så i denne periode dagens lys.

I slutningen af 1800-tallet blev de gamle bygrænser brudt, og mange nye bygninger blev opført. Et nyt teater stod i 1878 færdig i Jernbanegade, formentlig tegnet af Momme og Olesen, og i 1879 blev hovedbygning og venstre fløjbygning af Aalborg Historiske Museum indviet. Museet er tegnet af Conrad Weber og opført i historicisme med referencer til den italienske renæssance. Bygningen er i to etager med aksefaste vinduer, og stueetagen er i lyse kvadersten, mens overetagen er i røde sten. Kvaderstenene mimer renæssancebygningernes rustika, og bygningen har derudover trekantsmotiver over døren og over vinduerne i piano nobile.

Momme og Olesen stod i slutningen af 1800-tallet for opførelsen af adskillige bygninger. Et eksempel er Stauns Hus på Nytorv 13, Sohngårdsholm Slot i 1886 og Caroline Smiths Minde fra 1895. Til de mange arbejdere blev der opført boliger i udkanten af den tætte by. Store dele af Vestbyen og Christiansgade vest for Boulevarden er gode eksempler på den håndværkerhistoricisme, der var den fremherskende byggestil i brokvartererne i slutningen af 1800-tallet. Stilen er kendetegnet ved sin taktfaste vinduesopdeling, som afspejlede lejlighedsstørrelserne, og de ensartede etagehøjder, der netop overholdt myndighedernes minimumsmål. De ensartede volumener gav gadebilledet et homogent udseende, men enkeltvis skilte bygningerne sig ud. Facaderne fulgte renæssancens facadeskema med en markeret tung sokkel og indramninger af vinduer og indgangsdør.

Arkitektur fra første halvdel af 1900-tallet

I begyndelsen af 1900-tallet blev arkitekter oftere en del af byggeprocessen, og de mange store opgaver i Aalborg tiltrak flere arkitekter, herunder Hack Kampmann, der i perioden 1892‑1920 var kongelig bygningsinspektør for det nordlige Jylland og stod bag bl.a. Toldkammeret, 1902, og Posthuset, 1910, og Hother Paludan, der ligesom Ejnar Packness kom til Aalborg som byggeleder, inden de startede egen virksomhed.

I 1907 tegnede Hother Paludan vandværket i Frydendalkvarteret. Idealerne blev fundet i det hjemlige og i det nordiske. Motiverne kunne være landlige bindingsværkshuse, svenske træhuse, norske stavkirker, danske middelalderborge eller vestjyske strandgårde. I den nationalromantiske stil, som var fremherskende i perioden ca. 1890‑1915, ville man gerne fremvise det gode håndværk, og arkitekturen var livlig og farverig. Kampmanns Posthus og Toldkammeret er i dag indrettet til private formål, og Paludans vandværk er i dag museum.

Enfamiliehusene vandt frem helt fra begyndelsen af århundredet i de nye beboelsesområder i byens yderområder. Et af de fornemste eksempler i den nationalromantiske stil er villaen på Constancevej 4, tegnet af Martin Nyrop og opført 1910‑11. Bygningens ornamentik og beklædning i træ tager afsæt i vikingetidens symboler og i den simple geometri med cirkler og kvadrater.

De fritliggende funkis-etagehuse – stokbebyggelser orienteret efter solen – var en nyskabelse i 1930’erne. De mest ambitiøse lejlighedstyper, der var velbelyste, funktionelle og kendetegnet af altan-/karnapløsningen, blev foregangsløsninger i dansk boligbyggeri. Aalborgs Vesterbro er et af de bedste eksempler på en byplanlægning med en samlet funkisbebyggelse. Carlo Odgaard, der var arkitekt bag mange af funkisbygningerne langs Vesterbro, stod også bag Aalborgtårnet til Nordjysk Udstilling i 1933.

På Vesterbro 1‑15 ligger også boligbyggeriet Enighedslund fra 1937‑38. Bebyggelsen er tegnet af Kooperative Arkitekter ved Ivar Bentsen. Enighedslund danner sammen med Kildeparken på den anden side af Vesterbro en fin overgang fra Hobrovejskvarteret og til den tætte by. Bebyggelsen er i modsætning til de andre ejendomme på Vesterbro ikke en karrébebyggelse. Ejendommen er orienteret efter solen, opført i gule tegl i seks etager, og facaderne er karakteriseret ved glaskarnapper og altaner, som tilfører bygningen lethed og rytme. Enighedslund er et fornemt eksempel på etagebyggeri i funkisstil. Byggeriet blev fredet i 2014.

Funktionalismens idéer om lys og luft blev med traditionelle danske materialer og formsprog oversat til den såkaldte funktionelle tradition: murede etagehuse orienteret efter solen, saddeltag, danske materialer og facader renset for overflødig pynt. Som eksempler kan nævnes Rughaven, opført 1954‑55, tegnet af Henning B. Agesen for boligselskabet Lejerbo, og bebyggelsen Teglvænget af Arne Kjær.

Nyere arkitektur

Under 2. Verdenskrig var det sparsomt med byggeri i Aalborg, men i 1943 tegnede Bent Helweg-Møller (1883‑1956) Nationalbankens nye filial på Gammeltorv 6. Den skiftede senere funktion til retsbygning og blev en årrække anvendt af Aalborg Universitet, til den i 2015 blev til Folkekirkens Hus. Bygningen blev fredet i 1988.

I 1900-tallets anden halvdel kom flere markante byggerier til byen, herunder 4. Maj Kollegiet i Hasserisgade opført i 1950 af Frihedsfonden og Aalborg Kommune. Kollegiet er enkelt og funktionelt, men med traditionelle materialer. Det er tegnet af Arne Kjær og Preben Hansen. De samme arkitekter stod også bag Vejgård Rådhus fra 1942.

Der skulle gå 13 år fra udskrivning af arkitektkonkurrencen, til Nordjyllands Kunstmuseum stod færdig i 1972. KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, som museet hedder i dag, blev tegnet af Elissa og Alvar Aalto og Jean-Jacques Baruël. Den skulpturelle bygning på Kong Christians Alle står smukt mod Skovbakkens grønne skråninger med Aalborgtårnet i baggrunden. Den er kendt for sit specielle lysindfald, og bygningen har en imponerende bearbejdningsgrad af såvel interiører som eksteriører. Bygningen blev fredet i 1995. I 2016 er den genåbnet efter en omfattende og nænsom restaurering.

I år 2000 indviede Aalborg Sygehus et nyt kapel tegnet af Friis & Moltke A/S. Det minimalistiske anlæg med hvide betonvægge og flade tage giver en neutral og samtidig højtidelig ramme om bygningens funktioner.

Aalborg Lufthavn indviede sin nye terminal i 2001. Den er tegnet af Schmidt Hammer Lassen Architects K/S. Et enkelt plan med vandrehal på langs af bygningen og et vingeagtigt tag, som er højest ud mod afgangs- og landingsarealerne, gør bygningen let at overskue. Bygningen er ombygget og udvidet i flere tempi siden opførelsen.

Ejnar Packness og Aalborg

Ejnar Packness (1879‑1952) blev født i Næstved og var uddannet murer og siden arkitekt fra 1908. Hans virke førte ham til Aalborg, hvor han praktiserede fra 1910 og blev kongelig bygningsinspektør fra 1921.

Hans legende tilgang til formsproget ses bl.a. i Villa Staun på Hasserisvej 132 i Aalborg fra 1911. Packness tegnede adskillige villaer i Hasseris, der hver har deres eget udtryk, men hans sans for detaljer og proportioner er gennemgående elementer. Intet er overladt til tilfældighederne. Packness havde også tegnestue i Hasseris i villaen Julianesminde på Hasserisvej 172, som han dog ikke selv tegnede, men ombyggede gentagne gange.

Packness var en produktiv arkitekt, og af andre byggerier i Aalborg kan nævnes byejendommene Håbets Gård fra 1911 på Nørregade og Grønnegården fra 1910 i Jernbanegade. I Kildeparken har Packness tegnet de to tilbageværende stråtækte huse og det hvide hegn mod syd og sydvest.

I forhold til villaernes legende formsprog er Sankt Markus Kirke, indviet 1933, anderledes stram i udtrykket, og med sit dominerende kirketårn er kirken vartegn for Øgadekvarteret. Packness både tegnede og restaurerede flere kirker. Et af de sidste værker er Hasseris Kirke fra 1956.

Transformation af industriens bygninger

Efter at Aalborg i omkring 100 år har haft en identitet som industriby, har byen siden 1990’erne undergået en forvandling. Industrien er forsvundet fra de centrale havnefronter og byområder, og en omdannelse af Aalborg fra at være en industri- og arbejderby til at blive en by baseret på vidensvirksomheder, hvor bl.a. universitetet spiller en stor rolle, har været synlig i de fysiske strukturer.

Aalborgs centrale havnefront, der ligger foran den middelalderlige bykerne, er forvandlet til promenader, parker og offentlige byrum, og der er restauranter, universitet, ungdomsboliger og kulturhuse.

Nørresundbys havnearealer vest for Limfjordsbroen har siden år 2000 undergået en grundlæggende omdannelse; der er bygget boliger foran den gamle bykerne, og arealerne længere mod vest, hvor der tidligere var Andels Svineslagteri, og området i Lindholm, hvor Dansk Andels Cementfabrik producerede cement frem til 1970’erne, er omdannet til et blandet bolig- og erhvervskvarter. Øst for Limfjordsbroen er der planlagt byomdannelse på begge sider af korn- og foderstofvirksomheden Hedegaard.

Også længere inde i byen er tidligere store industrivirksomheder som fx Dansk Eternit-Fabrik og området Godsbanearealet blevet omdannet. De nye, moderne, tætte bolig-, uddannelses- og erhvervskvarterer har fokus på grønne strukturer, der binder tidligere adskilte bydele sammen. Området øst for det gamle værftsareal og ud til Rørdal med Cementfabrikken Portland er dog fortsat industrihavn.

De centrale industrivirksomheder i Aalborg har i stort omfang været placeret langs havnefronten, og de fremstår i dag som bevaringsværdige nationale industriminder, der er omdannet til moderne funktionelle bygninger.

Havnefrontens bygninger

Drømmen om et musikalsk samlingspunkt i Nordjylland tog sin begyndelse i 1986, da foreningen Musikhusets Venner begyndte at arbejde for opførelsen af et musikhus i Aalborg. Først i 2014 blev drømmen til virkelighed. Det østrigske arkitektfirma har ud over musikhuset også udarbejdet en masterplan for området omkring Musikkens Hus, der inkluderer en forplads og en havnetrappe ned til Limfjorden.

.

Aalborgs lange havnefront er blevet en integreret del af byen – og byen er blevet en integreret del af havnen. Efter at de private havnearealer er blevet offentligt tilgængeligt område, er byens tidligere bagside blevet dens forside, og det stiller krav til arkitekturen på stedet.

Landskabsplanen for området skal binde de forskelligartede byrum sammen og understøtte de mange aktiviteter i området. Belægningerne er rå og enkle med asfalt, beton og træ. I promenadeforløbet langs havnefronten er der etableret store pladser og grønne rum med lunde af træer. To nyere bygninger – Utzon Center og Musikkens Hus – er vellykkede eksempler på ny arkitektur på havnefronten.

Videre læsning

Læs mere om Aalborg

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur

Eksterne links