I Midtbyen bag Nordkraft og Musikkens Hus ligger byparken Karolinelund. Parken er et populært mødested for byens borgere, der blandt meget andet kan opleve de skiftende værker på parkens mure, høre livemusik eller udfordre sig selv på skateboard.
.
Lige vest for Aalborg breder Limfjorden sig ud, men blokeres af Egholm, der tvinger fjorden ud i to smalle stræk nord og syd om øen. Egholm ligger blot 5 minutters færgefart fra Aalborg, som skimtes i horisonten, og kan derfor nærmest betragtes som en grøn oase i storbyen.
.

Aalborg har en lang tradition for parkforvaltning. Kildeparken er Aalborgs ældste park.

En hel del andre byparker blev anlagt i 1800-tallet: Frederiksminde/Skovbakken i 1822, som i 1900-tallet blev udvidet med Aalborgtårnet, kunstmuseet Kunsten, friluftsscene og atletikstadion; Karolinelund fra 1827‑28; Skansebakken i Nørresundby fra omkring 1860, der i år 1900 ved Erik Erstad-Jørgensen blev til Skanseparken; og det skovlignende område Bejsebakken/Aalborglund i 1895.

I 1900-tallet blev der anlagt en del parker i forbindelse med byudvikling. Mølleparken fra 1933, tegnet af landskabsarkitekt Erik Erstad-Jørgensen, er anlagt i en tidligere grusgrav. Parken blev fornyet af Vibeke Rønnow Landskabsarkitekter i begyndelsen af 2000-tallet. Østre Anlæg fra 1930‑34 blev etableret i en tidligere lergrav, der er omdannet til en sø i den folkelige park med legeplads, boldbane og staudehave. Sohngårdsholmparken indbefatter den tidligere herregårdshave, men blev fra 1959 udvidet til offentlig park med skovagtig karakter og græssletter.

Holbergkvarterets grønning, Rotunden, er udformet af Erik Mygind i 1962.

Aalborgs grønne kiler er fremkommet ved det specielle forhold, at cementindustrien ejede jord helt ind til centrum. De dybe kiler helt ind i byen er i løbet af 1980’erne og 1990’erne delvis overtaget af kommunen, der arbejder på at bevare dem. Kildeparken, Almen Kirkegård, Skovbakken/Aalborglund og Søndre Kirkegård udgør én kile. Østerådalen, der fra 1990’erne er naturgenoprettet med bynært naturområde, søer, eng- og græsningsarealer og åløb, er del af en anden kile.

Aalborg har mange eksempler på landskabsarkitektur fra 1900-tallet. Omkring 1940’ernes og 1950’ernes store boligbebyggelser ses udstrakte grønne landskaber, hvor bebyggelserne er smukt lagt ind i terrænet, bl.a. Bakkebo fra 1952 ved landskabsarkitekterne Agnete Muusfeldt og Erik Mygind. Ligeledes den nyere bebyggelse Obels Have fra 1984‑90 ved Rosseels Tegnestue, hvor de lave boliger er fint tilpasset grundens faldende terræn, og mange gamle træer er bevaret. Aalborgs uddannelsesinstitutioner har tilknyttet opholds- og adgangsarealer, fx fik Aalborghus Gymnasium i 1958 gårdhaver ved landskabsarkitekterne Agnete Muusfeldt og Erik Mygind, Aalborg Seminarium fik i 1962 smukke granitbelægninger og en indre gård ved Ole Nørgård, og Aalborg Universitet fik i årene 1976‑90 anlagt hele det omgivende område ved Gruppen for By og Landskabsplanlægning.

I den centrale del af hhv. Aalborg og Nørresundby har man fra 1990’erne renoveret en række gader og pladser, fx Banegårdspladsen, Nørresundby Torv og Nytorv, der er et centralt strøg og historisk sted, som forbinder byens to gågadenet.

Et nyt prisbelønnet byrum er hele strækningen langs den omdannede havnefront, både på Nørresundbysiden, mellem broerne tegnet af Schønherr, og på Aalborgsiden, tegnet af Vibeke Rønnow Landskabsarkitekter og tegnestuen C.F. Møller. På begge sider kombineres højvandssikring og forbedret adgang til vandet med promenader og variationer i kantprofil. På Aalborgsiden er havnefronten delt i tre karakteristiske dele: Jomfru Ane Parken, Slotspladsen og Utzonparken. Længere mod øst møder promenaden pladsen ved Musikkens Hus.

Videre læsning

Læs mere om Aalborg

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur