Nord for Limfjorden var det almindeligt, at de firlængede gårde havde fritliggende stuehus, og at laden lå over for stuehuset, mens der fandtes flere gårdtyper syd for Limfjorden. Indtil begyndelsen af 1900-tallet var gårdene bygget i bindingsværk og havde stråtag med tørve- eller lyngmønning. Omkring 1910 begyndte en fornyelse, hvor de gamle bindingsværkshuse blev erstattet af nye grundmurede bygninger. Fra 1915 havde foreningen Bedre Byggeskik stor indflydelse på stuehusenes udformning. Man fremhævede de traditionelle danske materialer, særligt tegl, og foreningen udførte »tegnehjælp«, så husene fik harmoniske proportioner og facadeinddelinger.
Udlængerne blev i denne periode ofte opført med trempeltag, dvs. en forhøjelse af murværket og en lidt lavere taghældning. Det tjente det praktiske formål, at rumfanget blev større, og arbejdshøjden mere komfortabel, når høet skulle på høloftet. I Nordjylland var der tradition for, at fladerne mellem murpillerne på trempelsider og på gavltrekanter, de såkaldte sparreblændinger, blev kalket gule.
Volsted er et af de fineste eksempler på en uudskiftet landsby. Husene ligger stadig rundt om den fælles jord, forten, der domineres af en stor sø. I Volsted var jorden af ret ensartet kvalitet, hvorfor hver gård nemt kunne tildeles det stykke jord, den lå ud til.
Ved herregården Store Restrup blev husmandsbrugene individuelt udformet, og bebyggelsen fik et uensartet udseende i modsætning til landsbyen Milbakkens mere ens huse. Til gården hørte ofte den uundværlige vindrose, datidens vindmølle.
