Dialekter i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune omfatter foruden Aalborg-Nørresundby og Nibe et stort opland med betydelige dialektale forskelle områderne imellem.

Mod nord talte man traditionelt et vendelbomål, der på de fleste punkter lignede den måde, man talte på i de nordlige nabokommuner. Den væsentligste forskel var, at man udtalte ord som »ind«, »mand« og »rund« med nasaleret vokal + j: ẽj’, mãj’, rõj’, mens nasaleringen var svundet længere nordpå.

Mod syd talte man himmerlandsk, som her mod nord havde w- foran alle vokaler: wi, wæj, wånj’ (vi, vej, vand), men ellers var det samme dialekt som i Rebild Kommune. Denne adskilte sig tydeligt fra vendelbomål ved ikke at have tre køn, men fælleskøn og intetkøn som i standarddansk.

I dag er en stor del af oplandet urbaniseret, også sprogligt, og der er en glidende overgang fra standardnært sprog hos en del af bybefolkningen i den centrale del af kommunen, og for mange unges vedkommende også uden for byerne, til et lokalt bymål med nordjyske træk i Aalborg og et ret dialektpræget sprog hos især ældre i de mest landlige dele.

Talesproget i Aalborg

Købstædernes befolkningssammensætning og sociale forhold har været anderledes end landdistrikternes, og det betyder, at købstadssproget også har en anden historie end de landlige dialekter.

Indtil et godt stykke ind i 1800-tallet var Aalborg den største by i Jylland. Denne position kunne byen kun fastholde ved en stadig indvandring, især fra landområderne. Der har derfor hele tiden været en betydelig sproglig variation i Aalborg, spændende fra sprogformer, der lå tæt på de omgivende landlige dialekter, til et talt standardsprog med relativt få regionale træk. Dertil kom, at over 10 % af befolkningen var soldater, og i 1700-tallet var mange af disse tysktalende. Det samme gjaldt en del håndværkere.

I 1857 fortæller sprogforskeren K.J. Lyngby om bymålenes stilling i Jylland, at bortset fra Nykøbing M og Ribe, hvor han har hørt selv fine damer sige tra’p (trappe) med vestjysk stød, er det uhyre sjældent at træffe dialekttalende købstadsboer. I Aalborg mener han, at dialekten er uddød; derimod kan man høre adskillige nye former, fx hæster (heste), hvor dialekterne i området havde hæj:st eller hæ:st.

Ud over en analyse af intonationen findes der til dato ingen beskrivelser af talesproget i Aalborg. Det følgende er derfor baseret på en række interview med midaldrende indfødte aalborgensere.

Det mest karakteristiske for aalborgensisk er kombinationen af tryk og tonegang, der lyder meget forskelligt fra fx københavnsk og næstvedsk.

Sammensatte ord som »Aalborg« og »Jylland« udtales med tryksvagt sidsteled som i meget andet jysk. Præpositioner har til gengæld ofte tryk, og tostavede præpositioner har det altid: gå ‘lige ‘ud ‘efter ‘mælken har fire stærktryk, de drak ham ‘under ‘bordet (ikke: under ‘bordet). Enstavede præpositioner har kun tryk, når den efterfølgende stavelse er tryksvag: de tog ‘med et ‘lyntog til Aarhus, men: de tog med ‘toget.

Som i store dele af Jylland bruges stød efter særlige regler. Der er således ikke stød på ord som »vej« og »brev«, ej heller i ord som »kamp«, »rundt«, »bank«, »hjælp«, »hold« og »folk«. Det samme gælder verber med forstavelse: »betale«, »beregne«, »forsyne« og »fortælle«. Også sammensatte verber kan være stødløse: »aftale«, »undervise«, »afstemme« og »omregne«.

Også den særlige nordjyske udtale af »af«, »fra« og »på« med kort stødløs vokal genfinder man i Aalborg: hvor er du ‘fra, jeg er fra Aalborg ‘a; nu skal du passe ‘på.

Hvad angår vokalen o, følger man aarhusianerne i at lade »sort« rime på »kort«, ligesom man udtaler »fjorten«, »gjort«, »jordbær«, »skjorte« og »tror« med å, ikke med o. Modsat siger man Mo:gens, ikke Må:gens; og »vidst«, »vidste« rimer på »sidst«, »sidste«.

Ord som »ud« udtales uden blødt d, og det hedder mo:di, samti’di, sta:di (modig, samtidig, stadig) med hårdt d. Bestemt form af intetkønsord kan ende på -e: døj’ne, hu’se, syste’me (døgnet, huset, systemet), ligesom en række andre ord på -et: ane, mæje, no: (andet, meget, noget). Svind af blødt d fører til, at »fiskede« og »fisket« begge kan udtales som feske (eller feskeð).

Det udlydende -e svinder oftest, også i bestemt form flertal: alta’nern, hæstern, ko:nern (altanerne, hestene, konerne), og stærke verber har ofte -en i participium: jeg er kommen i bestyrelsen, vinduerne er lige ble(v)en male (blevet malet).

Der er udstrakt brug af enklise: gør’-e (gør det), vi snakke mæje åm’-e (eller åm›’-eð) (vi snakkede meget om det).

På standardjysk foretrækker man normalt at sige: børnene ska ka læse i 3. klasse, og i datid: børnene sku ku læse i 3. klasse, mens skriftsproget og østdansk har infinitiv kunne i begge tilfælde. Denne jyske regel følges også i Aalborg, ligesom udtryk som det er fin (uden intetkønsendelse på adjektivet) også kan høres.

Som i meget andet jysk bruges »godt nok« forstærkende i forbindelser som: det var godt-nok ringe. Til de lokale ord og udtryk hører høk dig lige (flyt dig lige lidt), og en person eller en sag kan være kaw’ (kav, dvs. vanskelig, besværlig).

Ikke alle aalborgensere bruger de nævnte former og udtryk, og mange veksler mellem disse og de tilsvarende standarddanske. Alder, køn, uddannelsens længde og erhverv er med til at bestemme, hvordan man taler i Aalborg som andre steder.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Aalborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dialekt

Eksterne links