Købstædernes befolkningssammensætning og sociale forhold har været anderledes end landdistrikternes, og det betyder, at købstadssproget også har en anden historie end de landlige dialekter.
Indtil et godt stykke ind i 1800-tallet var Aalborg den største by i Jylland. Denne position kunne byen kun fastholde ved en stadig indvandring, især fra landområderne. Der har derfor hele tiden været en betydelig sproglig variation i Aalborg, spændende fra sprogformer, der lå tæt på de omgivende landlige dialekter, til et talt standardsprog med relativt få regionale træk. Dertil kom, at over 10 % af befolkningen var soldater, og i 1700-tallet var mange af disse tysktalende. Det samme gjaldt en del håndværkere.
I 1857 fortæller sprogforskeren K.J. Lyngby om bymålenes stilling i Jylland, at bortset fra Nykøbing M og Ribe, hvor han har hørt selv fine damer sige tra’p (trappe) med vestjysk stød, er det uhyre sjældent at træffe dialekttalende købstadsboer. I Aalborg mener han, at dialekten er uddød; derimod kan man høre adskillige nye former, fx hæster (heste), hvor dialekterne i området havde hæj:st eller hæ:st.
Ud over en analyse af intonationen findes der til dato ingen beskrivelser af talesproget i Aalborg. Det følgende er derfor baseret på en række interview med midaldrende indfødte aalborgensere.
Det mest karakteristiske for aalborgensisk er kombinationen af tryk og tonegang, der lyder meget forskelligt fra fx københavnsk og næstvedsk.
Sammensatte ord som »Aalborg« og »Jylland« udtales med tryksvagt sidsteled som i meget andet jysk. Præpositioner har til gengæld ofte tryk, og tostavede præpositioner har det altid: gå ‘lige ‘ud ‘efter ‘mælken har fire stærktryk, de drak ham ‘under ‘bordet (ikke: under ‘bordet). Enstavede præpositioner har kun tryk, når den efterfølgende stavelse er tryksvag: de tog ‘med et ‘lyntog til Aarhus, men: de tog med ‘toget.
Som i store dele af Jylland bruges stød efter særlige regler. Der er således ikke stød på ord som »vej« og »brev«, ej heller i ord som »kamp«, »rundt«, »bank«, »hjælp«, »hold« og »folk«. Det samme gælder verber med forstavelse: »betale«, »beregne«, »forsyne« og »fortælle«. Også sammensatte verber kan være stødløse: »aftale«, »undervise«, »afstemme« og »omregne«.
Også den særlige nordjyske udtale af »af«, »fra« og »på« med kort stødløs vokal genfinder man i Aalborg: hvor er du ‘fra, jeg er fra Aalborg ‘a; nu skal du passe ‘på.
Hvad angår vokalen o, følger man aarhusianerne i at lade »sort« rime på »kort«, ligesom man udtaler »fjorten«, »gjort«, »jordbær«, »skjorte« og »tror« med å, ikke med o. Modsat siger man Mo:gens, ikke Må:gens; og »vidst«, »vidste« rimer på »sidst«, »sidste«.
Ord som »ud« udtales uden blødt d, og det hedder mo:di, samti’di, sta:di (modig, samtidig, stadig) med hårdt d. Bestemt form af intetkønsord kan ende på -e: døj’ne, hu’se, syste’me (døgnet, huset, systemet), ligesom en række andre ord på -et: ane, mæje, no: (andet, meget, noget). Svind af blødt d fører til, at »fiskede« og »fisket« begge kan udtales som feske (eller feskeð).
Det udlydende -e svinder oftest, også i bestemt form flertal: alta’nern, hæstern, ko:nern (altanerne, hestene, konerne), og stærke verber har ofte -en i participium: jeg er kommen i bestyrelsen, vinduerne er lige ble(v)en male (blevet malet).
Der er udstrakt brug af enklise: gør’-e (gør det), vi snakke mæje åm’-e (eller åm›’-eð) (vi snakkede meget om det).
På standardjysk foretrækker man normalt at sige: børnene ska ka læse i 3. klasse, og i datid: børnene sku ku læse i 3. klasse, mens skriftsproget og østdansk har infinitiv kunne i begge tilfælde. Denne jyske regel følges også i Aalborg, ligesom udtryk som det er fin (uden intetkønsendelse på adjektivet) også kan høres.
Som i meget andet jysk bruges »godt nok« forstærkende i forbindelser som: det var godt-nok ringe. Til de lokale ord og udtryk hører høk dig lige (flyt dig lige lidt), og en person eller en sag kan være kaw’ (kav, dvs. vanskelig, besværlig).
Ikke alle aalborgensere bruger de nævnte former og udtryk, og mange veksler mellem disse og de tilsvarende standarddanske. Alder, køn, uddannelsens længde og erhverv er med til at bestemme, hvordan man taler i Aalborg som andre steder.
