Cimbrertyren på Vesterbro står med sin indskrift af Johannes V. Jensen som et symbol på nordjysk styrke: »Himmerlands Tyr/Trivselstegnet/med den som/Vartegnet/vandrede de Vaadestedte/de jyske Oldbønder/ud fra deres Odel/Roms Ulvinde/udrev Tyrens Indvolde«. Denne heroiske stenstil med edda- og bogstavrim skildrer næppe nogen virkelighed, uanset al litterær overtalelse i kapitlet i Den lange Rejse (1908‑22) om den cimbriske tyr. For om cimbrerne kom fra Himmerland, er omtvistet.
Jacob Paludan udødeliggjorde i romanen Jørgen Stein (1932‑33) Aalborg under 1. Verdenskrig. Byen kendte han fra sin tid i apotekerlære, hvor han boede i Jomfru Ane Gade og på Boulevarden. Det muntre Aalborg omkring Budolfi Kirke gik sammen med rygende cementfabrikker i Rørdal, savværk, sprit-, cigar- og tidens ekspansive gullaschfabrikker ind i det forelskede og farlige billede af byen. Amtmandssønnen Jørgen Stein, spændt ud mellem et håndværkerhjem og den gæve Nanna i det indre Aalborg og pengearistokratiet i Hasseris med den krukkede Ellen Kejser, var fra begyndelsen lammet i livsnerven. Jørgen Stein blev generationsromanen om den ungdom, der voksede op i skyggerne af 1. Verdenskrig, og den patriarkalske verdensorden, der styrtede sammen.
Aalborg Katedralskole fostrede et kuld af betydelige digtere i årene omkring 1940 under den legendariske rektor Kjeld Galster. Hans Lyngby Jepsen, opvokset på fattiggården i Aalborg som søn af inspektøren, blev student i 1939 og skabte et omfattende forfatterskab med nordjyske rødder. Romanen Da kærligheden kom til byen (1972) er en besk skildring af »farbror Kristians« dobbeltliv mellem nålestribet embedskorrekthed og skandaløs udsvævelse i det aalborgensiske underliv i de små gyder omkring Budolfi, mens »Nu kommer byen« (1979) og »Her i byen« (1983) er kuldslåede noveller om Aalborgpersoner, fra gamle landmænd og en eksalteret præst til forretningsfolk og ludere. I 1943 blev Erik Aalbæk Jensen klassisksproglig student fra en krigspræget katedralskole. Han har givet smukke skildringer af Aalborg i romanen Perleporten (1964). På sin flugt fra Indre Mission oplever Esther Mølgård Aalborg som et frihedens paradis, mens servitricen Mie på Café Håbet ved Kvægtorvet oplever byen som en animalsk åbenbaring. Skulpturen af fiskeren i kamp med havfruen og ålene i Prinsensgade foran KFUM-hotellet bliver i den forbindelse et dragende tvetydigt tegn.
Morten Nielsen, student 1940 fra Aalborg Katedralskole, er besættelsestidens store lyriker, så lille hans forfatterskab end er. Digtsamlingen Krigere uden Vaaben (1943) formulerer det paradoks, besættelsestidens ungdom led under: at være i kamp uden våben, at leve i et nu uden fremtid. Generationsdigte som »Vi sender Dansemusik om Natten« og »Ventetid« tegner den våbenløse, frustrerede ungdoms pessimisme, men bliver også modsagt af helt mirakuløse lykkedigte som »Foraarets Horisont« i haikuagtig kortform: »Verden er vaad og lys -/Himlen er tung af Væde …/Hjertet er tungt af Lykke,/lykkeligt nær ved at græde«. I det efterladte digt »Ingen skal flygte herfra« er den lokale forankring evident: »I var fælles om et Stykke Ungdom/Skiture i Hammer Bakker./Fulde ved Studentereksamen./Sammen i lunken Foraarsregn over Vejene til Fjorden«.
Inge Eriksen var født i Skørping, student i 1957 fra studenterkursus i Aalborg og tidligt politisk aktiv på venstrefløjen. Faderens død i kz-lejr i 1945 var en skæbnesvanger traumatisk oplevelse. En kvinde med hat (2005) er en typisk Inge Eriksensk prisme, hvor Aalborg er brændpunktet for 1900-tallets europæiske historie. Den kvindelige hovedperson Ida Francesca Vargas Frandsen er dansk og spansk, hendes mand Ulrik Kruse tysk og dansk. Hun selv er fra den lavere middelklasse i indre Aalborg med en far fra modstandsbevægelsen, politiet og kz-lejren, mens Ulrik er fra den højere, konservative overklasse i Hasseris med internationalt udsyn. Brød og roser (2009) er en stærk erindringsbog med mangfoldig besked om forfatterens brug af Aalborglokaliteter og erfaringer i forfatterskabet: etageejendommen Parkvej 20, hvor Inge Eriksen boede med sin mor, Kærbys kolonihaver og diverse værtshuse.
Fra kragernes udkant kommer Jens Smærup Sørensen, født i Staun og student fra Aalborg Katedralskole i 1965. Med Mærkedage fra 2007 fik Smærup Sørensen sit folkelige gennembrud. Den indvendige skildring af en persons bevidsthed fejrer store triumfer i denne roman. Et stort galleri fra det gamle landsbysamfund, hjem-Staun-en, til det moderne, overfladiske hypersamfund portrætteres: såvel de forkuede som det patriarkalske herrefolk i bondesamfundet og de servile og stræbsomme typer fra de nyeste tiders moralske sump. Hvor romanens første mærkedag, Peders konfirmation, fejres i forsamlingshuset i Staun, danner Henrik Lundbæks 60-års fødselsdag på Hvide Hus i Aalborg romanens bitre antiklimaks. Undervejs fortælles også om det tilsyneladende åndsforladte Stauns litteraturhistorie – lige fra bøndernes snak og historier over Johannes V. Jensens »Tordenkalven«, Johan Skjoldborg i Løgstør, Barmerpræsten Christian Bartholdys erindringer og Knuth Becker på Waar Hovedgård til Smærup Sørensen selv og ikke mindst L.C. Poulsen, der under navnet C. Staun skrev slægtssagaen Under Dommen (1916), »det ubestridte hovedværk om Staun«. I romanen Hjertet slår og slår (2012) bliver Smærup Sørensen på egnen, men trækker lange historiske linjer, helt fra den blodige nedkæmpelse af Skipper Clements bondehær i 1534 til etableringen af Arlas andelsfunderede »komælksimperium«.
Jakob Ejersbo nåede i sit korte liv at skabe et skelsættende forfatterskab. Romanen Nordkraft (2002) er skrevet med en mikroskopisk »rendestensrealisme«, der er både sproglig og indholdsmæssig. Handlingen er allerede med titlen præcist lokaliseret, men kraften brydes med svaghed, og det gamle elværk er i dag omdannet til en af Aalborgs dynamiske kulturinstitutioner. Med en række junkier som Asger, Maria, Svend, Lisbeth, Steso-Thomas, den forbrændte Allan og Hossein males en subkultur i Aalborg, hvor stoffer, druk og sex er hovedsagen, og hvor prisen er ekstremt høj. Sidste kapitel hedder »Begravelse«: Junkien over alle, Steso-Thomas, skal begraves fra Sønderholm Kirke. Han kom fra det pæne Hasseris, men endte på Café 1000FRYD og med de hvide baner. Romanen er filmatiseret i 2005 af Ejersbos ven Ole Christian Madsen. I 2010 blev bogen dramatiseret og var åbningsforestilling for Teater Nordkraft.
Gorm Henrik Rasmussen, der er født i Aalborg, har med særligt fokus på barndommens og ungdommens Aalborg skrevet humoristisk og smertefuldt om opvæksten i 1950’ernes og 1960’ernes industri- og havneby. Aalborgdage (1992) er prosadigte om kridtbyen ved Limfjorden, og Eigil Zinck (2003) en burlesk ungdomsroman om den forældreløse Eigils omtumlede ungdom. Girafhuset (2016), hvor de sære egoer fra romanen Originalernes by (2007) er vokset til giraffer, er en stor selvbiografisk roman om Daniel Asmussen. Han vokser op i det østlige rabarberaalborg, Vejgård, og det fine Hasseris med en voldelig bohemefar i et kedeligt ingeniørjob på værftet og en svagelig mor. Romanen skildrer et familieliv på ulmende vulkaner under et næsten permanent nedfald af cementstøv og kulrøg fra byens mange skorstene.
Bent Vinn Nielsen (f. 1951) er opvokset i Sulsted i det sydlige Vendsyssel. Mange af hans romaner har udgangspunkt i dette landsbymiljø og i 1960’erne, som er den periode, hvor forfatteren var ung og lærte Aalborgs hippieprægede undergrundsmiljø at kende. Det er karakteristisk for Bent Vinn Nielsen, at han opfanger signaler fra en verden, der sjældent inddrages i dansk litteratur. Det samlede forfatterskab er således en social og mental skildring af et Underdanmark, både på landet og i byen, fra 1960’erne til årtusindskiftet. Fra romanerne Arbejdssky (1978) til En skidt knægt (1998) og Godheden selv (2000) tegnes der skarpe tidsbilleder af et moderne Aalborg uden politiske trumfkort i ærmet, snarere præget af en holdning, der sympatiserer med de »vinn«-skæve eksistenser.
