Man har aldrig talt ens i hele den nuværende Faxe Kommune. I den periode, man har flest oplysninger om, nemlig 1900-tallet, har det mest konservative sjællandsk været talt af bønderne i den sydøstligste del af kommunen, hvor man længe holdt fast i gamle former som brug af hankøn i navneord: e j˛ eller ing mand, men en kone. Andre gamle træk var ijæn (igen) og kjæ:w (købe), og man havde stød i fx følhoˀppe, fæˀtter (følhoppe, fætter). Når man omkring 1960 bad om et stykke kage, havde det stadig betydningen hvedebrød.
Dagligsproget i Faxe, hvor kalkbruddet betød en større arbejderbefolkning, bød på større sproglig variation, og i egnen omkring Haslev talte man mere moderne midtsjællandsk. I selve Haslev blev det forstærket af byvæksten og ikke mindst af, at byen blev en skoleby.
I dag er de geografiske forskelle mindre, men variationen betydelig fra mere eller mindre sjællandskpræget dialekt til københavnskpræget rigsmål.
