Der er flere sagn, der knytter sig til Faxe Kommune. Et handler om vikingen Rollo fra Faxe, som i 900-tallet erobrede Normandiet og blev hertug. Et andet fortæller om Gøngehøvdingen, Svend Poulsen Gønge, der sammen med sine snaphaner blev fanget i et baghold af svenske soldater, der lå på lur i en dyb kløft i Hesede Skov. Kløften hedder i dag Svenskekløften.

Der er også »det kloge træ« Kludeegen, som ifølge folketroen helbreder sygdomme og skavanker, ligesom vandet fra Sct. Hans Kilde eller Rosenkilden, som den også bliver kaldt, ved Hovby i Faxe skulle gøre det. I Karise er den hellige Fru Marthes Kilde, som siges at have helende kraft. Kilden er opkaldt efter fru Marthe, der genopbyggede Karisegård efter angreb fra vendiske sørøvere, som hun gemte sig for på kirkeloftet. Efter hendes død bar ligbærere fru Marthe fra Karisegård til kirken, og dér, hvor de hvilede sig, sprang kilden.

Det fortælles også, at det spøger i kommunen. I 1763 blev Anna Lovise Vichmand halshugget, dømt for drabet på et spædbarn. Nu siges det, at man mellem Turebyholm og Grevindeskov kan se en dame uden hoved, når natten falder på. Også på herregården Jomfruens Egede fortælles der om en hvid dame, der som venligt spøgelse åbner døre, inden hun forsvinder gennem husets mure. Det siges, at man kan se hende med ridefogedens sorte hund, som går igen, fordi den så drabet på sin herre.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Faxe Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Dagliglivsfortællinger

Se alle artikler om Traditioner og fortællinger