Dagligsproget i Billund Kommune var tidligere sydvestjysk dialekt. Man sagde a (jeg) og e’t (ikke), æ manj’ (manden) og æ bå’n (barnet). Der var jyske stødforhold, bl.a. vestjysk stød: ha’t (hatte), hjæl’p (hjælp), hinjt (hent), hinj’t (hente). Verber som betå:l (betale), bekjænj: (bekende) og awtå:l (aftale) var stødløse. Det hed væj (vej), men wanj’ (vand) og hwæm’ (hvem); sidstnævnte med hørligt h ligesom i hjæm’ (hjem).
Det er dog længe siden, at dialekten var almindelig brugt i hele kommunen. Stationsbyen Grindsted blev fra 1920’erne et brohoved for bykultur og regionalsprog og adskilte sig sprogligt fra de omgivende landsogne. Billunds hastige vækst fra 1950’erne med mange tilflyttere gjorde den sproglige variation endnu større. Egentlige dialekttræk høres næsten kun blandt de ældste, mens midaldrende og yngre taler rigsdansk med jysk intonation og et vekslende antal regionale træk, fx å’p (oppe), årn: (ordne), kæn’er (kender), la’wet (lavet), er bleven (er blevet) og kommen (kommet). De helt unge bruger også en del oprindelige aarhusianske og københavnske former som sårt (sort), rat (ret) og fram’ (frem).
