For 100 år siden kunne man høre forskel på sproget på Sydfalster, Nordfalster og Østlolland. Der var små udtaleforskelle mellem de forskellige egne, og på Sydfalster havde man fx bevaret langt u, og det hed hu:s og fru:e, mens langt u i andre egne var blevet til øw, så det hed høws og frøw: På Nordfalster var -g og -v forsvundet i visse ord, fx bå: (bog) og sko: (skov); i de andre egne hed det båw og skåw. På Lolland varierede åw og αw, så »dag« og »dog« kunne hedde både dαw og dåw. På Nordøstfalster var -j forsvundet i visse ord, fx fe: (feje) og ø:ne (øjne), mens det på resten af Falster hed fæje og öjne.
Også ord på -nd var udviklet forskelligt. For eksempel blev vand udtalt vacj (med nasalt a) på Nordfalster, vac:j på Sydfalster og våc: på Østlolland. Ordet mund hed møcw på Østlolland, men mucj på Falster, varierende med mung på Nordøstfalster. Alle disse lokale former er nu helt eller delvis forsvundet og erstattet med rigsmålsnære former.
Blødt d (ð) var forsvundet overalt undtagen på Sydfalster, og det hed fx ti (tid) og ne: (ned). I første omgang bredte ð-løsheden sig fra Nordfalster (inkl. Nykøbing F) til Sydfalster, men så trængte rigsmålets ð frem, så der nu overalt høres former med og uden ð.
Hele området var uden stød, fx blev »bad« (som i »han bad«) udtalt uden stød, så det lød som »bad« (som i »komme i bad«), begge uden blødt d (ba). Og »køer« blev udtalt uden stød, så det lød som »køre«. Blandt bevarede dialekttræk er udtalen ha, hac og ma, mac (han og man), der findes i hele kommunen. I Nykøbing F har man talt mindre dialekt end på landet, men man havde, og har stadig i varierende omfang, stødløshed og ð-løshed som på landet.
