Helsingør var langt op i tiden en af kongerigets største byer og den mest internationale med især mange tyskere, nederlændere og skotter. I 1600-tallet var en del af købmændene nederlandske, flertallet af snedkermestrene tyske eller nederlandske, og de fleste af de svende, der blev indskrevet i lavene, udlændinge. Det betød, at byen var mere flersproget end andre købstæder. Der var tyske skoler, og i Sankt Mariæ Kirke blev der prædiket på tysk i perioden 1576‑1819. Hellebæk havde også et vist indslag af tyskere, som var indkaldt som fagkyndige til Hammermøllen.
Omkring 1890 begyndte en kraftig industrialisering af Helsingør. Byen fik en stor arbejderbefolkning og tydelige sociale forskelle, hvilket også kom til udtryk sprogligt.
Uden for byen blev der talt nordsjællandsk. Med sjællandsk stød hæ’sten (hesten) og le’gger (ligger), tydelige diftonger bi’en (ben), sy’e (sø) og gu’e (gå) samt udtaler som ba:w (bage) og brö:w (bruge). Desuden brugtes særlige nordsjællandske former som hull (hylde), smor (smør) og ente (ikke).
Tidligt kom nærheden til København til at betyde større kontakt med byboere og deres sprog, end tilfældet var for andre dele af Sjælland. Og med industrialiseringen begyndte københavnerne i stort tal at ligge på landet om sommeren.
Ligesom i resten af Nordsjælland blev området mere urbaniseret. Især de velstillede og veluddannede blev tiltrukket af egnen, og nordsjællænderne tilpassede deres sprog til tilflytternes. I dag er det forskellige udgaver af talt standarddansk, der høres i både Helsingør og resten af kommunen.
